Jeg var skæv til lægekonsultationer

Elisabeth Lumholdt finder en sprøjte frem fra køleskabet, med en mørk brunlig væske og lægger en smule under tungen. Sprøjten med indhold har hun købt over nettet, for den står ikke på listen over medicin, lægen mener, hun har brug for – indholdet er nemlig cannabisolie, som mange læger ikke vil udskrive.

Selvmedicineringen med cannabis begyndte Elisabeth Lumholt på for otte måneder siden. Hun fik besked om, at hun havde brystkræft af uhelbredelig karakter, og hendes svoger foreslog at prøve medicinsk cannabis.

"Min verden væltede. Jeg stod der med to små børn og min nygifte mand og var uhelbredeligt syg. Min første reaktion på medicinsk cannabis var, at det kan jeg ikke overskue," fortæller Elisabeth Lumholt.

Men med hjælp fra sin mand, som er kirurg, læste hun en række videnskabelige artikler. Her fandt de ud af, at forsøg på bl.a. mus pegede på, at medicinsk cannabis kunne have en positiv virkning på den kemo- og strålebehandling, som Elisabeth Lumholt skulle igennem.

Videnskabelig tilgang

De forsøg og videnskabelige artikler, som Elisabeth Lumholdt og hendes mand fandt frem til, peger på, at stoffet THC kan øge appetitten, så man ikke taber sig, hvilket man ellers ofte gør under kemobehandling. De viste, at THC muligvis også kan virke cancercelledræbende. Derudover tydede de på, at CBD kan hæmme udviklingen af metastaser og mindske risikoen for nervebetændelse.

"Jeg har et klart indtryk af, at cannabis har haft en positiv virkning. Jeg har haft en helt utrolig god effekt af min kemo- og strålebehandling og har ikke tabt mig, men faktisk taget på. Jeg har heller ikke haft nervebetændelse, som er en hyppig grund til, at man må afbryde kemo eller gå ned i dosis," konkluderer Elisabeth Lumholt.

Hvad der især har overbevist hende, har været en kemo-periode, hvor hun er trappet ned til en fjerdedel dosis af den cannabismedicin, hun tager. I denne periode voksede Elisabeth Lumholts kræftknude på trods af kemobehandlingen, indtil hun gik op i dosis igen. Men samtidig påpeger Elisabeth Lumholt, at den videnskabelige evidens er sparsom, da der er tale om forsøg med celler i reagensglas og forsøg på dyr.

"Der mangler forskning, for det er svært at undersøge virkningen af alle de forskellige cannabinoider samtidig, og der mangler penge til forskningen. Men jeg synes, vi har været meget ansvarlige min mand og jeg, og jeg synes, vi har gjort det rigtige," siger hun.

Elisabeth Lumholt er godt klar over, at der er en mulighed for, at det er placebo og ikke den medicinske cannabis, som har hjulpet hende, men hun holder alligevel fast i selvmedicineringen:

"Jeg er ligeglad med, hvis det kun er placebo, selvom jeg ikke tror det. For man skal selv tro på miraklet og håbet. Det er det eneste, man har som patient i den her situation."

"Cannabis er ikke en dans på roser"

"Det er voldsomt at tage cannabis i de mængder, jeg gør, for det har en indvirkning på ens hverdag, og det kræver, at man har et socialt netværk, som kan støtte en," siger Elisabeth Lumholt.

For hende har det taget tid at finde den rette dosis, og hun har brugt så høj mængde cannabisolie, at hun har oplevet en euforiserende virkning.

"I starten var det meget grænseoverskridende at blive skæv. For mig har det betydet, at jeg ikke har kunnet passe mine børn i det omfang, jeg normalt ville have gjort. Jeg har ikke kunnet deltage i morgenhyggen, fordi jeg har været skæv, og jeg har mødt skæv op til lægekonsultationer," fortæller Elisabeth Lumholdt.

Her bryder hendes mand ind og påpeger, at selvom det har været svært, har der også været positive effekter af cannabismedicinen – det har nemlig påvirket Elisabeths stressniveau.

"Det er rigtigt. At få så voldsom en melding er en skrækkelig situation at stå i, og på en eller anden måde, så – selvom det lyder forfærdeligt – har cannabis gjort mig lidt mere sløret og gjort mig mere ligeglad," tilføjer Elisabeth Lumholt.

Savnede forståelse og anerkendelse

Den første gang, Elisabeth Lumholt oplevede at være skæv, var under en indlæggelse på grund af svækket immunforsvar. Hun vågnede i løbet af natten og kunne, i kraft af selv at være sygeplejerske, genkende sine symptomer som mulige tegn på sepsis (blodforgiftning).

"Jeg prøvede at ringe til min mand, men jeg kunne ikke taste hans nummer, så jeg kaldte på sygeplejersken. Det første, jeg sagde til hende, var, at jeg havde taget medicinsk cannabis. Hun mærkede på mig og målte min puls og sagde, at jeg var skæv," fortæller Elisabeth Lumholt.

Dagen efter mødtes hun med en ung læge, som udleverede en artikel. Den omhandlede en læge, som havde fået kræft, medicineret sig selv med cannabis og fået varige psykoser. Den unge læge advarede Elisabeth om, at hun risikerede at få varige mén på grund af brugen af cannabis.

"Der er noget andet, der også er varigt – døden," svarede Elisabeth Lumholt, som følte sig provokeret af lægens formanende ord.

Derudover var hun forarget over ikke at få at vide, at den medicin hun fik i kemobehandlingen ligesom cannabis kunne føre til psykoser.

Elisabeth Lumholt har igennem hele sit forløb fortalt lægerne om selvmedicineringen, og flere af dem har forsøgt at tale hende fra det.

"Jeg kunne godt have ønsket mig, at sundhedspersonalet havde respekteret mit valg. Om de så synes, det er et dårligt valg eller ej. Man må prøve at forstå, at jeg stod i en desperat situation," siger Elisabeth Lumholt.

Hun er selv sygeplejerske på en akutafdeling og har derfor lagt særligt mærke til sundhedspersonalets reaktioner.

"Jeg har tit tænkt, at det må være mærkeligt for sygeplejersken, som kom ind til mig om natten, da jeg var skæv. Jeg har været dybt imponeret af hendes måde at håndtere det på – hun var god til at berolige mig," fortæller Elisabeth Lumholt blandt andet.