Vær kritisk over for kompetencebegrebet

Kompetencebegrebet er i vælten for tiden og bliver ofte beskrevet som et konkret og attraktivt tiltag i sundhedsvæsnet. F.eks. er begrebet blevet en del af indholdet i den seneste bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen, ligesom kompetenceudvikling er blevet en del af hverdagen på sygehusene. Inden vi helt forelsker os i og overgiver os til det så populære begreb, er en diskussion af det ideologiske afsæt på sin plads.

Begrebet ”kompetence,” der nu er dukket op i Bekendtgørelse om Sygeplejerskeuddannelsen fra 2001, afløser her begrebet ”kvalifikation,” som blev brugt i bekendtgørelserne tidligere. I daglig tale bruges begreberne tilsyneladende synonymt, men da ingen begreber er neutrale eller fuldkommen tilfældigt valgt, er jeg blevet opmærksom på den begrebskamp, der åbenbart foregår i al ubemærkethed. Jeg kom på sporet af, at der med begreber kan udtrykkes en særlig form for autoritet, f.eks. fra et ministerium, at der måske skal tages hensyn til særlige interessenter, eller at der kan være ønske om brud med nogle traditioner. Ønsket om at bruge et bestemt begreb, som mere eller mindre direkte viser nogle intentioner, har også vist sig at gælde for kompetencebegrebet.

Et politisk projekt

For at forstå kompetencebegrebets ide og grundlag kræver det, at vi kigger lidt tilbage i tiden. Siden midten af 1990´erne er begrebet kompetence blevet brugt i det danske sprog - ofte uden videre omtanke synonymt med ordet kvalifikation. Det er der to vigtige grunde til. Den ene er inspirationen fra store udenlandske virksomheders brug af begrebet. Den anden, at de danske politikere gennem de sidste 10-20 år har haft øje for moderniseringen af den offentlige sektor med økonomisk rammestyring på baggrund af udbud og efterspørgsel, decentralisering, brugerindflydelse og kvalitetsstyring til følge. Med andre ord en overordnet handlingsplan, hvor konkurrencemæssige vilkår er i højsædet. Til at gennemføre dette politiske projekt kræves de rette medarbejdere med den rette kunnen, så alle ressourcer bliver anvendt effektivt.

Til det passer kompetencebegrebet perfekt. Her drejer det sig nemlig om nogle specifikke og såkaldt rigtige handlingsmønstre, som det forventes, at en person viser i kraft af sin vilje til at sætte kundskaber igennem og i takt med skiftende krav og mål. Medarbejdernes kompetence opfattes dermed som aktiver på lige fod med produktivitet, effektivitet, rentabilitet og målstyring og bliver et ideologisk styringsmiddel, som medarbejderen påtvunget må tilpasse sig.

I bekendtgørelserne om sygeplejerskeuddannelsen fra henholdsvis 1990 og 2001 er der rent retorisk mange sammenfald og dermed ikke de store forskelle i de direkte krav til en uddannet sygeplejerske. Interessant er det dog at se en øget fokusering på personlige forhold. F.eks. må den enkelte sikre sig en faglig og personlig forståelse, udvikling og læring. Et krav, som forudsætter, at personlige egenskaber og faglige krav uden videre går hånd i hånd. Med andre ord en forventning om, at både personlige egenskaber og faglige kundskaber er en helt naturlig del af et uddannelses- og arbejdsliv.

At en arbejdsplads fordrer den rigtige medarbejder med de rigtige forudsætninger, er der måske ikke noget nyt i. Det nye består i, at medarbejdernes formåen, ved at bruge begrebet kompetence, bliver vurderet på lige fod med økonomi, produktion og synlige målelige resultater. Medarbejderne og deres formåen bliver dermed tingsliggjort. De bliver brugt i konkurrenceøjemed både internt mellem medarbejderne og udadtil i organisationen. Kompetence er en konkurrenceformåen. Et kapløb om erhvervelse af kundskaber, hvor det at satse på medarbejdernes kompetencer er nøglefaktorer i en økonomisk proces, som er helt afhængig af det omgivende markeds udbud og efterspørgsel.

Men hvad indebærer kompetencebegrebet egentlig? Kompetencebegrebet sætter fokus på individet. Det sætter fokus på en individualisering af medarbejderne ud fra et sæt af specifikke arbejdsopgaver, som bliver efterspurgt i den konkrete hverdag. Kompetencebegrebet er kort sagt forbundet med brugsværdien i praksis.

