Studerende i praksis: "De gav mig modet til at bruge mig selv i mødet med patienten"

Jeg har mange gange i løbet af min tid på sygeplejestudiet været i tvivl om, hvorvidt det store teoretiske grundlag, vi får gennem uddannelsen, rent faktisk bliver anvendt i klinisk praksis.

I mit sidste klinikforløb, var jeg ude i den ambulante psykiatri, og særligt her indså jeg, at mine lærebøger til en vis grad skal lægges om i baghovedet, når jeg møder patienten.

Jeg skulle have min første selvstændige patientsamtale, og jeg følte mig egentlig rigtig godt klædt på til det. Jeg havde på skolen lært meget om, hvordan man skal tale til og med psykiatriske patienter.

Jeg havde også gentagne gange observeret og analyseret de psykiatriske sygeplejerskers tilgang til patienterne.

Alle grundstenene var egentlig på plads, men da jeg sad der helt alene og skulle forsøge at vinde tillid og skabe en relation til en patient, indså jeg, at hverken kommunikationsteori eller viden om ”konkret tænkning” kunne bidrage med særlig meget i lige den situation.

Der er så meget, vi ikke kan lære ved at læse i en bog, og omvendt er der så meget grundviden og sygeplejeteori, som man næsten aldrig ser blive anvendt aktivt i praksis.

Det var noget, jeg flere gange drøftede med mine kliniske og daglige vejledere, og de kunne bringe mig lidt tættere på, hvordan jeg kan bruge teorien i praksis og også omvendt: bruge min praktiske erfaring til at udvide den teori, jeg har med i bagagen.

De gav mig modet til at bruge mig selv i mødet med patienten. De lærte mig, at sygeplejeteori og min viden om forskellige diagnosers kendetegn kun kan anvendes, hvis jeg samtidig bruger min egen menneskelighed i mødet med patienten.

Nu er jeg tilbage på skolebænken og har fokus på sygepleje i primær sektor. Jeg har glædet mig ekstra meget til dette semesters klinikophold.

Jeg har glædet mig til at få perspektiver på sygeplejen, der ikke kan læses i en lærebog, og jeg har glædet mig til at udvide det teoretiske grundlag med endnu flere erfaringer fra den virkelige verden.

Lige nu er det dog uvist, om jeg får mulighed for at komme i klinik på 4. semester. I skrivende stund har jeg nemlig været i frivillig isolation i ca. 14 dage, selvfølgelig pga. Covid-19.

Jeg skal i klinik midt i maj, så jeg har stadig et håb om, at tingene ser lysere ud til den tid, og at det nære sundhedsvæsen er klar til at modtage mig og mine medstuderende.

Jeg ser i hvert fald frem til tiden ude i praksis, for jeg har virkelig fået øjnene op for, at klinikopholdene ikke kun gør studiet væsentligt mere interessant, men at klinikken måske er den mest essentielle del af studiet i forhold til at ruste mig til at blive en dygtig og empatisk sygeplejerske.

Sarah Munksø Lauridsen er studerende på 4. semester på UC Diakonissestiftelsen.