Jeg kan godt tåle at være i et rum, hvor det er svært

Koordinator og sygeplejerske Betina Brøgger Toft er der for patienter og pårørende i krise. Hun trækker både på sin faglighed og sin egen livserfaring som pårørende i sit arbejde på et center for midlertidigt ophold i Kolding Kommune.

Year of the Nurse logo

Sygeplejersken, jeg aldrig glemmer

Sygeplejeleder Dorte Karlskov om Betina Brøgger Toft:

Hun løfter fagligheden

”Betina Brøgger Toft går aldrig på kompromis med fagligheden, og igen og igen er hun med til at løfte det sygeplejefaglige niveau. Samtlige borgere og pårørende er så heldige, at de mødes af omsorg, højt fagligt niveau og en oprigtig interesse. Hun er en ildsjæl, og jeg er sikker på, at hendes historie vil kunne inspirere andre.”

Betina Brøgger Toft er den, man ringer til, når livet tager en uventet drejning, fordi der er kommet sygdom på tværs. Eller man ringer til hende, når man må erkende, at man ikke magter mere efter i årevis at have passet en syg ægtefælle.

”Nogle pårørende er vrede, aggressive eller føler afmagt. Det er svært for dem at forstå den nye livsverden, hvor man måske skal lære at se sig selv eller sin ægtefælle på en ny måde. Min rolle er at være professionel, lyttende, forstående og møde dem der, hvor de er,” siger Betina Brøgger Toft.

Hun er koordinator på Vesterløkke i Kolding Kommune, som er et center for borgere, som har brug for et midlertidigt ophold, fordi de er for syge til at være hjemme eller døende. Centret har også pladser til mennesker med misbrug og psykisk sygdom. Betina Brøgger Toft kalder sit arbejde for ”givtigt” og ”enormt spændende”. Hun har en særlig interesse for at arbejde med de pårørende, hvilket også er det, der fylder mest i hendes arbejde.

”Jeg kan høre på stemmen i telefonen, når det er et menneske, som er belastet efter at have passet en syg mand, kone, mor eller far gennem længere tid døgnet rundt. De bryder nærmest sammen i telefonen og siger tusind tak, fordi de oplever at blive forstået.”

Frivillig på Mother Theresas hospital

Betina Brøgger Tofts vej ind i sygeplejen begyndte med et job som frivillig på selveste Mother Theresas hospital i Calcutta efter gymnasiet. Senere blev hun frivillig på et kræft- og aidshospital i Jerusalem, før hun begyndte sygeplejerskeuddannelsen i Sønderborg.

Efter et par år som basissygeplejerske og siden konstitueret afdelingssygeplejerske på organkirurgisk afdeling på Gentofte Sygehus flyttede familien til Kolding. Betina Brøgger Toft besluttede at læse til kandidat i sygeplejevidenskab, og hun skrev speciale om mødet med kvinder med brystkræft.

Mennesker i krise har optaget Betina Brøgger Toft i hendes sygeplejerskeliv. Her spiller det ind, at hun selv har haft alvorlig sygdom tæt inde på livet som pårørende. Hun har derfor mærket rollen som pårørende på egen krop, og hun har været syg med stress.

”Heldigvis har jeg en leder, som har bakket mig op, og som har sørget for at skaffe mig et job som koordinator. Det er et job, der kræver et bredt fagligt overblik for, at man kan stille de rette spørgsmål til samarbejdspartnere på sygehuse, hjemmeplejen, demenskoordinatorer og socialrådgiver. Men det kan jeg bedre klare end at arbejde med kritisk syge patienter hver dag.”

Efter stresssygdommen vendte Betina Brøgger Toft langsomt tilbage til Vesterløkke, og det har hun ikke fortrudt.

”Mine kolleger forstod, at jeg ikke bare kunne komme tilbage i fuld drift. Både min leder og mine kolleger gav mig troen på, at jeg var god nok, og samtidig viste de mig stor omsorg – bare i måden, de skænkede kaffe for mig, men i det hele taget i den måde, de modtog mig på. Jeg havde været så syg, at jeg var tæt på at opgive tanken om at være sygeplejerske, og det ved jeg, at rigtig mange stressramte sygeplejersker gør.”

Bruger egen livserfaring i jobbet

Betina Brøgger Toft kalder sin vej tilbage i jobbet for ”en lang rejse”, men den har ikke været forgæves. I dag kan hun trække på sine egne erfaringer i svære samtaler med pårørende og kritisk syge.

”Jeg kan godt tage tiden i rummet. Være nærværende. Gå i dybden. Se, hvad der kommer frem af begreber og også lade tavsheden få plads, for det er godt givet ud i sidste ende. Tavsheden er udtryk for, at der er noget på spil. Det er her, jeg for alvor føler, at jeg kan bruge både min faglighed, men også min egen livserfaring. Jeg har lært, at de små ting i livet kan gøre en forskel, og at det kan være en positiv oplevelse at være åben om, at man har en vanskelig situation,” siger Betina Brøgger Toft.

Hun har ikke helt sluppet den direkte patientpleje og har vagter som basissygeplejerske hver sjette weekend.

”Det er meget vigtigt for mig som sygeplejerske, at patienten oplever at kunne bevare sit selvværd ved, at vi inddrager patientens egen erfaring i plejen og behandlingen. Det er en af de vigtige opgaver, vi har som sygeplejersker, at vi stiller os kritiske på patientens vegne og insisterer på at se patientens fysiske, psykiske og sociale behov, og at vi yder helhedspleje,” siger Betina Brøgger Toft.

Year of the Nurse logo

2020 Year of the Nurse

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har udråbt 2020 til Year of the Nurse and Midwife. Læs mere på dsr.dk/yearofthenurse.

I Sygeplejersken er det en anledning til at dele historier om, hvorfor man er sygeplejerske. Vi har samlet historierne i serien ”Sygeplejersken, jeg aldrig glemmer”. Måske har du en historie, som vi skal høre? Skriv til redaktionen@dsr.dk

Tidligere bragte artikler i anledning af "Year of the Nurse"

Sygeplejersken nr. 1/2020: