Sønderjysk sygehusvæsen: Fra fattiggård til moderne sygehus

Sygehusene i Sønderjylland har udviklet sig fra at være en gren af fattiggården til at være det moderne sygehus, der i dag dominerer bybilledet i de fire købstæder Haderslev, Sønderborg, Tønder og Aabenraa. Dertil kommer Augustenborg Sygehus og Gigthospitalet i Gråsten, som begge markerer sig i landskabet ved deres beliggenhed i smukke omgivelser.

En særlig dimension for de sønderjyske sygehuse er, at udviklingen strækker sig fra hertugdømmernes tid over tysk tid fra 1864 til 1920 og årene siden Genforeningen til i dag. Sygehusene er opført for private midler, af amter, kommuner og staten.

Det første egentlige sygehus i Sønderjylland var Christina Friederica Stiftelsen i Haderslev fra 1839. Det var opført for private midler, skænket af kammerherreinde Christina Friederica von Holstein "... til fordel for fattige syge i Haderslev Amt." Det var et for sin tid meget moderne hus med plads til 20 patienter, operationsstue og køkken samt bolig til kirurgen og personalet. Det er bemærkelsesværdigt, at sengeafdelingen med få ændringer, indlæggelse af centralvarme og håndvask på stuerne fungerede frem til 1975. 

Nye medicinsk-teknologiske opdagelser

Årsager til den iøjnefaldende udvikling af sygehuskapaciteten var ibrugtagning af de nye medicinsk-teknologiske opdagelser, der forekom i slutningen af 1800-tallet. Narkosemidler som æter, kloroform og lattergas gjorde det muligt for lægerne at operere i længere tid og med smertefrihed for patienterne. Opdagelse af bakteriers skadelige virkninger førte til anvendelse af aseptik og antiseptik sterilisering af instrumenter og forbindsstoffer samt desinfektion af huden før operationer, og antallet af sårinfektioner faldt markant. Infektionsrisikoen blev yderligere nedsat, da kirurgens påklædning, når han opererede, tog form omkring 1890.

Hvor lægen tidligere havde været iført almindelig habit, anvendte han nu overtrækskittel, gummihandsker og maske for næse og mund. Bedre kirurgiske instrumenter hindrede blodtabet under operationer. Endelig satte opdagelsen af røntgenstrålerne skub i sygehusbyggeriet. Narkose havde man kunnet give ved operationer i hjemmene, sterilisering af instrumenter kunne også gennemføres ved kogning på komfuret, men røntgenapparaturet krævede en større institution. Med ibrugtagning af de nye opdagelser blev der nu mening i at opføre sygehuse, og der blev mening i at lade sig indlægge og behandle.

Særlig indsats efter Genforeningen

I 1920 stod det klart, at der måtte gøres en særlig indsats for at bringe sygehusvæsenet i Sønderjylland på niveau med det øvrige Danmark. Mens den øverste lægelige ledelse i tysk tid var byens fysikus, blev der nu ansat danske overlæger og danske sygehusinspektører. Nye ledelsesformer blev indført, og sygehusenes bestyrelser bakkede op om ændringerne.

Den tidligste udvidelse af sygehuskapaciteten fandt sted med oprettelse af Statshospitalet i Sønderborg. Det blev indrettet med en kirurgisk og en medicinsk afdeling, havde 138 senge og blev taget i brug 1921. Den næste store udvidelse i Sønderborg var en patient- og behandlingsbygning, der blev taget i brug 1934, og samtidig blev driften lagt sammen med Kongevejshospitalet.

Da Statens Sindssygehospitaler i 1960 fik navneændring til Statshospitaler, blev sygehuset i Sønderborg kaldt Landshospitalet. I årene fra 1920 og frem til 1970 skete der en næsten konstant og storstilet udvidelse af alle de sønderjyske sygehuse med senge- og behandlingsbygninger, centralkøkkener, vaskeri og andre serviceafdelinger. Personalestaben voksede, og der blev opført funktionærboliger til alle fastboende. Samtidig blev den lægelige specialedeling mere markant. Det oprindelige blandede sygehus blev til det firedelte sygehus med specialerne kirurgi, medicin, narkose og røntgen, og herfra udviklede alle de specialer sig, som vi kender i dag.

Det samlede antal sygehussenge voksede fra 433 i 1920 til 1.115 i 1970. Indbyggertallet var da 230.000, og der var således ved periodens slutning 4,72 senge til rådighed pr. 1.000 indbyggere. I samme takt blev sygehusene store og attraktive arbejdspladser med et omfattende og differentieret personale.

Hverdag på sygehuset

Dagligdagen på sygehusene formede sig i store træk ens fra 1930'erne og flere tiår frem. Klokken seks morgen var fyrbødere i gang med at fylde på ovnene, der sikrede varme til komplekset. På sengeafdelingerne blev patienterne vækket af nattevagten, fik målt puls og temperatur, hvorefter morgengerningen med personligt toilette og sengeredning begyndte og fortsatte, når dagvagterne trådte til klokken syv.

På operationsafdeling og røntgenafdeling blev der gjort klar til dagens undersøgelser og behandlinger. I værksted og depoter blev afdelingernes bestillinger gjort klar til udbringning. Gartneren passede de store, smukke hospitalshaver, der fandtes omkring alle de sønderjyske sygehuse. Alle ugifte ansatte - og det var langt de fleste - boede i sygehusenes funktionærboliger og havde såkaldt "fri station," hvilket betød fuld kost, fri uniform og fri vask.

Der var fuldt hus til måltiderne i de store spisestuer, og de steder, hvor diakonisserne havde ledelsen, blev der bedt bordbøn. Det kunne godt overraske en nyansat kandidat, som ikke var informeret om husets skik og allerede havde taget for sig af retterne, før der var takket for de gode gaver.

At bo på det sygehus, hvor man var ansat, var ikke blot en ret, men en pligt. Økonomaen havde dermed ansvaret for maden til både patienter og personale. Oldfruen havde ansvar for rent tøj til alle afdelinger og rene uniformer til sygeplejersker, elever, gangpiger, køkkenpiger, vaskeripiger samt jakker til portørerne og kitler til lægerne. Alt var fremstillet af bomuld, og det meste blev syet, lappet og repareret på egen systue. Formiddagens arbejde i de forskellige afdelinger var præget af travlhed.

Der blev opereret og røntgenfotograferet fra morgenstunden umiddelbart efter lægernes morgenkonference, og i laboratoriet mikroskoperede og analyserede læge eller laborant diverse prøver. Fysioterapeuten kaldte patienter til behandling, og både indlagte og ambulante blev i stort tal behandlet i sygehusenes afdelinger med kulbuelys.

En rigtig stuegang

På sengeafdelingerne blev de ordinerede behandlinger, f.eks. medicingivning og injektioner, varme omslag, forbindingsskift og gangtræning udført, nye patienter, der ankom med ambulance eller ved egen hjælp, blev modtaget, og raske blev udskrevet. Den store begivenhed for patienter og personale var formiddagens stuegang, hvor overlægen med følge af afdelingssygeplejersken, oversygeplejersken, yngre læger, yngre sygeplejersker og elever gik fra patient til patient for at tilse, ordinere og opmuntre, hvor det behøvedes.

Patienterne lå afventende og meget stille i deres senge og tog imod de mere eller mindre forståelige budskaber. I mange tilfælde gik afdelingssygeplejersken en ekstra stuegang, hvor hun forklarede, hvad overlægen havde sagt. Senere tider har med munterhed fortalt om dette hof, der passerede sygesengen, men stuegangen havde sin værdi. Patienterne så frem til den. Af den afhang, hvad der videre skulle ske.

Samtidig var det en undervisningssituation for yngre læger og for sygeplejepersonalet. Lægens kliniske vurdering blev opøvet, og ikke sjældent blev sygeplejeeleverne i eftermiddagens teoritime spurgt om betydningen af de ordinationer, de havde lyttet til om formiddagen. Eleven stod bagest i rækken af stuegangsdeltagere, måske havde ordinationen ikke nået hendes ører, eller hun havde haft sine tanker helt andre steder. Bortset fra de komplikationer, sligt kunne medføre, var der mulighed for en fin sammenhæng mellem teori og praktik.

Når man undertiden med nogen ret kan trække på smilebåndet af gamle dages stuegang, skyldes det nok de mest ekstreme tilfælde. På Kongevejshospitalet var yngste sygeplejeelev nærmest overlæge Ekkert Petersen, da hendes job bestod i at holde bakken med pen og blæk parat i passende højde, hvis overlægen ønskede at skrive i en journal undervejs. Om samme overlæge er det blevet sagt, at han kun henvendte sig direkte til patienten én gang om året - med et "glædelig jul!"

Fuld bedøvelse

Operationsafdelingen var for de fleste kirurger sygehusets hjerte. Antallet af operationer på de sønderjyske sygehuse lå højt i forhold til andre sygehuse af samme størrelse. Narkosen blev givet af enten en reservelæge eller af oversygeplejersken. Først i løbet af 1950'erne blev specialet overtaget af særligt uddannede sygeplejersker. Det mest anvendte stof var æter, der blev dryppet på en Wanschers maske. Den dækkede patientens næse og mund, æterlugten var ubehagelig, men indsovningen hurtig. Andre midler var kloroform, der på grund af sin farlighed kun brugtes til kortvarige indgreb, og lattergas, der havde sin berettigelse på fødestuen.

