Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Sygeplejersken 2008 nr. 1, s. 57-61

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Så længe Gud sover

Lars Thorgaard

Dynamisk psykoseforståelse og dynamisk relationsbehandling

Bind 3 af 5
PsykInfo
2. udgave 2007
414 sider - 299 kr.

SY-2008-01-57aDynamisk psykoseforståelse. Mennesket bag diagnosen. "Tænk hvis Gud drømmer mit liv, og at Gud så vågner"" Det kan være ganske svært at forestille sig den angst, panik eller andre forfærdelige følelser, der måtte ligge bag en sådan udtalelse. Tænk at have det så slemt. Tænk hvis der ikke er nogen, der forstår, hvad man siger i en sådan situation.

Thorgaards tredje bog handler om forståelse af psykosen. Dynamisk forståelse eller hvordan man finder mennesket bag diagnosen. Der er jo faktisk en person bag diagnosen.

Thorgaard tvinger dig som læser til at forholde dig til mennesket, ikke de forforståelser, du læser i journalen eller hører om patienten. Denne tvang indebærer, at man med analyser og tolkninger af eksempelvis relationen, drømmene og de sagte ord kommer bag om og begynder at forstå menneskets symptomer og handlinger. Dette lader sig gøre ved netop at have en dynamisk tilgang til viden og de personer, man ønsker at hjælpe.

Læseren præsenteres for dette univers gennem fortællinger, konkrete patienthistorier og ikke mindst et omfattende teoretisk materiale. Thorgaards force er, at analyse af teori og mennesker metodisk for ham er én og samme proces. Det gøres ganske enkelt blændende. Bogen fremstår helstøbt, da fortællingerne om patienterne bliver anvendt som analytisk baggrund for Thorgaards gennemgang af de teorier, han bruger i forståelsen af mennesket og omvendt.

Som supplement til det traditionelle diagnosesystem beskrives et interessant alternativ. Alternativet betegnes LTH-5. Det klassificerer patienten, bl.a. ud fra miljøterapeuternes empatiske arbejde i relationen. Der udarbejdes på baggrund heraf en empatidiagnose, hvorfra der arbejdes målrettet med patientens psykose, selvdestruktive adfærd, egenomsorgssvigt m.m.

Denne bogs kapitler om selvdestruktiv adfærd er meget væsentlige for at forstå psykosen. De psykologiske mekanismer, der ligger bag, beskrives som mestringsstrategier, der hjælper patienten. Psykosen ses som en strategi for at overleve i kaos. Pointen er, at strategier kan bearbejdes ved samtaler og nærvær, hvis man tør. Thorgaard advokerer for, at personalet ser psykotiske sammenbrud som et gennembrud. Det har naturligvis ret store konsekvenser for den måde, man møder patienten på. Ved at se symptomerne som et gennembrud kan man hjælpe patienten med at anvende energien proaktivt.

om jeg tidligere har skrevet i en af anmeldelserne, er Thorgaards bøger særdeles påkrævede, da han fremlægger et menneskesyn, der hjælper patienten med at forstå sig selv og sine reaktioner. Det fører måske ikke til helbredelse, men til et mere tåleligt liv for den enkelte patient. Medicin dæmper nemlig kun symptomerne. De forudgående problemer, patientens ineffektive mestringsstrategier, svigtene og bekymringerne afhjælpes kun ved forståelse og bearbejdning. For den patient, der kun lever, så længe Gud sover, må det da være en befrielse at finde ud af, hvad der ligger bag denne forfærdelige tanke.

Af Jørgen Bendsen, psykiatrisk sygeplejerske, sundhedsinformatiker (MI)

Der må være sket noget på 15 år

Bjarne Lenau Henriksen

Livskvalitet - en udfordring

2. udgave
Gads Forlag 2007
144 sider - 199 kr.

SY-2008-01-57bLivskvalitet betyder, at livet er værd at leve, har værdi. Men har det også det for den syge eller den socialt udsatte" Og hvordan opfattes det gode liv for mennesker i vanskelige livssituationer" Det handler denne bog om. Det er tydeligt, at det er de mere skæve eksistenser, der interesserer forfatteren, der er chef for den landsdækkende organisation Kirkens Korshær. Det er fra denne verden, han henter sine eksempler. Det er f.eks. den psykisk syge, den ensomme, den gamle og misbrugeren, der er i centrum.

