Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sundhedsstyrelsen: Bekymrende, at regler ikke overholdes

Sundhedsstyrelsen indskærper, at det er lægernes ansvar at videreformidle oplysninger om medicinændringer.

Sygeplejersken 2011 nr. 2, s. 19

Af:

Kirsten Bjørnsson, journalist

2011-02-helebladet%20(2)Tilsynschef Anne Mette Dons: ”rigtig mange forsynder sig mod de regler, der er på området.” Foto: Sundhedsstyrelsen

Hjemmesygeplejerskers medicindosering er en lægehenvist opgave. Derfor er det den henvisende læges ansvar at give hjemmesygeplejersken korrekte og fuldstændige oplysninger om den medicin, lægen har ordineret.

”Så det er for dårligt, hvis hjemmesygeplejersken ikke får de nødvendige oplysninger at arbejde ud fra,” siger Sundhedsstyrelsens tilsynschef Anne Mette Dons.

Det er ikke muligt at udpege en enkelt part i medicineringsprocessen som dén, der har ansvaret og overblikket, mener Sundhedsstyrelsen.

”De praktiserende læger har en central rolle i det system, vi har bygget op i Danmark, hvor sygehusene jo er forpligtet til at sende epikriser til den praktiserende læge. Men man kan ikke placere det samlede overblik kun hos den praktiserende læge. Det, der sker, er, at rigtig mange forsynder sig mod de regler, der er på området,” siger Anne Mette Dons.

”Der sker svigt mange steder, primært i overgangen mellem sektorerne, og det går ud over helheden.

Der er brug for, at de forskellige instanser taler sammen, og på baggrund af rapporten vil vi indskærpe regionernes forpligtelse til at informere videre om de ordinationer, patienterne får i afdelinger og ambulatorier.”

Fremtidens løsning på problemerne er det Fælles Medicinkort, hvor alle ordinationer til den enkelte patient skal samles. Men hvad skal man gøre indtil da?

”For det første skal man tage epikriser alvorligt. Tage sin forpligtelse til at informere om medicinændringer alvorligt,” siger Anne Mette Dons.

”Så må praktiserende læger også gribe i egen barm og f.eks. lade være med bare at genudskrive smertestillende uden at forholde sig til behovet, som rapporten også viser. Og så er medicingennemgang ved en praktiserende læge jo noget, der har været diskuteret overenskomstmæssigt. Sådan en medicingennemgang kunne der også være rigtig meget fornuft i.”