Operationerne omfattede indgreb på indre og ydre organer og sammensætning af brækkede lemmer enten ved operation eller såkaldt konservativ behandling, hvor arm eller ben blev lagt i stræk eller bandageret med gips. Efter endt indgreb blev patienten kørt direkte tilbage til sin afdeling, idet opvågnings- og intensiv afdeling først blev etableret efter midten af 1950'erne med ansættelse af narkoseoverlæger. Operationsteamet af læger, sygeplejersker og sygeplejeelever drak den velkendte kop kaffe efter endt arbejde, og for lægerne var det tilladt at ryge en pibe tobak.

Patient og pårørende

Som stuegangen var formiddagens højdepunkt på sengeafdelingerne, var besøgstiden det hver eftermiddag - og som regel også to gange ugentligt om aftenen. Tiderne lå fast, og der blev sagt tydeligt "besøgstid forbi," når tiden var inde. Klokken var da 15 eller 16, og aftenvagterne skulle begynde med aftentoilettet hos patienterne, være klar til stuegang og senere til servering af aftensmaden. Et stueorgel hørte til den velindrettede afdeling og blev brugt hver aften, til morgensang om søndagen og altid ved højtider og gudstjenester.

Et mørkt kapitel var, at indlagte børn ikke måtte modtage besøg. Hensigten var velment, der måtte ikke rippes op i børns hjemlængsel, det kunne skade helbredelsen. Mere heldigt stillet var både børn og voksne på epidemiafdelinger. De besøgende måtte se til deres pårørende gennem vinduerne, kunne vinke til dem og forsøge at kommunikere opmuntring. Men når aftengerningen gik i gang, måtte de besøgende ved epidemiafdelingerne også fortrække. Heldigst hvad angik besøgstid var de patienter, der om sommeren blev flyttet ud i liggehaller i haven; her var der næsten ubegrænsede muligheder for sammenkomst med familie og venner.

Vigtige gøremål

Rengøringen på alle sygehuse blev udført af gangpiger, på afdelingerne også af sygeplejeelever, og den var grundig. Vand, brun sæbe og skurebørste var grundlæggende remedier, hjørnerne i skuffer, skabe og på stuerne blev kontrolleret af afdelingssygeplejersken eller en anden kompetent og skarpøjet person. Hygiejnen var i højsædet, og målet var også ad den vej at undgå hospitalsinfektioner.

Remedier, der blev anvendt i behandling og pleje, dvs. instrumenter, injektionssprøjter og kanyler, katetre og gummihandsker, sutter til spædbørnenes flasker og andet, blev renset og steriliseret ved kogning eller i autoklave. Lugten af brændt gummi er ikke ukendt for ældre sygeplejersker, som i skyndingen glemte at slukke for gassen.

Aften- og nattevagten, der indtil slutningen af 1930'erne havde et omfang på tolv timer, blev efter henstilling fra Dansk Sygeplejeråd ændret til otte timers vagter henholdsvis aften og nat. I Dansk Sygeplejeråds henvendelse til politikerne hed det: "Nattevagttjenesten udføres overvejende af elever, og det kræves, at hun skal være inden for patienternes omkreds i 12 timer i træk i indelukket luft, i anstrengende spænding, fordi hun er pålagt et arbejde, der overstiger hendes kræfter både åndeligt og legemligt."

Om tilkald af kompetent hjælp hed det: "Ethvert sygehus bør have mindst én uddannet sygeplejerske som nattevagt, så eleven ikke i nødsituationer skal tilkalde en af dagvagterne eller vække afdelingssygeplejersken, der har sit værelse på afdelingen."

Det kendte mønster videre frem gennem årene blev, at aften- og nattevagt blev delt til otte timer hver, at det fortsat var sygeplejeelever, der var i vagt, men med en ledende sygeplejerske at henvende sig til, og at afdelingssygeplejersken senest i 1940'erne flyttede fra stuen på afdelingen til en funktionærbolig.

Dagmar Bork er tidligere forstander for Haderslev Sygehus. Hun er nu pensionist med stor interesse for Sønderjyllands historie, specielt den historie, der er knyttet til sygepleje og sundhedsvæsen. En angivelse af de kilder, artiklen er baseret på, kan fås ved henvendelse til forfatteren.

Artiklen er tidligere publiceret i "Sønderjysk Månedsskrift, nr. 7, 2006.