Sygeplejersken
Vaccinationsplan er klar
Vacciner er på vej. Frontpersonale i sundheds- og ældresektoren er blandt de første, der får tilbudt vaccine mod covid-19, når de er godkendt og klar til brug
Sygeplejersken 2020 nr. 14, s. 7
Af:
Lotte Dahlmann, journalist,
Anne Witthøfft, journalist
Ældre borgere, kronisk syge og frontpersonale i sundheds-, ældre- og socialsektoren. Det er de grupper, der står øverst på den udrulningsplan for vaccination mod covid-19, som Sundhedsstyrelsen har udgivet på tærsklen til december.
”Det er kort sagt dem, der er i risiko for at dø af covid-19, og dem, der skal passe på de syge,” sagde sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke på det pressemøde, hvor han præsenterede regeringens plan for, hvem der står forrest i køen til de første vacciner, som allerede ventes godkendt i slutningen af året.
Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm nævnte bl.a. personale på intensivafdelinger og plejehjem samt i hjemmeplejen som nogle af de medarbejdergrupper, der er omfattet af første fase af vaccinationsplanerne.
Gratis og frivillig
Vaccinen bliver gratis og frivillig. Og vacciner frigives først, når de er godkendt af Lægemiddelstyrelsen.
De første vacciner ventes klar til brug i slutningen af december, oplyste sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.
Formand i Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen siger:
”Det er godt, at vaccinen er på vej til Danmark. Og det giver god mening, at vi skal passe på de mest sårbare i vores samfund. Men det giver mindst lige så god mening, at frontpersonalet i social-, sundheds- og ældresektoren også prioriteres i første fase, så de fortsat kan passe deres arbejde med at behandle og pleje de syge og ældre.”
I første omgang vil det være testcentrene, også kendt som 'De Hvide Telte', der vil stå for at give vaccinerne.
Ifølge en meningsmåling som Kantar Gallup har foretaget for Berlingske er 80 pct. af danskerne klar til at lade sig vaccinere mod covid-19.
Læs mere
Sygeplejestuderendes Landssammenslutning
SLS er en studenterpolitisk organisation, der kæmper for en god og udfordrende uddannelse og den bedste studietid.
Bivirkninger efter vaccination anerkendt som arbejdsskade
En vaccinationsskade kan anerkendes som arbejdsskade, hvis vaccinationen er givet som led i ens arbejde, og hvis den har medført en dokument...