Børn og unge i krise skal ikke spises af med is

Med et tredages kursus og en handleplan i rygsækken kan sygeplejersker gøre en stor forskel for børn og unge i krise, når et familiemedlem kommer ud for en livstruende ulykke eller en akut livstruende sygdom.

Det viser udviklingsprojektet "Krise- og traumeinformeret støtte til børn og unge på hospitalet", som er foregået i Region Hovedstaden. 

Her fik 61 sundhedsprofessionelle – hvoraf flest var sygeplejersker – et tredages kursus i, hvordan børn og unge reagerer i krisesituationer. Og også opfølgende supervision. Kursisterne blev klædt på til at yde psykoedukation til familierne i, hvordan man bedst kan støtte børn og unge i krise. Samtidig fik de afdelinger, der deltog i projektet handleplaner og procedurer for, hvordan man håndterer akutte kriser, der involverer børn og unge.

Og det tre dages kursus havde en stor effekt på personalets tilgang til børn og unge som pårørende.

Ved projektets begyndelse svarede blot 11 pct. af det sundhedspersonale, der var med i projektet, at de i "høj grad" følte sig klædt på til at tale med akut kriseramte familier, men ved projektets afslutning var antallet steget til 50 pct. Og mens kun 29 pct. af personalet fra starten sagde, "at på min afdeling er vi i høj grad opmærksomme på børn og unges behov for støtte i alvorlige krisesituationer", så var der 67 pct., som mente det ved projektets afslutning.

Så børnene som et vedhæng

"Der har nok været en tilbøjelighed til, at det mest var den voksne i familien, man så, og at børnene mere var et vedhæng, hvor man f.eks. omtalte de pårørende som "en hustru med 2-3 børn", siger Anne-Sophie Caning, som er en af de sygeplejersker, der deltog i tredageskurset. Dengang arbejdede hun på en børneafdeling. I dag er Anne-Sophie Caning børne- og ungeansvarlig på Intensiv Terapiklinik på Rigshospitalet.  Det betyder, at hun har ansvar for at sikre støtte til kriseramte familier på sin afdeling samt udbrede viden på afdelingen og fungere som sparringspartner for sine kollegaer.

Selv om Anne-Sophie Caning altid har haft en særlig interesse for børn, så er hun efter kurset blevet endnu mere opmærksom på børnene og de unge:

"Jeg har da efterfølgende stået i f.eks. en situation, hvor der var en alvorligt syg forælder, hvor ægtefællen ikke kunne varetage børnene, fordi hun brød helt sammen. Og der så var to børn, der agerede voksne og gik ind den rolle, og hvor de både skulle tage stilling til en far, der var kritisk syg og måske ville dø, og samtidig en mor, der var faldet fra hinanden. Hvis jeg ikke havde fået nogle redskaber på kurset, så tror jeg ikke, at jeg ville have givet dem samme opmærksomhed og hjælp, som jeg kan nu efter kurset."

Information i børnehøjde

Kurset har givet personalet nogle retningslinjer for, hvordan de skelner mellem almindelige og alvorlige krisereaktioner. Og for, hvordan man bedst hjælper børnene og de unge.

"Det kan også bare være et knus eller information i børnehøjde. Nogle gange støtter man bedst børnene ved at støtte forældrene. Andre gange handler det bare om lige at stoppe op og sige "hej"," siger Anne-Sophie Caning og tilføjer:

"Vi står jo med det hver dag. Hver dag har vi børn og søskende, der er pårørende."

"Det handler om at huske at se børnene og de unge som pårørende på lige fod med de voksne og ikke bare stikke det barn, hvis far lige er kommet alvorligt til skade i en trafikulykke, en is," siger hun.

En af de største øjenåbnere for Anne-Sophie Caning i løbet af projektet har været selve italesættelsen af krisehjælp, som bl.a. Rigshospitalets chefpsykolog, Svend Aage Madsen stod for.

"Der er en tendens til, at man automatisk tænker, at folk i krise skal have specialiseret krisehjælp. Men jeg lærte, at det ikke nødvendigvis er en terapisamtale, der er brug for, men noget mere simpelt, som at nogen tager styringen og sørger for, at der er et sted, du kan lægge dig, et tæppe eller noget at drikke," siger Anne-Sophie Caning.

Kvalificeret medmenneskelighed

Og netop den pointe er faktisk en af de vigtigste, fortæller cand.psych.aut., Ditte Bruun Eriksen, som var projektleder på Region Hovedstadens projekt.

"Den akutte krisehjælp handler i høj grad om kvalificeret medmenneskelighed. Når man står i sit livs krise, skal der være nogen, der tør være der, hjælper med at skabe struktur og tør spørge til, hvordan det går med børnene," siger Ditte Bruun Eriksen. 

