Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Palliation kræver sygeplejersker

En kortlægning viser, at hver tredje kommune i dag har oprettet særlige palliative tilbud. Men som et paradoks får ældre på plejehjem ofte det dårligste tilbud, fordi sygeplejersker på plejehjem er en mangelvare.

Sygeplejersken 2015 nr. 3, s. 14

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

Kort_palliation
Caption 
Plejehjemmet Rosenlund i Gladsaxe har sat den palliative pleje i system.
Attribution 
Foto: Søren Svendsen
Hospicetankegangen er vundet ind på de kommunale institutioner, og udviklingen er gået stærkt over de seneste år. En kortlægning foretaget af Videncenter for Rehabilitering og Palliation, PAVI, viser, at 34 kommuner har en eller flere institutioner med særlige palliative tilbud. I alt er der tale om 40 plejecentre, aflastningsenheder eller midlertidige døgnpladser.
Undersøgelsen er foretaget som en spørgeskemaundersøgelse til de 98 kommuner, hvoraf 94 har svaret.

Kendetegnende er, at alle steder med særlige palliative tilbud har sygeplejersker ansat, på 28 steder er der sygeplejefaglig døgndækning. Ifølge sygeplejerske og projektleder i PAVI, Jorit Tellervo, som har medvirket til undersøgelsen, er sygeplejersker en nødvendighed, men desværre også en mangelvare på institutionerne.

”Det, vi kan se af kortlægningen, er, at der er ansat kortuddannet pleje- og omsorgspersonale. Det giver en del problemstillinger, for hvis patienterne har behov for lindring, der kræver en sygeplejerske, er der på flere institutioner ikke døgnbemanding af sygeplejersker,” siger Jorit Tellervo.

Hun mener, det er et paradoks, at ældre, som er for syge til at være hjemme, bliver indlagt på en kommunal institution, hvor fagligheden er ringere end den, de måske kunne modtage, hvis de var i deres eget hjem. 
”I nogle kommuner får man altså en større grad af tværfaglig indsats, hvis man bor i eget hjem og har mulighed for at trække på hjemmeplejen, end hvis man bor på et plejehjem,” siger Jorit Tellervo.

Tør ikke udstikke ordinationer
Som en konsekvens af de manglende faglige kompetencer på mange plejehjem, hører PAVI fra de specialiserede palliative teams eksempler på, at de ikke kan samarbejde om patientbehandlingen, fordi plejehjemmet mangler fagpersoner med tilstrækkelig uddannelse til at håndtere kompleks eller alvorlig lidelse.

”Det er jo et kæmpeproblem, at der ikke er tilstrækkeligt kompetent personale, hvis patienten har behov for en palliativ indsats. Og at samarbejde med de specialiserede palliative enheder ikke kan lade sig gøre, fordi der ikke er en sygeplejerske til rådighed,” siger Jorit Tellervo.

Sygeplejerske og master i etik og religionsfilosofi, Rita Nielsen, underviser i palliation på efteruddannelsen af sygeplejersker og på mange hospitalsafdelinger og plejecentre. Hun mener også, der er brug for at få en højere grad af faglighed ind på plejehjem i forhold til den palliative indsats.

”Palliation er komplekst. Alene den eksistentielle dimension er krævende, men derudover skal den person, som kommer på stuen, kunne det hele. På plejecentre fungerer sygeplejersker ofte som rådgivere, uden at de decideret er med i plejen, og det er ikke godt nok. Der skal være nogle blandt det faste personale, som ved mere end de andre, og som kan støtte,” siger Rita Nielsen.

Læs også temaet om palliation i dette nummer af Sygeplejersken