Sygeplejersken
Alt er i spil
Medlemmer af Dansk Sygeplejeråd fik på flere af kredsenes generalforsamlinger i slutningen af oktober chancen for at komme med idéer til, hvordan fagforeningen skal se ud i fremtiden.
Sygeplejersken 2016 nr. 13, s. 40-41
Af:
Rikke Brams, Journalist,
Maria Jørvad, Journalist,
Lotte Havemann, Journalist
Dansk Sygeplejeråd skal være mere synlig ude på arbejdspladserne. Tillidsrepræsentanterne skal føle mere styrke. Og medlemmerne skal have mulighed for at blive bedre til at ytre sig. Sådan lyder nogle af de konstruktive forslag til, hvordan Dansk Sygeplejeråd kan forny sig.
Dansk Sygeplejeråd har indledt processen SAMMEN OM DSR, som skal styrke medlemmernes indflydelse og revitalisere organisationen, og efterårets generalforsamlinger i kredsene gav flere steder de fremmødte mulighed for at give deres bud på organisationens fremtid.
Fingeraftryk på den gamle dame
På dagen, hvor Dansk Sygeplejeråd kunne fejre sin 117-års fødselsdag, holdt både Kreds Hovedstaden og Kreds Syddanmark sin årlige generalforsamling.
Kreds Syddanmark holdt desuden en fagdag inden generalforsamlingen. Her kunne medlemmerne være med til at sætte deres fingeraftryk på, hvordan "den gamle dame", Dansk Sygeplejeråd, kan forny sig. I løbet af pauserne på Kreds Syddanmarks fagdag stod de fire kredsnæstformænd ude i forhallen for at samle idéer ind til SAMMEN OM DSR fra de ca. 300 deltagere.
På generalforsamlingen blev medlemmerne opfordret af både formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, og kredsformand John Christiansen til at byde ind med tanker og idéer.
"Et ordsprog siger, at græsset altid er grønnere på den anden side af hegnet. Men hvad sker der, hvis vi vander og gøder græsset lige her, hvor vi står? Nu bruger vi som organisation det her år på at lytte og undersøge nye måder at arbejde på og involvere medlemmer," sagde Grete Christensen.
"Alt er i spil," lød det fra John Christiansen, som fortsatte: "Måske sidder en af jer med en god idé. Tænker, at Dansk Sygeplejeråd burde gøre sådan eller sådan. Byd ind."
Medlemmerne efterlyste bl.a., at Dansk Sygeplejeråd bliver mere synlig ude på arbejdspladserne, at kredsnæstformændene bliver mere synlige, og at tillidsrepræsentanterne bliver styrket. Fra salen lød der også efterspørgsel efter en meningsdanneruddannelse lig den, Kreds Hovedstaden tilbyder deres medlemmer.
Hvad skal forandres?
Hovedstadens generalforsamling, som havde tiltrukket små 300 medlemmer, havde fået et ekstra punkt på dagsordenen: "Hvilken fagforening skal Dansk Sygeplejeråd være om fem år?"
På bordene havde kredsen lagt store sedler, som grupper a 4-5 personer blev bedt om at udfylde. De skulle drøfte, hvad der fungerede godt i kredsen og i Dansk Sygeplejeråd som helhed, og hvad der skulle forandres. Forslagene skulle grupperes i tre temaer: Fag, organisation og samfund.
Charlotte Engell, 1.-kredsnæstformand Kreds Hovedstaden, introducerede debatten til grupperne: "Hvad synes I må ændres, hvis vi gerne vil understøtte sygeplejerskernes fællesskaber og interesser – sådan som de ser ud i dag og kommer til at se ud i fremtiden?"
Efter et flittigt gruppearbejde blev 180 sedler med forslag samlet ind, så de kan blive brugt i den videre proces i SAMMEN OM DSR.
Engagement afværger besparelser
Også Kreds Midtjyllands generalforsamling bød på et medlemsinvolverende initiativ. Kredsen har det seneste år arbejdet med lærerige sygeplejefaglige historier, og arbejdet har vist, hvordan fortællinger om faglighed og hverdag fra engagerede midtjyske sygeplejersker har kunnet bruges til at afværge besparelser.
Generalforsamlingen vedtog at fortsætte indsatsen med at understøtte og videreformidle de sygeplejefaglige historier "som løftestang for de faglige og politiske budskaber".
Sygeplejersken fangede fire sygeplejersker på generalforsamlingerne i Kreds Syddanmark og Hovedstaden og spurgte dem, hvordan Dansk Sygeplejeråd kan forny sig som fagforbund, og hvordan de selv kan bidrage til forandring.