Ideologisk styringsredskab

De specifikke arbejdsopgaver ændrer sig konstant i takt med det omgivende samfunds krav. Derved bliver kompetencer en form for ideologisk styringsredskab, udtrykt gennem krav til medarbejderen om fleksibilitet og konstant potentiale for ændring og læring. Det er forhold, som vi kender fra både Bekendtgørelse om Sygeplejerskeuddannelsen og fra mange personalepolitiske skrifter, og krav, som medarbejderen forpligter sig til at være loyal over for, og som kan kollidere med den enkelte medarbejders selvbestemmelsesret. Samtidig rejser det en række etiske spørgsmål, om og i hvilken udstrækning arbejdslivet kan og må invadere personligheden hos den enkelte. Personligheden er med ét blevet en del af en liberalistisk managementideologi.

Da kompetencebegrebet også stiller krav om medarbejderens vilje til at sætte bestemte handlingsmønstre eller kundskaber igennem, bliver det viljebestemte naturligt afgørende for, hvor attraktiv og hvor tilpasningsdygtig medarbejderen er i organisationen. Når vi så tillige ser, at denne vilje skal komme til udtryk

Side 23 

ved at udføre specifikke arbejdsopgaver i overensstemmelse med definerede krav og mål, ja så er der selvsagt ikke levnet megen plads til dem, der ikke ser sig i stand til at leve op til disse krav. Uanset om det skyldes mangel på faglig formåen eller mere personlige forhold.

Det er indlysende, at tilegnelse og udvikling af faglige og personlige egenskaber og kunnen er væsentlig for enhver sygeplejerske og for enhver arbejdsplads. Mit spørgsmål er blot, om det er en individualiseret, konkurrencepræget, mål- og økonomistyret udvikling af sygeplejefaget, sygeplejerskerne vil satse på i fremtiden. Jeg mener, vi bør stille os kritiske over for den uproblematiserede invasion, der er sket, af kompetencebegrebet, og hvad det reelt indebærer.

Hvis vi samtidig med krav om den enkelte medarbejders kunnen, egenskaber og udvikling ønsker en accept og respekt for den enkelte medarbejders subjektive, personlige og faglige erfaringer, hvis vi ønsker, at egenskaber og kunnen skal udvikles individuelt i et kollektivt samspil med andre, og hvis vi også ønsker, at sygeplejersker skal være kritiske og politiske medarbejdere, ja, så må vi tage afstand fra kompetencebegrebet og genindføre kvalifikationsbegrebet. Det er et begreb, som netop rummer et hensyn til og en anerkendelse af, at udvikling af de efterspurgte kvalifikationer udvikles forskelligt og subjektivt ud fra vores forskellige hverdagsliv, personlige og faglige forhold. Derfor lader de sig heller ikke bare ensrette og tilpasse efter skiftende økonomiske, konkurrencemæssige eller sundhedspolitiske tiltag - netop fordi det handler om levende mennesker.

Dorit Ibsen Vedtofte er sygeplejelærer i H:S Sygeplejerskeuddannelsen, Hvidovre Afdeling.

Supplerende litteratur

• Andersen Vibeke mfl., Kvalifikationer og levende mennesker, Almenkvalificeringsprojektet 2, Special-Trykkeriet Viborg A/S 1994.
• Bjurklo Margareta og Kardemar Gunnel, Kompetens som nyckelord, Akademitryck AB, Edsbruk 1998.
• Bramming Pia og Larsen Henrik Holt, Kompetenceudvikling - en nøgle i konkurrenceevne?, Dansk Management Forum, København 1995.
• Ellström Per-Erik, Kompetens, utbildning och lärende i arbetslivet, Gotab, Stockholm 1997.
• Illeris Knud m.fl., Almenkvalificering, Almenkvalificeringsprojektet 8, Special-Trykkeriet Viborg A/S 1995.
• Illeris Knud, Læring, udvikling og kvalificering, Almenkvalificeringsprojektet 6, Special-Trykkeriet Viborg A/S 1995
• Söderström Magnus, Det svårfångande kompetensbegreppet, Reprocentralen HSC, Uppsala Universitet 1990, Vedtofte
• Dorit Ibsen, Kvalifikationer eller kompetencer - Skulle det gøre nogen forskel?, Specialeopgave fra Danmarks, Pædagogiske Universitet.