Fødselsdagshilsen: "Tag fat i sundhedens hierarki"

Det Sygeplejeetiske Råd har jubilæum. Jeg hører til dem, der råber højt hurra i dagens anledning. For sygeplejersker har til opgave at pleje syge mennesker og tage vare på menneskers sundhed. Det giver sygeplejersker ansvar og magt.

Det stiller sygeplejersken over for en etisk fordring om at bruge sin magt til sine medmenneskers bedste. Det kalder på eftertanke og fantasi hos den enkelte sygeplejerske og blandt sygeplejersker i fællesskab. Blev magten brugt rigtigt i situationen, eller blev den misbrugt? Kunne den have været udøvet anderledes?

Det Sygeplejeetiske Råd er i høj grad med til at skabe rum for en helt nødvendig etisk orienteret eftertanke. Det fine ved rådet er, at det nu er sygeplejersker selv, der tænker efter, uden nødvendigvis at være styret af normer lagt ned over situationerne af præster, læger, psykologer, jurister, filosoffer, medicinsk-etiske professorer eller sygeplejeforskere!

Det giver mulighed for en gedigen samtale om etiske dilemmaer i rådet og med tværfaglige samarbejdspartnere, uden at påbudsord som burde og skulle flyver gennem luften. Det kan støtte sygeplejersker i omgangen med hverdagens ansvar og magt som det muliges kunst. Det er virkelig værd at fejre!

Jeg drister mig til som en nær samarbejdspartner til sygeplejersker at komme med et fromt ønske til jubilarens fortsatte virksomhed. Kunne rådet ikke i langt højere grad sætte fokus på de samfundsskabte strukturer, der er med til at afgøre, hvad der er det muliges kunst for sygeplejersken? Sådan så Dansk Sygeplejeråd, Lægeforeningen, medierne, regionerne, regeringen og Folketinget i højere grad blev tvunget til at forholde sig til de faktiske forhold for patienter, pårørende og ansatte i et sundhedsvæsen, hvor strukturerne formes ud fra et sundhedens hierarki. Hvor omsorgen for f.eks. palliative kræftpatienter ofte har langt bedre rammer end omsorgen for de palliative KOL-patienter. Hvor der er langt fra hospice til den overbelagte medicinske afdeling, selvom døden er den samme.

Jeg har mødt utallige sygeplejersker, som har oplevet afstanden mellem det mulige og det etisk forsvarlige i sundhedsvæsenet som alt for stor. Disse eftertænksomme sygeplejersker har brugt deres indlevelsesevne og fantasi. De har som hverdagens helte dagligt sat sig i medmenneskets sted. De har fornemmet, hvordan det var at være dette medmenneske i situationen. De har derefter forestillet sig, hvad dette menneske kunne have brug for. De har videre set realistisk på deres egne muligheder for at drage omsorg for den anden i situationen. De har endelig gjort, hvad de faktisk kunne. Men, og der er ofte et men, de har også i kraft af deres faglighed indset, at der under andre forhold kunne være gjort mere.

Et sygeplejeetisk råd har for mig at se to vigtige opgaver i forhold til sådanne sygeplejersker. For det første at skabe rammer for en eftertanke, der giver pressede sygeplejersker anerkendelse for deres udøvelse af det mulige i situationen, så de ikke taber modet. Så de ikke tynges af en skyld, der rettelig hører hjemme hos de magthavere, der skaber strukturerne. For det andet at skabe opmærksomhed om, at disse sygeplejersker fagligt set kunne gøre mere for at hjælpe patienter og pårørende, hvis sygeplejerskerne faktisk fik muligheder for det. Det gælder også og især de sygdomsområder, der ikke lige har politikernes og mediernes bevågenhed og en stor og dygtig patientorganisation til at skabe opmærksomhed. Når rådet lykkes med det, så råber jeg ikke kun hurra, men også halleluja.

Tom Andersen Kjær er hospitalspræst på Herlev Hospital