Det værste er at sunde børn bliver syge

Roma-familiens fem børn ved børneundersøgelsen i Sandholm. Familien boede på tålt ophold i Tyskland i flere år, men blev sendt tilbage til deres hjemland Bosnien. Her blev de chikaneret, fordi de er romaer. Nu håber de på en fremtid i Sverige. Foto: Christoffer Regild.

Klokken er lidt over ni om morgenen, og solen skinner over de gule bygninger på den tidligere kaserne nord for København. Sundhedsplejerske Vivian Lauridsen og den serbokroatiske tolk Jamil leder efter en romafamilie.

Familiens fem børn skal til børneundersøgelse. Efter 10 minutter finder de faderen, hans kone, fem børn og et par mænd foran politiets kontor i Sandholm, hvor den nyankomne familie skal afhøres. Det aftales, at mor og børn kan følge med.

Vivian Lauridsen er en af de i alt 13 sundheds- og sygeplejersker, der er ansat i Center Sandholm i Nordsjælland.Centeret drives af Dansk Røde Kors, og der bor i gennemsnit 550 asylansøgere. En femtedel af beboerne er nyankomne, der skal videre til et af Røde Kors' øvrige asylcentre.

Resten er afviste asylansøgere fra bl.a. Afghanistan, Irak, Balkan og Iran. De er fanget i en umulig situation. Mange kan ikke sendes hjem på grund af forholdene i deres hjemland, men de kan heller ikke få opholdstilladelse i Danmark.  

Hård kritik

Det seneste år har forholdene i asylcentrene været genstand for voldsom politisk debat. Undersøgelser har vist, at de afviste asylansøgere og deres børn bliver syge af den lange ventetid. Også sundhedspersonalet har stået for skud. De er blevet beskyldt for stiltiende at se på, mens de afviste asylansøgere bliver stadigt dårligere.

"Vi har fået meget kritik i Røde Kors. Men var det måske bedre, at Group 4 eller en kommune tog sig af opgaven" Jeg tror det ikke. Fordelen er, at vi som sygeplejersker arbejder her, fordi vi rent faktisk godt kan lide asylansøgerne. Vi har opbygget et fagligt miljø på en helt anden måde end i en kommune," lyder det fra sundhedsplejerske Vivian Lauridsen, som har arbejdet på Røde Kors' asylcentre de seneste 12 år.

Hendes kollega sygeplejerske Susanne vom Braucke var ansat på en gynækologisk hospitalsafdeling, da hun for syv år siden fik job i Sandholm. Det har hun ikke fortrudt.

Rigtig mange af os har på et tidspunkt overvejet, om vi kunne arbejde her. Nogle har sagt op, men personligt er jeg nået frem til, at asylansøgerne i Sandholm også har brug for sygeplejersker. Vi lægger vores sjæl i at gøre vores arbejde så godt som muligt. Men det, der står øverst for alle asylansøgere, er opholdstilladelsen, og den kan vi ikke give, for vi har intet med sagsbehandlingen at gøre," siger Susanne vom Braucke. Hun fortæller, at det sværeste ved arbejdet er at opleve, at familier, der egentlig var raske ved ankomsten til Danmark, bliver syge af den lange ventetid.

En af de store udfordringer for sundhedspersonalet er, at en lægeerklæring om f.eks. psykisk sygdom kan være adgangsbillet til humanitær opholdstilladelse.

"Asylansøgerne vil ikke være syge. Men lige præcis i forhold til ansøgningen om asyl kan de have brug for at dokumentere, at de er syge. Jeg har f.eks. oplevet, at en familie blev skuffet, da en læge erklærede, at deres barns epilepsi ville gå over," fortæller Susanne vom Braucke.

Far i fængsel

Tyve minutter over ni sidder romafamiliens fem børn mellem et og 15 år på rad og række i det trange undersøgelseslokale. En af de yngste i børneflokken - en yndig pige med opsat hår - pusler stilfærdigt med en rød plastikbil.

Børnenes mor er kun 33 år, men hendes bekymrede ansigt virker ældre. Familien var på vej til Sverige i egen bil, da de blev standset af det danske politi. Moderen fortæller, at de er flygtet på grund af chikane. I Bosnien blev børnene forhindret i at gå i skole, fordi de er romaer.

Børnene bliver målt og får foretaget høre- og synsprøver, og Vivian Lauridsen indsamler data på alt fra graviditet og fødsel til fysiske, udviklingsmæssige og mentale forhold.

Alle børn i Sandholm får en sundhedssamtale en gang om året, og der gives behovsbesøg, når forældrene eller sundhedsplejersken mener, der er brug for det.

Sundhedsplejerske Vivian Lauridsen understreger, at de fem børn har det som de fleste af børnene i Sandholm: "De er sunde, raske og livsduelige, når de kommer. Familierne har ofte betalt menneskesmuglere alt, hvad de ejer, for at komme hertil. Når det ikke lykkes familien at få ophold, og sagen trækker ud, ser vi, at forældrene bliver psykisk dårlige, og det går ud over børnene."

Dagen ender trist for familien. Faderen bliver sendt til fængslet, som ligger ved siden af modtagecenter Sandholm. Angiveligt fordi politiet vil sikre sig, at familien ikke tager videre til Sverige. Hans kone er vred. Hendes mand er ikke kriminel, så hvorfor skal han spærres inde?

De dårlige tænder

Sandholms særlige sygeplejeklinik har åben konsultation alle hverdage fra 9-11.30. Sygeplejerske Susanne vom Braucke sidder ved skrivebordet. Bag hende er en dør, så hun hurtigt kan komme ud, hvis en beboer bliver opfarende eller voldelig.

