Sygeplejersken
At væbne sig med tålmodighed
Personalet på Bornholms Hospital er blevet bedre til at sige ”Hvad er bedst for Esther?” Men det tager lang tid at ændre kulturen på et hospital, siger Christina Bej Vilhelmsen, som er fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på Bornholms Hospital.
Sygeplejersken 2019 nr. 6, s. 33
Af:
Marianne Bom, journalist
Hvordan har personalet oplevet forsøget?
”Det startede med, at der var en positiv tilgang. For vi havde alle oplevet at beklage os over, at det ikke altid var det faglige, der var styrende. Men samtidig var der andre initiativer, og det var svært at få planerne om værdibaseret sundhed fra kontorerne og ned til personalet. Det var svært at få personalet til at opleve, at det var deres projekt, fordi de var for lidt involverede. Værdibaseret sundhed er ikke et ”quick fix”. Det er en kulturændring, der tager lang tid. Men vi er blevet bedre til at sige ”Hvad er bedst for Esther?” Det er et slogan, der minder os om at arbejde med fokus på værdi for patienten. Men vi skal blive endnu dygtigere.”
Hvad har forsøget betydet for patienterne?
”Det er svært at sige. Jeg arbejder selv i akutmodtagelsen, hvor der ikke er den store forskel. Det er nok først og fremmest i ambulatorierne, patienterne oplever forbedringer. Nogle patientgrupper er nemmere end andre. I ambulatorierne har det for eksempel været muligt at samle flere undersøgelser på samme dag, når patienten ønsker det. Men der skal mere til for at give kroniske, ældre patienter et værdibaseret tilbud, blandt andet fordi der er flere samarbejdspartnere.”
Gode råd til andre?
”Sørg for at få personalet med på idéen fra starten. Involvér medarbejderne, og giv dem ejerskab. Og så er det vigtigt at bevare de høje ambitioner, mens man væbner sig med tålmodighed.”