Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygeplejerskers pension rækker ikke til sus og dus

Sygeplejersker sparer generelt for lidt op til at få en uændret levefod som pensionister. Hvis man vil leve, som man plejer i den tredje alder, skal man spare omkring 15 pct. af sin fulde løn op igennem hele arbejdslivet. Sygeplejersker sparer i gennemsnit knap 12 pct. op, og det rækker ikke til megen luksus i alderdommen.

Sygeplejersken 2016 nr. 2, s. 18-21

Af:

Marianne Bom, journalist

2016-2-tema-pension2

Vil du spare mere op til pensionen? Det spørgsmål har pensionsselskabet PKA stillet 1.200 sygeplejersker for at få at vide, om de er interesseret i at høre mere om mulighederne for at sætte flere penge til side. 
 

Sådan tjekker du din pension

Hvordan ser din pensionsopsparing egentlig ud, og hvor langt rækker den? På hjemmesiden pensionsinfo.dk har pensionsbranchen og det offentlige samlet alle dine pensionsordninger, så du kan få et overblik. Hvis du skal have helt præcise oplysninger om din opsparing og vilkår, skal du logge på det enkelte pensionsselskabs hjemmeside. De fleste sygeplejersker har hovedparten af pensionen i PKA. På PKA.dk præsenteres alle medlemmer fra april for et hurtigt overblik over, hvor godt pensionen dækker i forhold til den nuværende indkomst.

Ja, vi vil spare mere op, lyder svaret fra godt hver fjerde sygeplejerske. Blandt de yngre – dem under 45 år – er interessen størst. Næsten halvdelen af de yngre vil gerne spare mere op, og det vil de, fordi de er usikre på, om der findes folkepension, når de bliver gamle. De er mest trygge ved at spare mere op selv, og de frygter at mangle penge i alderdommen, oplyser de i en ny spørgeundersøgelse fra sygeplejerskernes pensionsselskab PKA.

Og bekymringen for at savne penge i alderdommen er ikke grebet ud af den blå luft, siger medlemschef Britt Brandum fra PKA. 

”Sygeplejersker har haft fornuftige pensionsordninger i mange år, og de sparer i gennemsnit 11,9 pct. af deres samlede løn op til pension. På den baggrund er der ingen grund til direkte at frygte fremtiden. Men 11,9 pct. er relativt lidt, hvis man som pensionist gerne vil have en uændret levefod. Man skal spare 15 pct. af hele lønnen op gennem 40 år for at opnå samme levestandard som pensionist, som man havde, da man arbejdede,” siger Britt Brandum. 

Det kan selvfølgelig være forskelligt fra person til person, hvordan man gerne vil leve, når man bliver gammel. Nogle kan leve på en sten, men mange ønsker – særligt når pensionsalderen nærmer sig – at have råd til det samme som før, oplyser Britt Brandum.

Ekstra indbetaling er ”småtterier”

De yngre sygeplejerskers ønske om at spare mere op er typisk for vores tid, fortæller administrerende direktør Kim Valentin fra det uafhængige rådgivningsfirma Finanshuset i Fredensborg. Generelt er det sådan, at yngre generationer er mest indstillet på at spare op, selv om de lidt ældre er tættere på behovet for pengene. 

”At de yngre er mest minded for opsparing, skyldes den usikkerhed, der er omkring værdien af din opsparing og folkepension. Flere og flere tænker i alternativer til folkepension, og det er fornuftigt, for ingen ved jo, hvordan den offentlige pension udvikler sig i fremtiden,” siger Kim Valentin.

Endnu er sygeplejerskernes ønske om at spare mere op ikke slået voldsomt igennem i handling. Det er ifølge PKA stadig ”småtterier”, sygeplejersker indbetaler ekstra ud over den pension, der trækkes automatisk fra lønnen som følge af overenskomsten. Til gengæld er denne opsparing steget fra en årlig, gennemsnitlig indbetaling på 17.600 kr. i 2000 til 28.700 kr. i 2015. Det svarer til en stigning på 25 pct. i købekraft, dvs. at tallet er ”renset” for betydningen af prisstigninger. Men samlet er PKA’s konklusion altså, at sygeplejersker i gennemsnit ikke har særligt meget mere end de 11,9 procent, som spares op via lønnen. 