Bogen er beregnet til brug ved de forskellige professionsuddannelser i social- og sundhedssektoren og dermed også sygeplejerskeuddannelsen. Den giver viden om både begrebet livskvalitet og forudsætningerne for, at mennesker kan opleve, at livet er værd at leve.

De ydre livsvilkår, medmenneskelige forhold og endelig den indre psykologiske tilstand beskrives i bogen som forudsætningerne for livskvalitet. Det er især afsnittet om de medmenneskelige forhold, der gør bogen relevant for sygeplejersker, idet Bjarne Lenau Henriksen her sætter fokus på hjælperen og relationen til den, der skal hjælpes. Han vender hjælpebegrebet på hovedet, f.eks. der hvor han fortæller om en flok gamle mennesker, der beslutter sig for at være offer for frivillige besøgsvenner, da de erfarer, at de kan give disse frivillige indhold i deres tilværelse.

Han gennemgår nogle af fælderne i hjælperollen, f.eks. at overse den korte afstand mellem hjælperollen og magtrollen, faren ved ikke at kunne skelne mellem egne og andres behov og endelig forskellen mellem hjælp, der fører til afhængighed og hjælp, der fører til øget selvværd og frihed.

Livskvalitet er et udtryk for, at livet er værd at leve. Skal det kunne lade sig gøre for hvem som helst og hvor som helst, kræver det, at forudsætningerne diskuteres. Denne bog kan være med til at sætte diskussionerne i gang.

Skal der sættes spørgsmålstegn ved denne bog, undrer det mig, at bogen nogle steder ikke virker nutidig. Eksemplerne, teorien og litteraturhenvisningerne er for det meste af ældre dato. I forordet fremgår det, at bogen er 2. reviderede udgave. Ved gennemsyn og sammenligning med førsteudgaven fra 1992 fremgår det, at der kun er foretaget ganske få revisioner i bogen, så har man den første udgave, mener jeg ikke, at man behøver at investere i denne udgave. Hvorfor har forfatteren i så ringe grad inddraget nyere litteratur og forskning på området" Der må være sket noget på 15 år. Bogen kan anbefales som baggrundslæsning for forståelse af begrebet livskvalitet. Den giver her en god bredde, men måske ikke så megen dybde. Bogen er letlæselig, og den nye udgave har fået en tilgængelig opsætning og layout.

Af Rita Nielsen, klinisk sygeplejespecialist, ansat på Diakonissestiftelsens Hospice.

En reklame for konflikthåndteringskurser

Bo Jørgensen (tilrettelægger)

Klog på konflikter

MF Media 2007
produceret af Undervisningsministeriet i samarbejde med Henrik Rosager, Center for Konfliktløsning
Dvd 53 minutter
200 kr. ekskl. moms og  forsendelse
Bestilles hos info@mf-media.dk

Filmen giver et indblik i de tiltag, der i øjeblikket er i samfundet for at gøre konflikthåndtering til en almen kompetence. Henrik Rosager fra Centret for Konfliktløsning fortæller, at i samfund med hurtige forandringer vil konflikter let opstå. Tidligere var det lederen eller andre autoriteter, der løste konflikterne. De konflikter, der opstår i samfundet i forandring, kan vi ikke overlade til autoriteterne, vi må selv tage ansvar og lære af vores konflikter. De fleste konflikter opstår, fordi der er et behov, der ikke er opfyldt, og de rummer altid en sag og en relation.

Der rapporteres fra to forebyggende projekter med børn og unge. Elevkonfliktmæglingsprojektet på Hjortespring Skole i Herlev og Gadeteamet og Vilde Hjerter-projekterne fra Helsingør. Begge steder viser filmen eksempler på, hvordan god kontakt, hvor der bliver lyttet til børnene og de unge, er med til fremme trivsel og forebygge vold.

Leo Pharma er en arbejdsplads, der har forbedret arbejdsmiljøet ved at sende medarbejderne på konflikthåndteringskursus. Da det er en stor virksomhed, har denne proces taget tid, og nogle ledere har ikke brudt sig om at få frataget konfliktløsningsfunktionen.

