Fremtiden for mandlige sygeplejersker afhang af os

En tidlig morgen i januar 1951 troppede syv unge mænd op til undervisning på Rigshospitalets Sygeplejeskole til stor overraskelse for de 17 unge kvinder på holdet, men der var ikke tale om en fejl. Tre år efter blev Danmarks første mandlige sygeplejersker uddannet. Axel Johannesen var en af dem. 

”En af de kvindelige sygeplejeelever fortalte senere, at hun troede, hun var gået forkert den første dag,” griner han.

67 år senere sidder han i en stor lejlighed i centrum af Sorø og kan se tilbage på en hel menneskealder i sygeplejen. Der er højt til loftet i lejligheden, og væggene er fyldt med familiebilleder i en sådan grad, at det næsten ikke lader sig gøre at bedømme, hvad farve de er malet. Med en familie, der efterhånden tæller flere end 35 mennesker, når de er samlet, er der nok at pryde væggene med. Axels kone gennem mere end 65 år, Gunhild, dækker op til kagebord, mens Axel fortæller, hvordan han ved et tilfælde blev en del af dansk sygeplejehistorie.

Fra Færøerne til foregangsmand

Født og opvokset på Færøerne kom Axel Johannesen bare 20 år gammel til Danmark i 1946 for at blive uddannet diakon fra Diakonhøjskolen i Aarhus. Diakoner blev ud fra en kristen grundtanke uddannet i socialt arbejde og praktisk sygepleje og fandt typisk arbejde på eksempelvis plejehjem. Det var under Axels uddannelse her, at Diakonhøjskolens daværende forstander Tange Jensen og Rigshospitalets forstanderinde Eli Magnussen i fællesskab udvalgte syv unge mænd, der blev opfordret til at blive det første hold mandlige sygeplejersker.

Hidtil havde sygeplejersketitlen været forbeholdt kvinder, men i et forsøg på at løse datidens sygeplejerskemangel havde man efter længere tids debat besluttet, at man forsøgsvis ville lade mænd tage uddannelsen. Dog var der visse forbehold, for de syv unge mænd måtte i den grad chance den, da de takkede ja til tilbuddet.

”Rigshospitalets direktør forlangte, at vi skulle skrive under på, at uanset om vi gennemførte sygeplejerskeuddannelsen eller ej, så kunne vi ikke stille krav om statsautorisation,” fortæller Axel. Autorisationsloven fra 1933 gjaldt kun kvinder, så rent juridisk var det ikke på daværende tidspunkt muligt for mænd at modtage autorisationen. Først flere måneder efter de blev færdiguddannet, modtog de deres autorisation, og indtil da havde de ikke haft nogen garanti for nogensinde at få den. ”Så vi tog en stor chance, og det var vi klar over,” fortæller Axel alvorligt.

Ligebehandling med moderation

De mandlige elever måtte ikke bo i Rigshospitalets elevboliger side om side med de kvindelige, men måtte i stedet selv ud i byen og finde logi, men den daglige gang på sygeplejeskolen foregik uden særlig forskelsbehandling.

 ”Vi blev placeret i alfabetisk orden, drenge og piger imellem hinanden. Vi blev ikke delt op, og der blev overhovedet ikke gjort forskel lige fra første dag,” fortæller Axel. 

Dog var der visse bekymringer om de mandlige og kvindelige elevers omgang med hinanden, der gav sig udslag i morsomme situationer. Et år havde Axel og elevkammeraten Orla meldt sig til at deltage i DSR’s landsmøde på Thestrup Højskole. De deltog i fred og fordragelighed som de eneste mænd blandt 80 unge kvinder, men da mørket faldt på, blev de passet op af højskolens forstanderinde, der venligt men bestemt bad dem om at pakke deres bagage og følge med ud i garagen i nattens mulm og mørke. ”Så blev vi sat i bilen og kørt langt ud på landet til en bondegård, hvor vi to skulle overnatte. De skulle ikke risikere noget ved at lade os overnatte sammen med pigerne!” 

Axel slår en stor latter op. Han var allerede da gift med hustruen Gunhild og mente nu nok, at der var tale om en overreaktion. 

Fællesskab i Kahytten

Under afdeling H havde man indrettet et personale- og omklædningsrum til de mandlige elever. ”Kahytten”, kaldte de det indbyrdes, for her var snarere tale om et lille hummer, der nødtørftigt var indrettet til formålet. I rummet var ikke meget andet end en brusekabine, en slidt sofa og et par stole, men i Kahytten fandt de unge mænd et fællesskab, der kunne rumme både sorger og glæder.

”Vi drak te, spillede kort og hyggede os. Vi mødtes for at snakke, og vi støttede hinanden gennem alt. I Kahytten holdt vi sammen.” 

Særligt hvordan de tog sig ud, og hvilke signaler de udsendte, lå dengang de mandlige elever meget på sinde. Det var blevet gjort helt klart for dem, at fremtiden for den mandlige sygepleje afhang af, hvordan de klarede sig. Deres uddannelse var med andre ord et eksperiment. 

”Vi snakkede meget om indbyrdes, at vi ikke måtte begå fejl. Vi vidste, at vi havde noget hængende over os. Det her ville komme til at gælde hele den mandlige sygepleje, og det var et stort pres, det må jeg sige,” konstaterer Axel eftertænksomt.

Eksamensholdet fra Rigshospitalet i 1954, hvor de første syv mandlige sygeplejersker blev færdige. Axel Johannesen ses yderst til venstre på forreste række.

Arkivfoto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Mænd er stadig en minoritet

Efter endt uddannelse havde Axel et væld af spændende stillinger i sygeplejen og indstillede først sin karriere i 1992 efter 23 år som plejehjemsinspektør i det daværende Vestsjællands Amt. I år er det 67 år siden, de første mandlige sygeplejersker blev uddannet, men alligevel er mandlige sygeplejersker fortsat en minoritet. Blot ca. 3,5 pct. af alle sygeplejersker er i dag mænd, så på den måde er noget stadig, som det var dengang. Axel Johannesen vil på det kraftigste opfordre flere mænd til at søge mod sygeplejen. ”Mænd kan være sygeplejersker lige så godt som kvinder. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at der stadig ikke er flere mænd, der søger sygeplejen. Det er et fantastisk arbejde,” siger han. 

Læs også: 

• Det var min mission at nedbryde fordomme
• Derfor blev vi sygeplejersker