Søg viden og snak med kolleger

En borger med kræft spørger hjemmesygeplejersken til råds om medicinsk cannabis, for han har hørt meget om det i medierne. Men hun har ikke den nødvendige viden til at rådgive og ved ikke, hvad hun egentlig må sige. Det er en af de problematikker, hjemmesygeplejerskerne oftest fremhæver, da Sygeplejersken i en rundspørge forsøger at finde svar på, hvilke etiske dilemmaer sygeplejersker ser og møder i forhold til medicinsk cannabis.

Listen over mulige bekymringer er lang, men adskillige sygeplejersker fremhæver, at cannabis kan gøre det svært at afklare effekt og bivirkninger af anden medicin, føre til større ulighed i sundhed og sætte sygeplejerskerne i et dilemma i forhold til, hvordan de agerer bedst muligt.

Hvad skal jeg gøre?

En af de problemstillinger, som ligger sygeplejerskerne meget på sinde, er, når borgere eksperimenterer med cannabis ved siden af anden medicin, som sygeplejersken administrerer.

"Skal borgerens egen læge vide besked eller ej? Hvis en borger har skaffet cannabis udenom egen læge, er han/hun måske ikke interesseret i, at egen læge får besked, men det sætter mig som sygeplejerske i et dilemma, hvis jeg har ansvaret for medicinadministrationen i hjemmet,"  skriver en hjemmesygeplejerske fra Aarhus i rundspørgen.

Lignende udmeldinger kommer fra mange andre sygeplejersker, men det er langtfra den eneste bekymring, som dukker op. Tanken om, hvad man som sygeplejerske skal gøre, hvis man bliver spurgt om hjælp til indtagelse af cannabis hos en svækket patient, som har haft rigtig god effekt af dette, men ikke kan tage det mere selv, fylder også hos en del.

"Siger man bare, nej det må jeg ikke, vel vidende at borgeren måske får nogle gener den sidste tid, han har at leve i? Heldigvis har jeg ikke stået i den situation. Men det kan da godt skræmme mig," nævner en sygeplejerske fra Hørsholm.

Netop dette spørgsmål om "hvor langt vil jeg gå?" har Louise Bülow stillet sig selv. Hun er KOL-sygeplejerske i Nordfyns Kommune, og mødet med adskillige borgere, som tager cannabis, har fået hende til at reflektere over, hvad hun ville gøre:

"Hvis det er en terminal borger, som jeg kender godt til – så ville jeg give det. Der er nok mange, der ikke ville, men, medmindre lægen decideret siger, det skal du ikke gøre, så ville jeg. Også selvom det er på eget ansvar," siger hun.

Det kan være kompliceret for sygeplejerskerne at finde ud af, hvordan de skal agere overfor patienter, som selvmedicinerer med cannabis. Især vejledningen er for mange sygeplejersker et problem, da de ikke ved, hvor meget de må sige, eller ikke har viden nok på området.

"Jeg begynder at møde patienter, som enten får cannabis eller har spørgsmål om det, men det er virkelig svært at finde rundt i området, da der er en masse ikke-faglige »informationer« om det på nettet, med bl.a. avisartikler med forskellige og gerne modsigende synspunkter, og en masse folk, som tror, det kurerer alting," skriver en hjemmesygeplejerske i Ringsted Kommune.

Hun er langtfra den eneste, der ikke føler sig klædt på til at svare på borgernes spørgsmål. Også sygeplejersken fra Hørsholm Kommune er i tvivl om, hvordan hun skal agere:

"Jeg oplever store udfordringer i det, for jeg ved slet ikke nok om cannabis. Når jeg står hos en borger, der tager cannabis, kommer jeg helt på glatis og kan mærke, at jeg trækker mig fra borgeren, fordi jeg bliver bange for, om jeg kommer til at vejlede i noget, jeg ikke må."

Illustration: Morten Voigt

Indlevelse og omsorg

Svaret på, hvad man som sygeplejerske må sige og gøre, er ikke så sort-hvidt, men skal ses fra mange forskellige sider. Det mener Laila Twisttmann Bay, som er næstformand i Sygeplejeetisk råd.

"Man må tage det bedste valg ud fra de forskellige perspektiver, der er; lovgivningen, ens personlige holdninger, værdierne i sygeplejen, den patient, man står overfor, og ens samarbejdspartnere," siger hun.

Laila Twisttmann Bay mener, at det er vigtigt at holde en balancegang mellem det, man juridisk ikke må, og samtidig anerkende, at borgerne føler et behov, og at de har lyst til at prøve det her.

"Man må prøve at være så faglig, man kan, men stadig med indlevelse og omsorg for patienten. Derudover må man informere så godt, man kan, og hjælpe patienten med at afdække den viden, der er."

Snak med kollegaer og søg viden

Laila Twisttmann Bay mener, det er en vigtig opgave for sygeplejersker at finde ud af, hvilken viden der egentlig er på området. Det er en del af deres ansvar:

"Som sygeplejerske er man forpligtet til at holde sig opdateret, og det kan man jo ikke være på ALT. Men for at handle på det her bliver man nødt til at have en viden i forvejen, for hvis man står i situationen og skal tage stilling, kan det være rigtig svært."

En vigtig måde at afklare mulige dilemmaer på er ved at være på forkant og i sin personalegruppe tale om, hvilke problemstillinger man kan komme til at stå i. Det mener Laila Twisttmann Bay, og professor i medicinsk og anvendt etik, Thomas Ploug, er enig:

"I de faglige sammenhænge man indgår i, bliver man nødt til at drøfte: Hvad kan vi stå inde for, og hvilke anbefalinger kan vi give? Man kan skele til behandlingspolitikker i udlandet for at finde ud af det," siger han.

Laila Twisttmann Bay foreslår, at man i diskussionen med sin personalegruppe f.eks. tager udgangspunkt i sygeplejeetisk råds refleksionspjece, inviterer sygeplejeetisk råd på besøg eller får besøg af en jurist. For at diskussionen bliver til noget, er det især op til lederne at være sig det faglige ansvar bevidst og sætte cannabis og den nye forsøgsordning på dagsordenen, mener Laila Twisttmann Bay.