Konflikttrappen, som illustrerer hvordan en konflikt optrappes, bliver i filmen vist som et skuespil. Her kan seeren klikke sig ind på de enkelte trin. Hvert trin viser en nabokonflikt, som ved næste klik er steget til en voldsommere konflikt, for til sidst at ende på trin syv, hvor al kontakt er stoppet, og naboerne undgår hinanden. Før hvert naboskuespil har Henrik Rosager et indlæg, hvor han sætter teoretiske overskrifter på det, der sker i skuespillet.

Filmen er delt i fem separate afsnit. Seeren skal klikke sig ind på de enkelte afsnit, det er ikke muligt at se filmen i sin fulde længde uden at klikke.

Blev jeg klog på konflikter" Det var interessant at se tiltagene i samfundet og kreativt at få konflikttrappen illustreret med et skuespil. Klog på at løse konflikter, blev jeg ikke af at se filmen. Som appetitvækker til at gå på et konflikthåndteringskursus var filmen god. Jeg blev i hvert fald nysgerrig efter at vide, hvad det var for nogle redskaber, kursisterne fik på det otte- timers kursus, der vises klip fra i starten af filmen. Derved fremstår filmen mere som en reklame for konflikthåndteringskurser, end som en film man bliver klog på konflikter af.

Af Berit Fekkes, psykoterapeut, MPF og sygeplejerske  

Forbilleder i en aldersforskrækket kultur

Peter Olesen (red.)

15 skriver om at være over 80 og fuld af livskraft

Thanning & Appel 2007
159 sider - 129 kr.

SY-2008-01-57cHan har gjort det igen, Peter Olesen, været idémand og redaktør på en lille bog, der løfter glædens vinger. 

En antologi, hvori femten meget forskellige mennesker over 80 år fortæller om, hvordan deres liv former sig i en høj alder. Meget forskellige liv, men med det fælles, at deres tilværelse er fuld af indhold og initiativ. Skæbnen er dem så nådig, at de stadig kan være foretagsomme og mobile. Spørgsmålet er, om det er skæbnen, eller mod, arbejdslyst, udholdenhed, mental- og fysisk træning, disciplin og fleksibilitet, som spiller ind.

Jeg var så letsindig at læse det første bidrag "Lykkens pris er sorgen" højt for min ægtemand, der er midt i 50´erne. Så nu er jeg blevet hæs, for han bad mig fortsætte, og sådan blev det ved, til vi med et vist vemod erfarede, at vi havde læst hele bogen. Han er ellers af den opfattelse, at der er noget "hurra-agtigt" over fortællinger om livsglæde, livskraft og livsmod. Men, men: "De mennesker er jo forbilleder i alderdommen," var konklusionen.

Og dem trænger vi til i vores aldersforskrækkede kultur. Med mediernes ensidige fokus på skræmmehistorier om alderdommen, er det opbyggeligt at læse beretninger om livsudfoldelse i senlivet.

Poul Riis kommer ind på dette dilemma i sit bidrag, hvor han ønsker, at vi breder vores syn på alderdommen ud og forholder os til de mange myter, der er skabt om gamle menneskers liv og begrænsninger. Forestillinger om, at gamle menneskers liv er præget af træthed, funktionstab, kronisk sygdom og passivitet. Myterne bevirker, at forventninger til det sidste livsafsnit underkendes og forstærker det medieskabte, depressive syn på at blive gammel.

Fortællingerne i bogen reflekterer vellykket aldring, de beskriver mennesker, som bruger mange forskellige mestringsstrategier i løsningen af livets store og små hændelser. Ingen af bidragyderne lever et enstrenget liv, de har en mangfoldighed af kilder til glæde.

Alle har en overbevisning. De fleste bidragydere fortæller om kirkens betydning og er praktiserende kristne. Lisette Kampmann fortæller, at det gjorde indtryk på hende, at Karen Blixen, på et tidspunkt hvor hun sad sart og gammel i kørestol, med sin dybe stemme sagde "Du skal træne dit mod hver dag." Jytte Borberg mener, at livet skal være den velforberedte improvisation. Gælder det også døden" spørger hun og fortæller, at døden har hun udskudt på ubestemt tid! Hun nåede lige at få sit bidrag færdigt, inden hun døde i februar under en forfattermiddag på Rungstedlund.

