Sygeplejersken
Nu er de fleste dage grønne
På nogle arbejdspladser er situationen bedre, end dengang Arbejdstilsynet kom på besøg i 2014 og gav påbud. Kompetenceløft og redskaber til at prioritere i hverdagen bliver nævnt som gode løsninger. Andre steder er arbejdsmiljøproblemet væk, fordi afdelingen er lukket.
Sygeplejersken 2016 nr. 10, s. 27
Af:
Susanne Bloch Kjeldsen, Journalist
Stort personaleflow, syge kolleger, mange afbrydelser og overbelægning. Det var nogle af de problemstillinger, som gik igen i Arbejdstilsynets rapporter. Siden har alle afdelinger sat ind med forebyggelse og har dokumenteret deres indsatser i handlingsplaner.
Nogle af de medarbejderrepræsentanter, Sygeplejersken har talt med, fortæller, at de forebyggende tiltag eller forandringer udefra har virket. Gastroenheden, afsnit 229, på Hvidovre Hospital er en af de afdelinger, som fik påbud, men hvor der i dag er mere ro.
"Vi har fået skåret nogle patienttyper fra, så vi nu har færre patienter. Vi er blevet en mindre afdeling med kun ét kontor, og vi er blevet bedre til at hjælpe hinanden, det giver mere ro. I 2014 var jeg nyuddannet, og jeg husker, at der var mange sygemeldte, og at arbejdet var stressende. Dengang var de fleste dage røde, nu er de fleste dage grønne," siger sygeplejerske på afsnit 229, Trine Nielsen.
En del arbejdspladser har oplevet omstruktureringer, som har betydet, at patientgrupper er flyttet andre steder hen, eller at visitationsregler er blevet ændret, så patienterne ikke vælter ind. Nogle steder har med succes arbejdet med prioriteringsredskaber og kompetenceløft, og det har gjort, at medarbejderne oplever, at arbejdsmiljøet er blevet mere tåleligt.
I Lokalpsykiatrisk Center, Djursland, siger arbejdsmiljørepræsentant Mette Graversen, at stressniveauet er blevet markant lavere.
"Dengang kunne man mærke, at stressniveauet lå højt, allerede når man kom ind ad døren. Der var ansættelsesstop i regionen, og vi manglede sygeplejersker. Det er blevet bedre, primært fordi vi har fået ansat flere sygeplejersker. Vi har også fået ny leder, og der er blevet bedre styr på, hvad der er "kan og skal-ting"," siger Mette Graversen.
Ny ledelse bliver på flere arbejdspladser fremhævet som afgørende for, at der bliver taget fat om problemerne. Og så er der de steder, hvor afdelingen simpelthen er blevet nedlagt, og dermed er arbejdsmiljøproblemerne også væk.