Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Et skridt tilbage for arbejdsglæden

Belastning. Det er gået den helt forkerte vej med arbejdsmiljøet i den kommunale ældrepleje. I den første tid efter sammenlægningen har især det psykiske arbejdsmiljø været en katastrofe i mange kommuner. Og problemerne er langtfra løst i dag.

Sygeplejersken 2008 nr. 1, s. 22-23

Af:

Claus Leick, journalist

Nye ledere, nye kolleger, andre arbejdsgange, intet overblik, nye borgere, tidspres og måske endda en sparerunde oveni. Det er bare en del af de ændringer, som mange kommunale sygeplejersker har oplevet i 2007. Fra at have arbejdet i trygge og velkendte rammer er mange - nærmest over natten - blevet kastet ud på dybt vand. Gamle procedurer er blevet erstattet af nye, lederstilen er pludselig blevet en anden, krav og arbejdsgange er også nye.

Omstillingen til de nye forhold har tilmed skullet foregå oven i det daglige arbejde med at pleje de svage og ældre borgere. Der har som hovedregel ikke været afsat ekstra ressourcer til omstilling og opbygning af de nye kommuner. Samlet set har det skabt frustration og et belastende arbejdsmiljø blandt sygeplejerskerne i de sammenlagte kommuner.

En del steder er det fysiske arbejdsmiljø også blevet sat på prøve, når plejepersonalet har skullet vænne sig til nye lokaler og biler, som ikke har den rigtige størrelse.

I tre ud af fire kommuner har sygeplejerskerne i den første periode efter sammenlægningen oplevet, at arbejdsmiljøet er blevet væsentlig dårligere. Det viser Sygeplejerskens rundspørge til de kommunale fællestillidsrepræsentanter. Mere end 60 pct. af dem melder også, at der - et år efter fusionerne - fortsat er store problemer med sygeplejerskernes arbejdsmiljø i sammenlagte kommuner.

SY-2008-01-16f

SY-2008-01-16g

KONFLIKTEN KOGER OP

Et lille udpluk af udsagn fra Sygeplejerskens spørgeskemaundersøgelse tegner et billede af det dårlige arbejdsmiljø i mere end 60 pct. af de sammenlagte kommuner:

  • "Stressede sygemeldte kollegaer, konflikter, der koger op med mellemrum, kolleger, der græder over de belastninger, de har, frustrationer over ikke at kunne nå de visioner, vi så længe har snakket om."
  • "Sammenlægning af flere kulturer, hvor nogle oplever et markant fald i serviceniveau. Konflikter mellem kolleger og kolleger/ledelse."
  • "Det belaster, når vi føler, at beslutninger tages hen over hovedet på os. F.eks. er der, uden at vi er taget med på råd, indkøbt tjenestebiler, som er meget små, og der er i panik etableret omklædningsrum uden badefaciliteter."
  • "Uklarhed omkring opgaver - hvor og hvornår. Der er arbejdet meget med trivsel og tryghed, men perioden har været præget af, at sammenlægningen ikke måtte koste penge. Det har den jo alligevel gjort - for det kan ikke lade sig gøre at lægge tre kulturer sammen, uden at der er ekstra aktiviteter - og dette bliver så i sig selv en stressfaktor. Desuden har vi haft ringe fysiske arbejdsforhold, med snæver plads og larm og rod."