Hun udleverer smertestillende piller til en 23-årig iraker, som er plaget af tandpine og har fået tid til en rodbehandling. Dårlige tænder er et stort problem i Sandholm.

Asylansøgerne får bevilget 3.000 kr. til tandlægebehandling. Koster indgrebet mere, skal der søges om penge hos Udlændingestyrelsen.

Inden frokost kommer en intellektuelt udseende nordafrikaner med brunternet jakke og briller. Han fortæller på fransk, at han blev slået ned for et halvt år siden. I dag kan han ikke se på det ene øje. Susanne vom Braucke finder en tid hos lægen. Den danske stat betaler for en øjenoperation, hvis indgrebet enten er uopsætteligt, smertelindrende eller nødvendigt.

Telefonen ringer. En kollega fortæller, at en ældre russisk mand, som Susanne vom Braucke kender godt, kræver akut lægeundersøgelse. Russeren har boet i Sandholm i syv år og kan ikke sendes tilbage til sit hjemland. Han tilhører en gruppe af socialt udsatte ældre mænd, som sygeplejerskerne holder tæt kontakt med. Mens børnene i Sandholm modtager masser af legetøj og udflugter fra private velgørere, så er de ældre mænd en overset gruppe.

Vil ikke hjem

Over middag viser det iranske ægtepar Ali Nobari og Gita Eghbol os ind i deres lille lyse rækkehus med to kombinerede sove- og opholdsrum. Møblementet består af nogle senge, et sofabord og et fjernsyn. Her bor de sammen med to børn på 10 og fem år. Ægteparret har boet et år i asylcenteret i Frederikshavn og tre år i Sandholm. De har fået afslag på asyl, men tør ikke vende tilbage til Iran.

Den ældste dreng går i den lokale skole, spiller fodbold og klarer sig godt. Den yngste går i Sandholms egen børnehave. Gita Eghbol er psykisk meget påvirket af situationen, og Susanne vom Braucke taler ofte med hende. Men hun tager helt bevidst ikke stilling til ægteparrets sag.

"Jo længere jeg har været i det her system, jo mindre går jeg og overvejer de enkelte sager. Der er så mange faktorer, som spiller ind, at jeg ikke kan vurdere sagerne. Som sygeplejerske er jeg her for at lindre og behandle. For mig som ansat handler det også om overlevelsesstrategi. Hvis jeg skal være her og hjælpe asylsøgerne, kan det ikke nytte noget, at jeg bruger kræfter på forhold, som jeg alligevel ikke kan ændre på," siger Susanne vom Braucke.

Voldtaget af serberne

Klokken 13.00 skal sygeplejerske Sune Nielsen i gang med det obligatoriske medicinske interview for fire nyankomne romaer fra det tidligere Jugoslavien. Han fortæller bl.a. om hygiejneregler, aids, leverbetændelse, forkølelse og om, hvor vigtigt det er at holde sig i gang. Sandholm råder bl.a. over motionsrum og en arbejdsformidling, der skaffer interne job på Sandholms systue, infocafé, kvindegruppe og cykelværksted. Mændene får også at vide, at det ikke er tilladt at slå børn i Danmark. En ældre mand iklædt blåt joggingsæt smiler. Han har hørt det hele før. I mere end 10 år har han pendlet mellem asylcentre i bl.a. Sverige, Tyskland og Danmark.

Efter den fælles samtale er det tid til individuelle konsultationer. En 48-årig meget mager romakvinde vil gerne hurtigt til, fordi hun har migræne. Kvinden er velklædt i sort dynefrakke og spidse ruskindsstøvler. Ugen forinden er hun kommet alene til Danmark.

"Vi romaer forfølges. Vi kan ikke være i Serbien," siger kvinden, der virker velformuleret, selvom hun kun har gået to år i skole og læser meget dårligt. Hendes liv ændrede sig dramatisk i maj 2007. Hun var på vej til den lokale markedsplads for at sælge grøntsager, da hun blev voldtaget. Efter forbrydelsen gik hendes ægteskab gennem 35 år i stykker.

Hun har mistet forbindelsen til sin voksne søn og datter. De flygtede fra Serbien for to år siden, efter at datteren var blevet voldtaget.

Kvinden viser sin storetå frem. Neglen er blå på grund af svamp. Selv forklarer hun de blå mærker med, at hun blev trampet på foden, da en af eksmandens bekendte prøvede at overfalde hende. Bortset fra fortænderne er de fleste af hendes tænder rådne. Sune Nielsen booker en tid hos lægen. Hendes historie gør stærkt indtryk på ham.

Det er ganske usædvanligt, at en roma-kvinde flygter helt alene.

Ud af centeret

Klokken nærmer sig halv fire, og det er fyraften for sygeplejerskerne i Sandholm. På gårdspladsen går grupper af unge mænd og skutter sig i kulden. I øjeblikket diskuterer politikerne, om de afviste asylansøgere skal kunne bo og arbejde uden for centrene.

I Sverige bor over halvdelen af asylansøgerne i boligområder, og de må arbejde, indtil de får afslag på asyl. Samme morgen har sundhedsfaglig leder Kirsten Schaumburg fortalt personalet om et studiebesøg på den anden side af sundet.

Ifølge Kirsten Schaumburg er bagsiden ved det svenske system, at mange asylansøgere lever isoleret i årevis og har svært ved at få hjælp. Det er præcis, hvad sygeplejerskerne i Sandholm frygter kan ske herhjemme

Som sundhedsplejerske Vivian Lauridsen udtrykker det: "For nogle familier og børn vil det være vældig godt at komme væk fra centeret. Andre vil blive meget ensomme, og desuden har det store konsekvenser, hvis familien senere skal tilbage til hjemlandet. Vi befinder os desværre i et felt, hvor tingene er meget komplekse, og hvor der ikke findes enkle løsninger."