Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

"Min tro er det eneste, jeg har tilbage"

"Det er dybt frustrerende. Jeg forsøger at række hånden ud og få noget hjælp. Det er jo ikke for sjov, jeg gør det."

Sygeplejersken 2020 nr. 2, s. 25

Af:

Nana Toft, journalist

2020-02-statsfaengsel-midtjylland_2
Foto: Michael Drost-Hansen
 “Jeg bliver snart løsladt. Det er jeg ret nervøs for, for jeg vil virkelig gerne noget andet med mit liv. Men jeg synes også, at jeg på mange måder har ødelagt det for mig selv. Og for min familie.

Aftenerne og nætterne er de sværeste. Jeg har besluttet ikke at ryge, men det er ret svært, for hashen flyder virkelig herinde. Jeg har bedt om Truxal, så det lige tager toppen, og jeg bedre kan falde i søvn, men jeg har ventet tre dage på svar. Uden at få det.

Det er dybt frustrerende. Jeg forsøger at række hånden ud og få noget hjælp. Det er jo ikke for sjov, jeg gør det. Men det eneste svar jeg får er: “Vi kan ikke bare give dig det. Sådan er reglerne.” Så lav dog reglerne om, siger jeg. Det ville motivere folk til at bede om hjælp.

De siger også, at jeg bare skal klage. Men hvem har overskud til at klage, når man sidder i fængsel? Jeg kæmper i hvert fald med en del andre ting, der gør, at jeg ikke har overskuddet. Jeg er bange for at falde i. For det er jo dét, hashen kan. Give et break. Få mig til at slappe af. Mit kors er fra min far. Det betyder virkelig meget for mig. På mange måder føler jeg, at min tro er det eneste, jeg har tilbage.”

Mikkel, 33 år