Sygeplejersker i en ”sur-sød” situation

Hvad batter sådan en opsparing så? Jo, hvis du sparer op som gennemsnittet, kan du se frem til at få ca. to tredjedele af din nuværende indtægt før skat, når du bliver gammel. Du har selvfølgelig mere, hvis du har andre værdier at supplere pensionsopsparingen med. Det kan være en mand, der vil dele sin pension med dig. Eller værdier, der kan sælges eller belånes: værdipapirer, smykker, bolig eller sommerhus. Eller en arv, du er helt sikker på at få.

Sagt på ”pensionssprog” har sygeplejersker i gennemsnit en dækningsgrad på omkring 60 pct. Dækningsgraden fortæller, hvor stor en indtægt man har som pensionist i forhold til tidligere. Da pensionister ikke har de samme udgifter som før, behøver de kun at have en dækningsgrad på 70-80 pct. for at opnå uændret levefod. På den baggrund kalder Britt Brandum sygeplejerskernes pensionsstatus en ”sur-sød situation”.

2016-2-tema-pension-tabel1”Med en dækningsgrad på omkring 60 pct. er sygeplejerskerne godt på vej i forhold til andre grupper på arbejdsmarkedet, der først begyndte at spare op gennem overenskomstbestemte ordninger i begyndelsen af 1990’erne. Sygeplejerskerne begyndte allerede i 1958, og indbetalingerne var fra starten på et ret højt niveau. Men sygeplejerskerne er nu overhalet af andre grupper, der er oppe på at indbetale 15-17 pct. af lønnen,” siger Britt Brandum.

Den mest effektive måde at sikre sygeplejersker en højere pension er at aftale det ved overenskomstforhandlingerne, mener PKA’s medlemschef. Den løsning fritager den enkelte sygeplejerske fra ansvaret for at skulle tage affære, og ved de seneste fornyelser af overenskomsterne er der da også sket forbedringer. Til april i år stiger pensionen f.eks. fra 13,37 til 13,51 pct. af den del af lønnen, der indgår i pensionsberegningen for de ansatte i regionerne. 

Men hvorfor er den gennemsnitlige pensionsopsparing så kun på 11,9 pct.? Det skyldes, at der ikke beregnes fuld pension af tillæg for arbejde i weekend, aften- og nattetimer. Af de tillæg sparer sygeplejersker kun 2 pct. op. 

2016-2-tema-pension-tabel2

Vil styrke dialog om pension

Kravet om mere i pension er rykket opad på prioriteringslisten ved de seneste overenskomstforhandlinger. Men løn er hver gang blevet prioriteret højere. Derfor ligger pensionen ifølge formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, ”til den lave side”.

”Det er dejligt, at PKA’s spørgeundersøgelse viser, at de yngre har fokus på pension og gerne vil sikre deres indtægt i alderdommen. De giver samtidig udtryk for en stor usikkerhed på, om de har nok penge til alderdommen, og det giver os i Dansk Sygeplejeråd anledning til at blive endnu tydeligere med at forklare, hvordan det med pension hænger sammen, og hjælpe medlemmerne f.eks. med flere gå-hjem-møder om pension,” siger Grete Christensen, der ønsker at styrke dialogen om pension frem mod overenskomstforhandlingerne i 2018.

Tjek din opsparing

Uanset hvad der sker ved overenskomstforhandlingerne, kommer du ikke udenom selv at tage pulsen på din pension. Særligt hvis du har været på deltid eller haft perioder med orlov, er der grund til at logge sig på PKA’s hjemmeside – og på de andre selskaber, du evt. er kunde hos – og tjekke din opsparing. For i perioder med orlov og deltid har du måske indbetalt ingen eller kun lidt til pension.

Det betyder, at du er bagud og måske vil indbetale ekstra. Og husk også, at du kun er sikker på at have din egen pension. Du kan ikke med sikkerhed regne med at få del i din ægtefælles opsparing, heller ikke selv om den er større end din. For i Danmark er pension et personligt anliggende. Pension deles som hovedregel ikke ved skilsmisse. 
 

Dette tema består af følgende artikler

(Illustration: Istock / Sasja Hermansen)