Synspunkt: Dansk Sygeplejeråd løber fra sit ansvar

Abdoul er uddannet fra en af de bedste sygeplejeskoler i 2000. Under uddannelsen bider han mærke i, hvordan han hele tiden bliver behandlet anderledes. I praktik føler han, at de andre sygeplejersker opfatter ham som lidt dum, fordi han - trods sit perfekte dansk - stadig har lidt accent. Forskelsbehandlingen fortsætter i afdelingen, selvom han nu er færdiguddannet. Abdoul får det dårligere. Han får hjertebanken og søvnproblemer. Men en dag kortslutter alt, da han har en større diskussion med en af sine kolleger, som råber ad ham med den begrundelse, at til et "dyr" som ham kan man godt råbe. Abdoul ender med en sygemelding og en depression, og i dag har han både skiftet afdeling og hospital.

Ayse er danskuddannet sygeplejerske. I en situation, hvor sundhedsvæsenet mangler 1.000 sygeplejersker, har hun ikke kunnet få et job, selvom hun har sendt 25 ansøgninger og er indkaldt til 25 jobsamtaler. Ayse ved, at det skyldes hendes påklædning. Hun bærer tørklæde og har utallige gange til jobsamtaler forsvaret sit tørklæde. Nogle arbejdspladser har krævet, at hun tager sit tørklæde af, mens andre "kun" har påpeget det som et stort problem. Hun har følt, at mange af jobsamtalerne har været ubehagelige, og snakken om hendes religion og tørklæde har ofte fyldt mere end snakken om hendes kvalifikationer. I dag venter hun svar fra en ny ansøgning. Hvis hun ikke får jobbet, vil hun begynde en ny uddannelse på universitetet.

Hverken Ayse eller Abdoul er sjældne tilfælde. De er to af mange brune sygeplejersker, der hver dag oplever diskrimination på grund af deres etniske, kulturelle eller religiøse baggrund. Som talskvinde for Dansk Sygeplejeråds Mangfoldighedsnetværk oplever jeg igen og igen brune sygeplejersker, der behandles dårligt på grund af deres etniske minoritetsbaggrund, der henvender sig til DSR, og føler desværre, at DSR hverken har viljen eller evnen til at hjælpe dem.

Sådan er det ikke, når det handler om kønsligestilling. Hvis den gravide sygeplejerske bliver fyret, sættes hele maskineriet i gang, og DSR går i kødet på arbejdsgiveren. Kønsdiskrimination er efterhånden selvmord for arbejdsgiverne. Men hvis sygeplejersken hedder Ayse eller Abdoul og bliver diskrimineret pga. sin etniske baggrund, er sygeplejersken selv nødt til at finde en løsning, fordi DSR indtil videre har fralagt sig ansvaret.

Men DSR har et ansvar for at sikre de nødvendige holdningsændringer på arbejdsmarkedet og forebygge og bekæmpe diskriminationen. Det er faktisk en betydelig gruppe af medlemmer, der i dag udsættes for dårligere behandling udelukkende på grund af deres etniske eller religiøse baggrund. For at forebygge og bekæmpe diskriminationen bør DSR opruste hele organisationen ved også at uddanne tillidsrepræsentanterne til at kunne skelne mellem mobning og diskrimination.

Det er afgørende, at diskriminationssager har samme prioritet som kønsligestillingssager, og at det er klokkeklart for alle i DSR, hvornår og hvordan man kører en diskriminationssag. Derudover er der behov for, at DSR laver en kortlægning af, hvilke sygeplejersker der rammes af diskrimination og hvordan. Det er en forudsætning for en intensiv indsats for etnisk ligestilling på de arbejdspladser, hvor diskriminationen finder sted. I det øjeblik arbejdsgiverne brænder fingrene ved de første diskriminationssager, vil de få en reel interesse i at arbejde for etnisk ligestilling!

Özlem Cekic er formand for Mangfoldighedsnetværket i DSR.