Sygeplejersken
Det er vanvittigt. Jeg er dybt forundret
Arbejdstilsynet har i årevis advaret om farlig travlhed i sundhedsvæsenet. Alligevel reagerede politikerne med bestyrtelse, da medierne for nylig fortalte, at presset personale tyer til ekstra sovemedicin til intensivpatienter.
Sygeplejersken 2016 nr. 10, s. 28-29
Af:
Susanne Bloch Kjeldsen, Journalist
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) reagerede med forargelse, da det kom frem, at arbejdspresset på Køge Sygehus er så stort, at personalet nogle gange må give sovemedicin til patienterne. Ellers kan sygeplejerskerne ikke tilse andre patienter:
"Det lyder vanvittigt. Jeg er dybt forundret over, at den slags kan finde sted på et dansk sygehus. Det er fuldstændig uacceptabelt, og den slags skal stoppes øjeblikkeligt," sagde hun bl.a. til Danmarks Radio.
TV og aviser har de seneste uger fortalt om flere danske hospitalsafdelinger, hvor sygeplejersker måtte give intensivpatienter sovemedicin og udskyde pleje og medicin til medicinske patienter pga. travlhed.
Eksemplerne stammer fra Arbejdstilsynets rapporter fra nogle af de hospitalsafdelinger, som i 2016 har fået påbud pga. for stor arbejdsmængde og tidspres. Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, kaldte sundhedsministeren i samråd for at få en redegørelse i Køge-sagen.
Må svare på kritik
Også Akutmodtagelsen på Regionshospitalet Randers var i medierne med historier om, at sygeplejerskerne har så travlt, at de må udskyde pleje og medicin til patienterne. Her måtte ledere og ansvarlige regionspolitikere svare på kritikken.
Sygeplejefaglig direktør Marianne Jensen sagde til Danmarks Radio:
"Vi ved, at afdelingen har haft problemer med lægemangel og sygeplejersker, som har måttet vente på, at læger fik en ledig tid. Derfor har vi ansat flere læger og en flowkoordinator, som skal hjælpe med at sende patienterne de rigtige steder hen. Vi har stor tiltro til, at vi er på rette spor. Vi forventer, at de tiltag, vi allerede nu har iværksat, er tilstrækkelige til at sikre gode patientforløb i vores akutafdeling, men hvis der er behov for yderligere, vil vi reagere på det."
Formanden for Sundhedsudvalget i Danske Regioner, Ulla Astman (S), erkender i Danmarks Radios nyheder, at presset er stort på de danske sygehuse, og ifølge hende skal de gode løsninger fra enkelte hospitaler bredes ud til hele landet.
"F.eks. det her med tavlemøder, hvor man hver dag kigger på hele sygehusets samlede kapacitet og flytter rundt med patienterne, så man kan undgå overbelægninger og dermed de stress- og travlhedssituationer, som personalet står med. Så det handler meget om organisering, og der skal vi have vores sygehusledelse på banen i forhold til det. For vi kan ikke blive ved med at bede vores personale om at løbe hurtigere – den grænse er nået," siger Ulla Astman.
Problemet skal løses politisk
Det burde ikke være nogen overraskelse for politikere, at sygeplejerskers travlhed går ud over patienternes sikkerhed, for det har været rapporteret i Arbejdstilsynets rapporter i flere år. I 2014 gennemførte Arbejdstilsynet en særlig kampagne, som satte fokus på det psykiske arbejdsmiljø på hospitaler, og her fik hele 42 afdelinger påbud pga. for stor arbejdsmængde og tidspres. I rapporterne beretter sygeplejersker bl.a., at de føler sig presset, fordi travlheden går ud over patienterne.
Alle 42 afdelinger har siden sat ind med forebyggelse og dokumenteret deres indsatser i handlingsplaner. Men i 2016 har hver tredje arbejdsplads stadig problemer med for stor arbejdsmængde og tidspres, og det gælder især de medicinske afdelinger. Det viser en rundringning til arbejdsmiljørepræsentanter eller tillidsrepræsentanter, som Sygeplejersken har foretaget denne sommer.
Ifølge Dansk Sygeplejeråds næstformand, Dorte Steenberg, skal problemet løses politisk. "Arbejdstilsynets inspektioner kan ikke stå alene. De skal bakkes op af den øverste ledelse på hospitalerne. Når det viser sig, at de medicinske afdelinger ikke kan løse problemer med for stor arbejdsmængde og tidspres på trods af påbud, så har de øverste ledelser øjensynligt ikke taget påbuddene så alvorligt, at problemerne er blevet løst.
Dét, ledelserne kan gøre, er at bringe problemet videre til det politiske niveau," siger Dorte Steenberg.
Hun råder sygeplejersker til at bruge deres tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter eller deres kreds, hvis de oplever, at plejen er uforsvarlig pga. for stor arbejdsmængde og tidspres:
"Ellers risikerer sygeplejersker måske pludselig selv at stå med et problem, hvis de får en sag for ikke at have udført forsvarlig pleje."