Hun oplevede undervejs, at flere sygeplejersker sagde, at de var bange for at åbne op for noget, de ikke var kvalificerede til at håndtere. 

"Men det, man bør og kan gøre i den akutte fase, indebærer ingen terapeutiske samtaler. Det handler om omsorg, nærvær, ærlighed og om at lytte," siger Ditte Bruun Eriksen.

Som led i en evaluering af projektet foretog hun 10 kvalitative interview med familier om, hvordan de blev mødt på hospitalet, og om, hvad der var hjælpsomt og omsorgsfuldt, og hvad der ikke var.

Fælles for familierne var bekymringen for børnene og den afmagt, de oplevede i forbindelse med ikke at kunne beskytte børnene mod smerte og tab. Flere gav udtryk for en usikkerhed i forhold til, hvordan de inddrager deres børn og tackler børnenes krisereaktioner, og ønskede hjælp til at vide, hvad der er normalt. Et gennemgående tema blandt alle de interviewede var dét at blive set og mødt som menneske og ikke som et nummer i rækken. Og særligt betydningsfuldt er det, når personalet træder ud af deres professionelle rolle og viser ekstraordinær, ikke forventet, omsorg og interesse.

Et andet fællestræk for familierne var en ambivalens forbundet med at modtage hjælp fra andre, som kom til udtryk ved både at have behov for at lukke sig og klare sig selv samtidig med en søgen efter hjælp og af og til en oplevelse af, at hjælpen ikke altid var der eller ikke kunne bruges.

Systematik mangler

"Vi lever i en tid, hvor vi som mennesker er bevidste om, at traumatiske hændelser har psykologiske konsekvenser – og det er noget, vi måske særligt som forældre gerne vil tage hånd om. Der er en forventning både fra Sundhedsstyrelsens side og fra patienternes side om, at den hjælp er til stede i sundhedssystemet. Men der er et mismatch i forhold til, om personalet er klædt på til at kunne levere den her støtte," siger Ditte Bruun Eriksen.

"Medmindre man havner på en børneafdeling, så kan man som familie ryge ned i nogle huller," siger Ditte Bruun Eriksen, som ærgrer sig over den manglende systematik på området i Danmark og i stedet retter blikket mod Norge, hvor man i højere grad har systematiseret, familierettet krisehjælp og fokus på børn som pårørende.

Direktør i Børn, unge & Sorg, Preben Engelbrekt, der har en baggrund som socialrådgiver og psykoterapeut, er enig med Ditte Bruun Eriksen i, at et af hovedproblemerne er den manglende systematik.

"I dag har vi kun Sundhedsstyrelsens anbefalinger fra 2012. Og de er også rigtig gode, men udfordringen er jo, at det kun er anbefalinger, og så bliver det meget op til den enkelte afdeling eller den enkelte sygeplejerske, om man får sat det i system," siger Preben Engelbrekt, der mener, at der bør være en generel lovgivning i Danmark.

"Jeg tænker, at udfordringerne med at inddrage børn og unge afspejler, at vi ikke har lovgivning på feltet – ligesom man har i Norge, Sverige og Finland. F.eks. bliver det ikke konsekvent skrevet ind i sygejournalerne, om der er hjemmeboende børn, deres navne, og hvor gamle børnene er. Det er alt for tilfældigt. Det betyder også, at der er risiko for, at man kan overse de mest udsatte. Dem der har et særligt behandlingsbehov," siger Preben Engelbrekt.

En del af specialuddannelsen

Intensivsygeplejerskerne har ikke i sinde at vente på, at der kommer en eventuel lovgivning på området.

Ifølge Lise Wolder, uddannelsesleder på intensivuddannelsen i Østdanmark, så er den arbejdsgruppe, hun er en del af, i øjeblikket ved at færdiggøre den nye nationale uddannelsesplan for specialsygeplejersker i intensiv pleje. Og her kan det tredages kursus, som man har kørt i Region Hovedstaden, fra næste år være en integreret del af intensivsygeplejerskernes specialuddannelse.

"På intensivafdelingerne arbejder man ofte meget alene og har ansvar for en bestemt patient, og derfor er det vigtigt, at den enkelte sygeplejerske kan hjælpe familierne med at håndtere den akutte sorg, så børn og unge ikke bliver tabt på gulvet som pårørende," siger Lise Wolder.

Lise Wolder mener desuden, at viden om, hvordan man bedst hjælper familierne, også vil give sygeplejerskerne øget jobtilfredshed:

"Så skal sygeplejersker ikke længere gå hjem med en følelse af utilstrækkelighed, fordi de ikke har den viden, der er brug for til at hjælpe patienterne."

Læs også

Mavefornemmelse afløst af viden

Tag jer lidt tid til at snakke med os