"Livet er for spændende til frivilligt at forlade det," er en gennemgående holdning i bogen. Flere udtrykker stor taknemmelighed, livet opfattes som en gave, der skal forvaltes med ydmyghed og forpligtelse over for sig selv og andre. Sygeplejersker får ud over glædesfortællingerne mulighed for at forholde sig til livsmod og udvikling af mestringsstrategier.

Bogen har lommeformat. Stik den i lommen, så den er lige ved hånden, for den er svær at lægge fra sig. Bogen er en fortsættelse af bogen "Livsglæde." Nu tegner der sig en serie, for i forordet varsler Peter Olesen endnu en bog, men emnet er hemmeligt.

Henrik Bjerregrav står bag bogens udtryksfulde sort/hvide fotografier, portrætter af bidragyderne, stemningsfyldte billeder, som underbygger fortællingerne.

Af Jorit Tellervo, uddannelseskonsulent, ansat i Kursusafdelingen SOSU-Uddannelser, Greve.  

Til den alment interesserede læser

Flemming B. Olsen (red.)

Kulturen og det sociale liv - psykologifagets grundbog

Frydenlund 2007

SY-2008-01-57dBogen præsenterer centrale teorier og problemstillinger af betydning for at forstå "livet i det senmoderne vestlige samfund," som er titlen på bogens indledende afsnit. Og det er netop det særlige ved tilværelsen i vor tid, det er bogens ambition af formidle. Det lykkes for så vidt, at de problemer, der udfordrer det senmoderne menneske medreflekteres i stort set alle bogens 15 kapitler.

Derudover giver bogen en god og fyldestgørende introduktion til psykologiens klassiske genstandsområder: Udviklingspsykologi, læringspsykologi, personlighedspsykologi og socialpsykologi. Nyere områder som mediepsykologi, kulturpsykologi, idrætspsykologi, sund-hedspsykologi, arbejds-, organisations- og ledelsespsykologi formidles ligeledes på en indsigtsfuld og overskuelig måde.

Bogen afsluttes med et afsnit om psykoterapi og et afsnit om psykologiske undersøgelsesmetoder. På den måde er bogen en udmærket grundbog i faget psykologi, som titlen angiver. Spørgsmålet er, om den også er velegnet som lærebog, eller om den, som det fremgår af forlagets præsentation, først og fremmest henvender sig til den "alment interesserede læser"

På den ene side samler bogen central viden om faget psykologi. Det giver overblik og mulighed for at gå videre og fordybe sig i de områder, der vækker interesse. Det gælder både for eleven, den studerende og den "alment interesserede læser."

På den anden side er bogen så omfangsrig, at den samlet set vil fylde meget som pensum både i en ungdomsuddannelse og i sygeplejerskeuddannelsen. Det udelukker selvfølgelig ikke, at enkelte kapitler fint kan indgå som obligatorisk læsning.

Bogen er på 640 sider og omfatter navne- og stikordsregister. Supplerende referencer til de enkelte kapitler samt oplysninger om bogens forfattere er også med. Et kort blik på navneregistret fortæller, at forfattere som Giddens, Bourdieu og Foucault ikke er nævnt noget steds i bogen.

Selvom de ikke er psykologer, kan det alligevel undre, da der refereres til kultur, senmodernitet og diskurs i flere af bogens kapitler. De enkelte kapitelsider i bogen er markeret med farver. Farverne går igen i bogens skemaer og illustrationer, hvilket gør det lettere at identificere det enkelte skemas tilhørsforhold. Dertil kommer et betragteligt antal fotos til illustration af kapitlernes centrale pointer. Disse fotos fylder dog meget, er ikke altid særligt oplysende og kunne være valgt med større omhu.

Af Birte Glinsvad, underviser ved JCVU Sygeplejerskeuddannelsen, Randers. 

Den røde tråd er filtret og knudret

Helle Antczak og Helle Johansen

Socialt arbejde i et globaliseret samfund - udfordringer til en profession

Forlaget Samfundslitteratur 2007
247 sider - 199 kr.

