Sygeplejersken
Ethvert valg har konsekvenser
Drøftelse af etiske dilemmaer giver læring og er med til at udvikle sygeplejen og den enkeltes etiske bevidsthed. Desværre mangler tiden til disse drøftelser ofte i en presset dagligdag, synes Sygeplejeetisk Råds formand Randi Bligaard Madsen.
Sygeplejersken 2015 nr. 6, s. 64
Af:
Henrik Boesen, journalist
”Skal jeg her og nu gå ind og sætte infusionsvæske op til en patient i antibiotisk behandling, eller skal jeg gå ind til patienten, som er ramt af kræft og har anmodet om en samtale? Uanset hvad jeg i situationen vælger at gøre, så får det en konsekvens for et andet menneske,” siger formanden og henviser til, at det i en travl og presset sundhedssektor kan være rigtig svært for den enkelte at finde tid til at reflektere over, om hun nu gjorde det rigtige i den konkrete situation.
Og her er noget, der halter i dag, synes Randi Bligaard Madsen:
”I en fortravlet hverdag går der rigtig mange sygeplejersker rundt og er tynget af spekulationer over handlinger, de har foretaget; om det nu var det rigtige, de gjorde i situationen. De efterrationaliserer med sig selv, for der er ikke i hverdagen tid til at drøfte de etiske aspekter i handlingen med kollegerne,”fortæller hun.
Randi Bligaard Madsen bliver på den baggrund bekræftet i, at etiske dilemmaer i dagligdagen fylder rigtig meget for mange sygeplejersker, uden at det bliver formuleret som, at de arbejder med etiske dilemmaer.
”Deres overvejelser har oftest grund i sygeplejeetiske problemstillinger, uden at de får sat ordet ”etik” på, og her er der i de professionsetiske retningslinjer forhåbentlig en støtte til at løse det dilemma, sygeplejersken er havnet i,” siger Randi Bligaard Madsen og understreger, at retningslinjerne kun kan være støttende og vejledende i situationen og aldrig være nogen, der giver det endelige svar.
”Enhver situation er jo forskellig,” understreger hun.
Afklaring gennem fælles drøftelse
Medlemmerne af Sygeplejeetisk Råd bruger mange kræfter på at komme ud på arbejdspladser, til temadage i faglige sammenslutninger og til arrangementer i kredsene, og her oplever rådets medlemmer, at talelysten er stor blandt deltagerne. Det får Randi Bligaaard Madsen til at konkludere, at interessen for at drøfte de etiske aspekter af sygeplejerskernes arbejdsliv lever i bedste velgående:
”De sætter sjældent ordet etik på problemstillingerne til at begynde med, men når de så får talt sig varme, så kan de godt se, at det, der er svært at tale om, og det, de er usikre på, ofte er etiske overvejelser, og gennem snakken får de afklaret, hvad dilemmaet er.”
De sygeplejeetiske retningslinjer er ifølge rådets egen formulering ”vejledende i forhold til etiske dilemmaer og problemstillinger, når de opstår i udførelsen af sygepleje indenfor rammerne af sygeplejerskens virksomheds-områder: at udføre, formidle, lede og udvikle sygepleje.” Retningslinjerne medvirker ifølge rådets egen formulering til at:
- fremme etisk refleksion i diskussioner og overvejelser blandt sygeplejersker
- fremme sygeplejerskers etiske dømmekraft med henblik på at udvikle faglig kvalitet
- støtte sygeplejersker i situationer, hvor der skal træffes valg
- sætte fokus på etiske dilemmaer og synliggøre etisk praksis.
Retningslinjer ændret sidste år
Så sent som sidste år blev nye sygeplejeetiske retningslinjer formuleret og vedtaget. Denne ændring skete i fuld overensstemmelse med den bagvedliggende vision, nemlig at de sygeplejeetiske retningslinjer skal følge og afspejle ændrede samfundsforhold og lovgivning i relation til sygeplejerskens virkelighed.
Randi Bligaard Madsen oplyser, at flere end 2.000 hæfter med de nyformulerede retningslinjer er blevet sendt til interesserede. Dertil kommer et ukendt antal, som har hentet retningslinjerne via hjemmesiden.
25 år med tvivlen som etisk drivkraft (Indledning)
Aktiv dødshjælp vil altid være til debat
Fødselsdagshilsen: "Tag fat i sundhedens hierarki"
Fødselsdagshilsen: "Systemet må aldrig blive vigtigere end mennesket"
Fødselsdagshilsen "Lad borgerne vurdere de Sygeplejeetiske Retningslinjer"