Hun får børnene til at smile

Listen over de steder i verden, hvor den 61-årige sygeplejerske Rikke Gormsen har sat sit præg på nødhjælpsarbejde, er lang, meget lang, og spænder fra nødhjælp på Sri Lanka efter tsunamien i 2004 til flygtningelejr i Kenya. Men det hele begyndte som ung sygeplejerske med seks måneder i Etiopien, hvor hungersnøden hærgede i 1985.

”Børn døde som fluer. Det var psykisk hårdt og gjorde et stort indtryk på mig. Men samtidig fandt jeg også ud af, at jeg godt kunne udrette noget med min faglighed og min personlighed. Jeg var leder af en lejr, hvor 35.000 hungersramte mennesker skulle have mad og medicinsk hjælp. Og det gik godt. Jeg oplevede, at jeg havde noget at byde ind med,” fortæller Rikke Gormsen, som blev udlært sygeplejerske i 1979.

Sundhed for asylansøgere
Senere videreuddannede Rikke Gormsen sig til sundhedsplejerske og gik ind i arbejdet på Røde Kors’ asylcentre rundt om i Danmark med fokus på at udvikle sundhedsarbejdet i forhold til asylansøgerne. Med det som udgangspunkt har Rikke Gormsen så taget turene ud i verden for også at hjælpe der. Eksempelvis i Jordan og Libanon under krigen mellem Irak og Kuwait i 1990, i en flygtningelejr i Kenya og ikke mindst i Beslan i Rusland efter terrorangrebet på en skole, hvor mange skolebørn, deres familier og lærere døde. Og i 2011 tog Rikke Gormsen til Libyen i forbindelse med det Arabiske Forår.

”I Libyen lavede vi et program, hvor vi hjalp børn, der var traumatiserede af krigen, med at bearbejde det, de havde oplevet. Samtidig prøvede vi at ruste dem bedre til det, der fremover vil eller kan ske, så de bedre vil kunne håndtere det,” forklarer Rikke Gormsen.

Internationalt familieislæt
Hendes glæde ved at tage ud i verden og hjælpe folk i nød tror hun skal ses i lyset af, at hun kommer fra en familie, hvor hendes far flygtede fra Rusland i mellemkrigstiden, og af det internationale islæt, der i det hele taget ligger til familien.

”Lysten til at tage af sted er nok en kombination af eventyrlyst og at have lyst til at gøre noget for andre, kombineret med faglighed. For den rigtigt faglige indsats er nødvendig. Og så har jeg mødt mange fantastiske mennesker. Engagerede frivillige og dygtige faglige nødhjælpsarbejdere, og jeg har aldrig haft fornemmelsen af at være alene. Og har man først været af sted nogle gange, ved man også godt, at man ikke altid behøver at være stor og stærk. Man kan godt sige, at i dag har jeg det ikke så godt,” siger Rikke Gormsen og understreger:

”Jeg har set og oplevet meget, men jeg har aldrig været bange eller følt mig usikker.”

Rikke Gormsen prøver at forklare, hvad det er, der trækker, og hvorfor det er, det giver mening.

Ser kun det værste i TV
”Når du eksempelvis ser i fjernsynet, hvad der er sket efter jordskælvet i Nepal, ser du det værste, for medierne viser altid det værste. Efterladte børn og sårede mennesker. Hvis man havde været med mig, ville man også opleve, at mange nepalesere gør en fantastisk indsats for at hjælpe i det lokale område, men de er lykkelige for at få lidt faglig hjælp. For ja, børnene er ulykkelige, men med lidt hjælp til, hvordan det skal håndteres, så kan man godt få dem til at smile efter nogle dage,” siger Rikke Gormsen.

I dag arbejder Rikke Gormsen med social ulighed i sundhed i en stilling som udviklingskonsulent i Høje-Taastrup Kommune, men hun har en aftale med sin arbejdsgiver, at bliver der brug for hende ude i verden, tager hun af sted igen.

Læs om de øvrige to medaljemodtagere:

Kirsten Abdalla - Børnene har hele tiden været i fokus

Merete Rønnow Poulsen - Blev evakueret i helikopter