Grønland er Grønland, ikke Danmark

Hvis Kenneth Vith ikke lige kan huske alle navnene på sine kollegaer, er det ikke udtryk for arrogance eller en udpræget dårlig hukommelse. For hver gang han har en vagt sammen med fire andre sygeplejersker, er han den eneste fastansatte sygeplejerske på intensivafdelingen på Grønlands landshospital, Dronning Ingrids Hospital i Nuuk – resten er vikarer. På afdelingen er der 20 normeringer til fire senge, hvoraf der er tre fastansatte sygeplejersker, en afdelingssygeplejerske og en sundhedsassistent. De resterende er vikarer. I løbet af et år har der typisk været 120 personer, der har haft en kortere eller længere tilknytning til afdelingen.

"Det kan til tider være hårdt, da du står med et kæmpestort ansvar, og det forventes, at du er alvidende som fastansat," erkender Kenneth Vith, der har været en del af afdelingen siden april 2016. Han kommer med et eksempel:

"De akutte situationer, hvor der skal handles hurtigt og effektivt, er ofte meget udfordret af, at man ikke er vant til at arbejde sammen og kender hinanden."

Livline til Rigshospitalet

Ifølge den fastansatte sygeplejerske kræver arbejdet stor beslutningsdygtighed og handlekraft, der ofte rækker ud over de otte års erfaring, han indtil videre kan skrive på sit CV. Særligt fordi intensivafdelingen i Nuuk – modsat danske intensive afdelinger – er en almen intensiv afdeling med et stort, bredt ansvar for behandling, lige fra tidligt fødte børn til voksne. Kenneth Vith, hvis speciale var hjertepatienter, havde ingen erfaring med børn, da han ankom.

"Det var en stejl læringskurve, indtil jeg også kunne håndtere dem, men det var et stort skridt for mig. Det var ikke nemt," indrømmer han blankt.

Problemet er det samme på lægesiden. Her er der også mange vikarer. Og i sommer var det særligt slemt på det lille grønlandske landshospital, da der hverken var fastansatte læger eller muligt at få vikarer. Det gjaldt også for rekruttering af sygeplejevikarer, og derfor fik de lægestuderende (FADL) til at hjælpe i stedet. Det betød, at de blev nødt til at reducere antallet af senge fra fire til tre i en periode. De resterende blev evakueret til Rigshospitalet i Danmark, hvilket er en dyr løsning for det i forvejen økonomisk hårdt pressede sundhedsvæsen.

"Med så mange sygeplejerske- og lægevikarer omkring dig står du nogle gange i en situation, hvor ingen har den store ekspertise eller rutine i situationen. Her har vi heldigvis mulighed for at kontakte Rigshospitalet, som er en fantastisk livline, hvor vi har adgang til de danske instrukser og vejledninger."

Non-verbal kommunikation er vigtigt

Trods status som et landshospital er Dronning Ingrids Hospital et lille hospital med ganske få specialer. Af selv samme årsag er Kenneth Vith meget tilfreds med "den strøm af viden", som hospitalet konstant bliver tilført, hver gang der kommer en ny vikar. Det er lige fra opdateret viden om børn til neurologi. Derudover har han kun ros tilovers for de mange vikarer:

"De er supermotiverede og fleksible, og når der mangler en vagt onsdag aften, træder de til."

Et typisk spørgsmål, han får fra vikarerne, når de ankommer, er, hvordan kommunikerer man med de grønlandsktalende patienter, som udgør en stor del af patientgrundlaget. Kenneth Vith taler selv et meget beskedent grønlandsk, som begrænser sig til få høflighedsfraser, hvorefter tolken tager over.

"Det skal ikke bortforklares. Det er et problem, særligt når patienten udtrykker sine følelser, og hele samtalen går igennem en anden person. I de situationer kan man slet ikke undvære en tolk."

Omvendt tilføjer han, at trods hans manglende evne til at tale grønlandsk får han alligevel en form for direkte kontakt til patienten.

"Alene min tilstedeværelse, nærvær og udstråling af ro og kontrol gør, at man skaber tryghed hos den kritisk syge og pårørende," forklarer Kenneth Vith, der oplever en stor personlig tilfredsstillelse, når den non-verbale kommunikation lykkes.

Vores mindset er forskelligt

Ellers oplever den grønlandserfarne sygeplejerske, at enkelte danske sygeplejerskevikarer forventer, at et grønlandsk sygehus er et dansk "mini-samfund". Her gentager han ofte, at Grønland ikke er Danmark. Grønland er Grønland.

"Ja, vi følger danske procedurer, og hospitalet er på mange måder indrettet som et dansk hospital, men ellers er der meget, der er anderledes," siger intensivsygeplejersken og kommer med et par eksempler:

"Afdelingerne er ikke topspecialiserede på samme måde som i Danmark, og arbejdsgangene kan derfor ikke foregå helt på samme måde som et dansk hospital, hvor der er styr på alting, helt ned til den mindste detalje. Jævnligt skal man bruge sin sunde fornuft, når man står i en situation, som falder uden for procedurerne og retningslinjerne."

Ifølge Kenneth Vith er danskere og grønlænderes mindset forskelligt. Der er mere ajunngilaq (det er i orden, red.) over dem, både ens kollegaer og patienter. De reagerer og agerer anderledes end danskerne, hvilket er en udfordring i begyndelsen – men på sigt en stor berigelse.

Læs også: 

• Man får respekt for naturen
• I Grønland er det vind og vejr, der bestemmer