Ramt af en tsunami

“Vi fik seks påbud. Jeg troede faktisk, det var værre.”

Fængselssygeplejerske Betina Gade stopper et øjeblik med at skille et par plastikkasser fra hinanden og kigger ud ad vinduet, hvor morgenlyset rammer hende i ansigtet. Da Sygeplejersken kommer på besøg, har hun allerede været i gang i et par timer i fængslets nye medicinrum, hvor blå og røde plastikkasser står stablet overalt i rummet.

“Da jeg først hørte, at Jyderup Fængsel havde fået otte påbud, var min første tanke, at det ville vi også få her i Nørre Snede,” fortæller Betina Gade.

For efter at være gået rundt i sin egen lille boble i årevis, hvor mange procedurer var selvopfundne, kunne hun godt regne ud, at de ville få hug af Styrelsen for Patientsikkerhed. Hun er dog først og fremmest taknemmelig for tilsynets besøg.

“Det gør, at vi som fængselssygeplejersker og det arbejde, vi udfører, kommer i fokus. Det har været tiltrængt,” forklarer Betina Gade.

Hun fortæller, at hun ofte har savnet lydhørhed og opbakning fra ledelsens side i forhold til de udfordringer, hun har stået med. Her er det Betina Gades oplevelse, at tilsynets besøg har tvunget personalet til at tale sammen på en måde og i et omfang, de ikke har gjort før.

“Jeg knokler som aldrig før, og jeg burde måske have taget en sygemelding her i efteråret, men der er hul igennem til ledelsen, og det lysner forude. Vi er i gang med at vende en kæmpe skude her – sammen,” forklarer Betina Gade optimistisk.

Ulovligt medicinskab

“Vi vidste det ikke”

En af de helt store forandringer, der virkelig har krævet timer og stadig kræver timer, er netop fængslets nye medicinrum, hvor hver indsat har sin egen medicinkasse med navn og CPR-nummer. I al den tid Betina Gade har været ansat i Kriminalforsorgen, har fængsler og arresthuse haft fælles medicinskabe. Institutionschef i Nørre Snede, Carl Johan Bjørnsholm, bekræfter også, at der i hans 20 år i Kriminalforsorgen altid har været fælles medicinskabe.

Ingen af dem har vidst, at det rent faktisk er ulovligt.

“Jeg vidste det ikke. Mine kolleger vidste det ikke. Ledelsen vidste det ikke. Det er ret vildt. Vi har brudt loven. I årtier,” fortæller Betina Gade, der allerede har været i gang i flere timer i det nye medicinrum.

“Et slag på tasken er, at de nye procedurer omkring medicinen, at håndtere og dosere den, opbevare den, lave bestillinger og redigere medicinark, ja, det løber nok op i, hvad der svarer til en fuldtidsstilling,” forklarer Betina Gade.

“Dræber I folk i det fængsel?”

Håndskrevne noter i en række ringbind. Et par af dem en anelse gnidret. Betina Gades kollega Christina Christiansen bladrer rundt og forklarer, hvordan personalet stadig skriver mange af deres journaler i hånden. Hun hæver øjenbrynene en anelse: Bøvlet og tidskrævende, lader hun en forstå.

Ligesom Betina Gade kunne hun heller ikke undgå at føle sig ramt, da Nørre Snede fik det næstalvorligste påbud, som Styrelsen for Patientsikkerhed kan give.

“Dræber I folk i det fængsel?” som en kommunal ansat sygeplejekollega bemærkede, da påbuddet rullede i de lokale medier. Det gør de naturligvis ikke, som fængselssygeplejerske Christina Christensen understreger:

“Men det er rigtigt, at der med det gamle medicinsystem var risiko for, at man ikke opdagede, om man tog en pille på 10 mg eller 5 mg. Man skulle da være yderst opmærksom. Men det var vi også,” siger Christina Christensen.

“Et fængsel er et særligt sted”

Ingen af fængselssygeplejerskerne løber fra deres ansvar, og alle understreger, at de indsatte naturligvis har samme krav på samme høje kvalitet i sundhedsbehandlingen som alle andre. Men et fængsel er et særligt sted, fortæller de, hvor sikkerheden altid kommer først. Betina Gade forklarer:

“Lad os sige, at en indsat skal til en lægefagligt vurderet undersøgelse. I lukket regi skal der ofte 2-3 mand med på udgang. Spørgsmålene er blandt andet: Er det forsvarligt at køre med den indsatte? Kan vi vente med undersøgelsen til løsladelse?” siger Betina Gade og uddyber:

“Vi har brug for 14 dages varsel før undersøgelsen, da det kræver både sagsbehandling og planlægning. Der er med andre ord mange forhold, der spiller ind, og så kan vi jo diskutere, om vi sikrer lige adgang,” siger Betina Gade, der understreger, at alle akutte behandlinger naturligvis altid bliver løst.

Institutionschef: Ansvaret ligger på vores bord

Hun beskriver den forandringsproces, hun står i lige nu, som at “blive ramt af en tsunami”, hvor der udover alt omkring medicinen er et væld af nye arbejdsgange, en journalføring, der er blevet gennemgået, og et væld af sundhedsinstrukser, der ikke kun skal skrives, men også skal tales igennem og ikke mindst implementeres.

“Alle de nye krav, vi nu skal leve op til, har i øvrigt ikke udløst flere ressourcer. Det skal vi klare inden for de eksisterende rammer,” pointerer Betina Gade.

Institutionschef Carl Johan Bjørnsholm anerkender, at personalet løber stærkt.

“Jeg er fuldt ud klar over, at Betina og alle de andre løber stærkt. Lige i øjeblikket arbejder Betina i døgndrift. Det er ikke rimelige arbejdsvilkår,” fortæller Carl Johan Bjørnsholm.

Han vurderer, at der i Nørre Snede som minimum er en halv- til en fuldtidsansat sygeplejerske for lidt.

Hvorfor ansætter du så ikke en til?

“Vores hverdag kan være svær at få til at hænge sammen med en økonomi, der har kørt med bragende underskud i årevis. Ressourcerne skal komme oppefra,” lyder det fra Carl Johan Bjørnsholm.

Han erkender samtidig, at det er ledelsen, der er ansvarlig for de påbud, der er blevet givet.

“Det var et træls påbud at få. Ansvaret ligger naturligvis på vores bord.”