Aktiv dødshjælp vil altid være til debat

​

Medlemmerne af Sygeplejeetisk Råd har gennem dets 25-årige historie diskuteret og debatteret mange henvendelser fra medlemmer af Dansk Sygeplejeråd, som har haft etiske problemstillinger i forbindelse med en lang række emner. Imens har teknologien, samfundet og sundhedsvæsenet udviklet og ændret sig, hvorfor der løbende er opstået nye problemstillinger. Alligevel har der været nogle etiske problemstillinger, som rådet jævnligt har taget op, fordi det både har medlemmernes og offentlighedens interesse.

Ingen ønsker en smertefuld død
Aktiv dødshjælp har siden rådets oprettelse i 1990 været et tilbagevendende emne på mødedagsordenen, og det skyldes ikke mindst de mange henvendelser fra Dansk Sygeplejeråds medlemmer. Igennem alle år har Sygeplejeetisk Råd været imod legaliseringen af aktiv dødshjælp.

Det er sygeplejersken, der står i relation til den lidende patient, hvilket har gjort, at sygeplejersker i nogle situationer oplever, at den behandling, patienten udsættes for, er så meningsløs og udsigtsløs, at livet godt kunne afsluttes. I de Sygeplejeetiske Retningslinjer 4.3. står der dog, at sygeplejersken med omhu for det sårbare liv skal bistå til en værdig død og medvirke til, at udsigtsløs behandling afsluttes eller ikke iværksættes. Argumenterne for at indføre aktiv dødshjælp har været, at ingen ønsker en smertefuld død, og at ens selvbestemmelse også omfatter livets afslutning.

”Det er et emne, som ligger danskerne og sygeplejerskerne meget på sinde. Ifølge undersøgelser er det mellem 50-80 pct. af befolkningen, som vil have indført aktiv dødshjælp, og meningerne påvirkes, når vi f.eks. ser en tv-udsendelse, hvor patienter flyves til Schweiz for at begå assisteret selvmord. Det skaber debat herhjemme om, hvorfor vi ikke har den mulighed,” siger formand for Sygeplejeetisk Råd, Randi Bligaard Madsen.

”Debatten om aktiv dødshjælp er svær, og der findes mange dilemmaer, men Sygeplejeetisk Råd har altid været imod en legalisering af aktiv dødshjælp. Tidligere blev aktiv dødshjælp ofte forbundet med en død uden smerter. I dag findes der midler, hvor vi kan være med til at lindre smerter både psykisk og fysisk. Ofte bliver der snakket om, at patienter har retten til selv at bestemme, og i dette tilfælde altså over døden, men her er det vigtigt at holde sig for øje, at en patients ret til en værdig død ikke derfor bliver en andens pligt til at dræbe,” siger Randi Bligaard Madsen. Hun fortæller, at emnet igen bliver taget op efter sommer, da medlemmerne af rådet har ønsket at tage det op på ny.

Ressourcerne presses
Prioriteringer i sundhedsvæsenet har under skiftende regeringer været til stadig mere diskussion. Når fokus er på lavest mulige omkostninger med størst muligt udbytte, kan sundhedspersonale og patienter komme i klemme, og tilbage i 1995 holdt Sygeplejeetisk Råd møde under punktet: Spændingsfeltet mellem systemet og samfundets krav og sygeplejens værdier. Et dilemma, mange sygeplejersker kender, hvor man ikke ønsker at gå på kompromis med plejen, men ressourcerne til den enkelte patient bliver presset.

”Hvis man eksempelvis kigger nærmere på sundhedsudgifterne til medicin og udvikling af teknologien, har den teknologiske udvikling givet flere behandlingsmuligheder, men hvilke skal så prioriteres højest? Er det den dyre livsforlængende behandling til kræftpatienten eller hurtigere udredning af børn i psykiatrien? I dag har vi flere behandlingsmuligheder, og patienterne stiller stadigt større krav, så nogen skal kunne prioritere, fordi vi har som behandlingspersonale pligt og ansvar for at gøre vores bedste. Ingen læger eller sygeplejersker ønsker jo at give nogle patienter en dårlig behandling, derfor er det højaktuelt, at nogen tager ansvaret for prioritering i sundhedsvæsenet,” forklarer Randi Bligaard Madsen.”

Fra 1996 til 2002 var Sygeplejeetisk Råd med til at sætte fokus på, at debatten om prioriteringen i sundhedsvæsenet skulle til offentlig debat, så befolkningen i Danmark også havde en mulighed for at sige, hvordan og hvor der skulle prioriteres. Efter det stadigt stigende pres på sundhedsvæsenet i kraft af flere opgaver og samme antal ressourcer er debatten stadig meget aktuel. 

Lokket under falske løfter
I 1995 modtog Sygeplejeetisk Råd en henvendelse fra et medlem, som fortalte om en tvangsepisode i psykiatrien, som hun havde oplevet. En psykotisk patient, der var indlagt på en åben afdeling, havde forladt afdelingen og blev lokket tilbage under falske løfter om at blive udskrevet, hvorefter vedkommende blev tvangstilbageholdt og tvangsflyttet til en lukket afdeling.
I en vejledende udtalelse skriver Sygeplejeetisk Råd, at sygeplejersker grundlæggende skal respektere patientens individuelle behov og valg. Men i samme ombæring pegede rådet også på, at der kan være situationer, hvor den faglige viden, sygeplejersken har, må gå forud for patientens selvbestemmelse.

Nedsættelse af tvang i psykiatrien har været et gennemgående mål i flere år for Dansk Sygeplejeråd, og trods en nedadgående tendens i anvendelsen af tvang, er Danmark stadig efter eksempelvis England. Alligevel er det en balancegang mellem inddragelse af patienten og tvang, fordi sygeplejerskerne kan komme ud for situationer, hvor patienten er så psykotisk, at der ikke er andre muligheder.

”Vi har diskuteret tvang i psykiatrien i forbindelse med et høringssvar for nylig, men ellers har det ikke været oppe, siden jeg blev formand for Sygeplejeetisk Råd (maj 2014, red.). I den nye vejledning er der i højere grad end tidligere præciseret, hvordan og hvornår patienter skal inddrages i beslutninger, hvilket Sygeplejeetisk Råd anerkender meget. Der er patienter, som er så syge, at de ikke er i stand til at inddrages, derfor har sygeplejersker en særlig forpligtelse til at beskytte patienten mod krænkende handlinger, også i situationer, som indebærer brug af tvang, tilbageholdelse eller anden rettighedsbegrænsning. Men det er jo en balancegang. Man skal forebygge tvang i psykiatrien, og det fordrer, at personalet har kompetencer til dette,” siger Randi Bligaard Madsen.