SY-2008-01-57eArbejder du globalt, eller er du nysgerrig efter at arbejde uden for Danmark"

Helt overordnet fortæller forfatterne, at vi skal huske, at vores professionsuddannelse kan bruges globalt. Alle de mellemlange uddannelser, specielt socialrådgiveruddannelsen, må ud af den nationale spændetrøje og tænkes ind i en bredere sammenhæng. Med begrebet national spændetrøje serverer forfatterne en sociologisk opvarmning og et dask til den hjemlige politiske debat, hvor social- og arbejdsmarkedspolitik diskuteres ud fra et snævert, nationalt perspektiv. Et af kapitlerne hedder "Hvordan kan socialt arbejde i Danmark inspireres af socialt arbejde andre steder i verden".

Ikke mange stiller spørgsmålstegn ved, at socialt arbejde i Danmark først og fremmest foregår i den offentlige forvaltning, det vil sige, at det er retsligt reguleret, og i denne kontekst har arbejdet karakter af det juridiske begreb myndighedsarbejde. Forfatterne giver en indsigtsfuld gennemgang ved hjælp af teorier om velfærdsstaten og af de konsekvenser, det har og har haft for socialt arbejde.

Bogen leverer praktiske cases primært fra socialrådgiverstuderende, der har udført socialt arbejde forskellige steder i verden. Ud fra disse cases leveres forståelse af, at man i en professionsuddannelse må lære meget om kulturel kompetence og interkulturel kommunikation, hvis der skal praktiseres uden for den nationale grænse. For at komme ind i den internationale kontekst, giver forfatterne en teoretisk indføring i international politisk teori. Bl.a. forklares suverænitet og politisk, kulturel og social globalisering ud fra aktør- og strukturperspektivet. Et interessant tema i bogen, som sagtens kunne være en bog i sig selv.

Er du sygeplejerske og udstationeret af Læger Uden Grænser eller Røde Kors og kæmper for liv under ekstreme forhold, vil jeg anbefale dig at læse de teoretiske afsnit i bogen om international politik, kulturel kompetence og interkulturel kommunikation. Det vil ramme, og du vil sikkert kunne hægte teorien op på dit arbejdsfelt. Jeg tror, du vil have svært ved at identificere dig med casene om børnearbejde i Indien og udsatte grupper i San Francisco.

Er du derimod nysgerrig efter at få en indsigt i de internationale problematikker og perspektiver, vil jeg anbefale dig at læse modsat, start med empirien og fortællingerne og slut med teorierne.

Den kritiske brod er, at kapitlerne er noget løsrevet fra hinanden. Teorierne om international politik, socialt arbejde i den danske velfærdsstat og det mere pædagogiske afsnit om kulturel kompetence og interkulturel kommunikation er ikke tydeligt perspektiverede med empirien og de valgte cases.

Hvert afsnit er godt og læsevenligt skrevet, men den røde tråd i bogen er noget filtret og knudret.

Af Gitte Lindermann, cand.scient.pol. og sygeplejerske. Gitte Lindermann er specialkonsulent i Region Hovedstaden, og ekstern lektor på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. 

Grundighed, systematik og omhyggelighed i detaljen

Signild Vallgårda og Lene Koch (red.)

Forskningsmetoder i folkesundhedsvidenskab

Munksgaard Danmark
3. udgave 2007
301 sider - 278 kr.

SY-2008-01-57fI sandhed en herlig bog! I hvert tilfælde hvis man står over for at skulle planlægge og afvikle små eller store sundhedsvidenskabelige undersøgelser. Bogen beskriver en omfattende række af forskellige forskningsmetoder inden for folkesundhedsvidenskab, lige fra anvendelsen af det kvalitative forskningsinterview til registerforskning.

Den henvender sig både til nye forskerspirer og til studerende på mellemlange videregående uddannelser, eksempelvis sygeplejestuderende sidst i uddannelsen, eller studerende på sundhedsfaglige kandidat- og masteruddannelser. En sygeplejerske med mange års klinisk erfaring vil imidlertid også kunne have stor glæde af den, i det øjeblik vedkommende står over for at skulle forholde sig systematisk og teoretisk til en bestemt klinisk problemstilling.

På trods af at bogen behandler en række emner, der kan være svære at formidle, er den klar og tydelig i sit udtryk. De enkelte kapitler bærer præg af at være skrevet af en række kompetente bidragydere med stor teoretisk og praktisk indsigt på hvert deres forskningsfelt. Dette gør bogen velegnet, ikke mindst som opslagsværk.

