Dilemma: Dødtræt af uforståelige krav og systemer

Karen er 85 år, og hun er godt træt af digitaliseringen i det offentlige, autosvarene i telefonsystemerne og ansøgningerne via Nem-ID. Hun savner et nærværende samfund, hvor mennesker møder andre mennesker og måske endda lærer hinanden at kende. Bare en lille smule. 

I banken er billedet det samme. Man skal kunne klare sine forretninger selv eller forstyrre sine børn, for der er hverken mennesker eller penge i et pengeinstitut længere. Karen er dødtræt af uforståelige systemer og krav.

Da hun mener, at tiden er inde til at få en smule hjælp til rengøring, fordi det kniber med at støvsuge grundigt og komme ind i krogene, forsøger hun at få kommunen i tale. En telefonsvarer meddeler, at man kan tale med visitator hver torsdag mellem 12.00 og 13.00.  

”Visitator,” fnyser Karen. ”Jeg skal ikke visiteres. Jeg har ikke gjort noget.” Om torsdagen ringer hun og får endnu en robotstemme i røret. ”De er nu nummer 14 i køen, vores medarbejdere er desværre travlt optaget. Send os en mail på kommunevisitator@storkommune.dk og se kommunens ydelser på nettet, så vender vi tilbage.” Karen har ikke en mailadresse, så hun opgiver og lader nullermændene samle sig under sofaen i fælles protest. 

Karen opgiver at få hjælp. Hvad tænker I om det?

• Hvordan kan samfundet tilpasse sig de gamle borgere, så borgerne ikke skal tilpasse sig systemet?
• Hvilke årsager kan der være til, at alle borgere skal med på digitaliseringsbølgen?
• Karen er veluddannet og velformuleret. Hvad kan hun gøre for at følge med tiden?

Læs, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener: 

Svar 1. Af Dorte E.M. Holdgaard, RN, exam.art., SD, MPA, funktionsleder ved Tværfagligt Smertecenter og formand for Lokal Klinisk Etisk Komité ved Aalborg Universitetshospital

Ifølge sundhedsloven har alle lige ret til sundhedsvæsenets ydelser. Det er en konstant udfordring for det danske sundhedsvæsen at leve op til intentionen i lovgivningen. Og casen er et glimrende billede på en gruppe samfundsborgere, der ikke har samme lethed i adgangen til ydelserne som personer, der er vant til moderne arbejdsredskaber. 

Hvordan den enkelte organisation arbejder med at nå ud til alle grupper med sine behandlingstilbud, afhænger af såvel målgruppen som af den lokale arbejdskultur. Patienttilfredshedsundersøgelser er en metode, men den får ikke automatisk alle brugere i tale, og den får måske ikke stillet alle de rigtige spørgsmål. 

Fokusgruppeinterview er en anden metode, men også her skal man regne med, at der er borgere, som man ikke får i tale. Måske er case-stories som den beskrevne en måde at få organisationer til at arbejde med et patientperspektiv, som de ikke har været opmærksomme på tidligere, og som de har pligt til at tilgodese? 


Svar 2. Af Randi Bligaard, cand.cur., udviklingskoordinator, Medicinsk afdeling, Hospitalsenheden Vest, formand for Sygeplejeetisk Råd; www.dsr.dk/ser 

Den teknologiske udvikling har overtaget mange serviceydelser både inden for det offentlige og det private, hvor der tidligere var en personlig kontakt. Det kan være svært ikke kun for ældre at omstille sig til den upersonlige kontakt. Ved indførelse af teknologiske løsninger bør man overveje både fordele og ulemper. 

Såfremt sygeplejersker erfarer, at der sker forringelse af borgernes mulighed for at søge hjælp, skal sygeplejersken synliggøre de konsekvenser, det kan få for Karens sundhed og livskvalitet, over for beslutningstagerne. Udviklingen kan ikke gå i stå, men der bør findes mulige alternative løsninger for dem, som har svært ved at omstille sig eller slet ikke kan anvende de teknologiske løsninger. Karen er veluddannet og velformuleret, og det kan være en mulighed, at hun benytter sig af undervisningstilbud i brugen af pc’er, som udbydes i kommuner, frivillige organisationer mv.  

Mange oplever, at kan man lære at anvende de teknologiske hjælpemidler, kan det også udvide ens muligheder for at kommunikere og søge viden, som man ikke tidligere havde i samme grad.    


Læs Karen Zimsens debatindlæg i Politiken den 4. juli 2015 under debat: ”Jeg orker ikke det digitale lort”.