Sygeplejersken
Tid til international hæder
Dansk Sygeplejeråd modtager indstillinger til sygeplejersker, som næste år kan hædres med Florence Nightingale-medaljen.
Sygeplejersken 2020 nr. 14, s. 14
Af:
Henrik Boesen, journalist
Krig og andre væbnede konflikter. Natur- og menneskeskabte katastrofer. Pandemier. Én fællesnævner for disse begivenheder er, at mennesker kommer til skade i et eller andet omfang, og mange dør. Unge, gamle, syge, raske, mænd, kvinder – og de skal alle have hjælp: akut, lindrende, forebyggende.
Sygeplejersker er aktive medspillere i dette arbejde. De kan være lokale, regionale eller tilrejsende. Store danske organisationer som Folkekirkens Nødhjælp, Læger uden Grænser og Røde Kors m.fl. sender danske sygeplejersker ud i verden, men også herhjemme har der vist sig sygeplejersker, som har været uundværlige, f.eks. under den igangværende coronaepidemi.
Exceptionelt mod og opofrelse
Det internationale Røde Kors i Genève hædrer hvert andet år på verdensplan 50 sygeplejersker. De har hver især bidraget med en indsats, der fortjener hyldest i form af at modtage Florence Nightingale-medaljen. Kriterierne for at modtage medaljen lyder: ”Modtageren skal have udvist exceptionelt mod og opofrelse i konflikt- og katastrofeområder eller have udført pionerarbejde inden for offentlig sundhed.”
Dansk Sygeplejeråd modtager forslag fra medlemmerne til indstillingen af en dansk sygeplejerske, som kan komme i betragtning.
Florence Nightingale-medaljen blev uddelt første gang i 1912, og den første danske sygeplejerske modtog den i 1920. Siden da er yderligere 42 danske sygeplejersker blevet hædret med medaljen, senest i 2019.
Forslag til en medaljemodtager sendes senest onsdag den 16. december i en mail til dsr@dsr.dk, skriv ”Florence Nightingale” i emnefeltet.