 Læses hele bogen i et stræk, vil der forekomme gentagelser. Imidlertid bør læserne ikke snyde sig selv for under alle omstændigheder at læse de indledende og afsluttende kapitler. Disse kapitler beskæftiger sig på bedste vis med generelle og strukturelle forhold vedrørende teori og metode inden for folkesundhedsvidenskab. Med sin grundighed, systematik og omhyggelighed i detaljen er bogen således i sig selv et godt eksempel på et stringent og gennemarbejdet produkt og dermed et eksempel til efterfølgelse i projektsammenhæng.

Det tager sin tid at arbejde sig gennem denne bog, og det er bestemt ikke godnatlæsning, men det skal kommende læsere kun være glade for, der er virkelig hjælp at hente i den.

Af Lene Seibæk, forskningssygeplejerske, MHH,  ansat på Gynækologisk-Obstetrisk afdeling Y,  Århus Universitetshospital, Skejby. 

Opdateret viden om alderdommens kompleksitet

Christine Swane, Kirsten Amstrup og Anne Leonora Blaakilde (red.)

Gerontologi. Livet som gammel

Munksgaard Danmark 2007
318 sider - 328 kr.

SY-2008-01-57qSamfundets syn på den ældre afhænger af vores viden om alder og alderens betydning. Også om vi ser den ældre som fysisk svækket eller som én, der også rummer muligheder for psykisk og åndelig udvikling.

Ældre lever længere i dag og kommer til at leve endnu længere i fremtiden, viser forskningen inden for gerontologien. Tidligere var aldersgrænsen kriterium for operationer og medicinsk behandling. I dag er aldersgrænsen erstattet af kliniske kriterier, som inddrager funktionsevnen. På trods af forskellige skavanker er det muligt at bevare en relativ autonomi i en meget høj alder. Heri ligger der samfunds- og familiemæssigt store udfordringer.

Bogen om livet som gammel er meget oplysende og demonstrerer en stor faglig viden med en bred vifte af faglige tilgange fra psykologi, sociologi, kultur- og idrætsforskning, medicin, sygepleje, ergo- og fysioterapi, ernæring, tandpleje og sågar arkitektur. Bogen hviler på et videnskabeligt fundament hele vejen igennem og fremstår som meget troværdig.

Bogen henvender sig til lærere og studerende ved de videregående sundhedsuddannelser og de sociale, hvis arbejde som professionelle er at møde gamle mennesker i situationer, hvor de har brug for rehabilitering, støtte, hjælp eller behandling. Desuden henvender den sig også til erfarne fagfolk i social- og sundhedssektoren, der til daglig arbejder med ældre mennesker, og som har brug for at få opdateret deres viden om alderdommens kompleksitet.

Bogen er god til at få os til at forstå, at ældre mennesker er forskellige fra hinanden, at ældre mennesker ikke er en homogen befolkningsgruppe, og at ældre også er del af det multietniske samfund. Ifølge bogen er faglig viden en af hjørnestenene i arbejdet med ældre, kommunikation er en anden. Den største udfordring i mødet med den gamle er, at vi er i stand til at respektere den gamles fortællinger, værdier og erfaringer. At vi er i stand til at bruge vore sanser og indlevelsesevne til at sætte os ind i det gamle menneskes liv med dets ressourcer og begrænsninger.

Bogens hensigt er at styrke den gerontologiske inter-esse i uddannelserne og dermed grundlaget for det professionelle arbejde med gamle mennesker. Desuden at vi som læsere får indblik i de særlige behov, som det enkelte gamle menneske kan have i forbindelse med svækkelse og sygdom, og at blikket for det alment menneskelige, som hører aldringen og ældrelivet til, bliver bevaret.

Bogen er en faglig lærebog. Den er spændende, meget velskrevet og sproget er enkelt. Den giver én et godt indblik i alle de aspekter, der knytter sig til livet som gammel. Der er ingen tvivl om, at man som læser får styrket interessen for læren om aldringen, og at man, når man arbejder med gamle mennesker og ønsker hjælp til de udfordringer, man står over for, vil kunne hente både viden og handlingsanvisninger i denne bog.

Af Birthe Stolberg-Rohr Hansen, stud.cur., orlov fra stilling som uddannelsesansvarlig sygeplejerske ved Odense Universitetshospital.