Ikke to børn og familier er ens

Når et barn fødes for tidligt, er det ikke kun det lille barn, der har behov for hjælp. Langt fra, forklarer Helen Schwartz, der siden 1992 har været neonatalsygeplejerske på Århus Universitetshospital, Skejby. For mange forældre til for tidligt fødte børn, er der tale om en drøm, der brister.

Den klassiske forventning om en rosenrød barselstid erstattes af en langt mere barsk og angstpræget virkelighed. I stedet for at tage deres nyfødte barn med hjem, skal familien pludselig finde fodfæste i et højteknologisk miljø på neonatalafdelingen, hvor stilheden konstant brydes af hylende alarmer, når et barns værdier dykker.

”Langt størstedelen af de her forældre står midt i en kæmpe livskrise. Det er så vigtigt, at vi har de bedste muligheder for at hjælpe dem, og det kræver empati, masser af tid og et godt samarbejde. Deres velbefindende er jo afgørende for, hvordan barnet kommer til at udvikle og klare sig, og som sygeplejersker har vi en meget stor andel i den proces,” forklarer Helen Schwartz.

Familiens historie som udgangspunkt

Der er al mulig grund til at tage hånd om forældrene til for tidligt fødte børn. Undersøgelser viser, at 30 pct. af alle forældre til for tidligt fødte børn udvikler PTSD. Dertil kommer yderligere 25 pct., som udvikler PTSD-lignende symptomer.

”Mit udgangspunkt er, at det ikke nytter noget at udskrive et raskt barn til en syg familie. Vi er nødt til at have hele familien med, så udover at passe det lille præmature barn, er det min opgave at støtte den forsigtige og langsomme tilknytning mellem børn og forældre, som sjældent opstår på samme måde, som når et raskt barn fødes til tiden,” fortæller Helen Schwartz.

Og netop tilknytningen kan være udfordrende for forældre til neonatalafdelingens børn, der kan være født så tidligt som i uge 23 og veje helt ned til 4-500 gram.

”Forældrene er ofte i chok. Barnet ligner ikke det barn, de har forberedt sig på at få, og de har tilmed ikke haft de ni måneders mentale forberedelsestid, som andre forældre får. Mange forældre tør simpelthen ikke begynde at elske barnet, så længe risikoen for at miste det er til stede. Det er en helt normal krisereaktion,” siger Helen Schwartz og understreger, at det i den forbindelse er vigtigt, at man forstår og anerkender, at familiernes historier og udgangspunkter er vidt forskellige.

”Ikke to børn og familier er ens. Den historie de har med sig, har betydning for, hvordan de agerer i en krise, og min sygepleje skal tilpasses derefter. Jo mere jeg ved og forstår om forældrene, jo bedre kan jeg hjælpe familien.”

Succesoplevelserne fylder mest

Sygeplejerskerne på neonatalafdelingen bliver vidner til de indlagte familiers store glæder såvel som sorger. Det kan til tider være en udfordring ikke at tage arbejdet med hjem, og det er altid svært, når forældre må tage afsked med deres barn, fortæller Helen Schwartz. Alligevel er det de positive oplevelser, der får lov at fylde mest.

”Kan du forestille dig, hvor stort det er, når sådan et lille barn på 800 gram lægges til morens bryst, og der for første gang drypper små dråber mælk ud?” spørger hun retorisk, og beskriver den slags succesoplevelser som store øjeblikke, hun får lov at være en del af.

Derfor er hun også særligt stolt af sammen med en kollega at have været med til at starte ordningen ”Tidligt Hjemmeophold” tilbage i 2012. Her får familien lov at tage hjem og få sygeplejerskerne på hjemmebesøg, i stedet for at blive på hospitalet helt frem til den oprindelige terminsdag, som ellers var normen. En slags åben indlæggelse.

”Vi oplevede, at det sværeste for forældrene faktisk var at komme hjem. De havde måske været på neonatalafdelingen i to-tre måneder med eksperter omkring sig 24 timer i døgnet, og pludselig skulle de selv stå med det hele alene. Det var en meget svær overgang,” forklarer hun. Ordningen giver forældrene den ro, de har behov for til at lande i den nye virkelighed derhjemme, fortæller Helen Schwartz.

”Det er simpelthen så meningsfyldt, når man med sin viden, faglighed og erfaring kan få den slags til at ske og hjælpe familierne til at lykkes. Det er altid noget særligt, uanset hvor mange gange man prøver det,” siger hun.

x