Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Læserbrev: En nattevagts bekendelser

"DSR bør gå ind og få forhandlet et ordentligt og anstændigt helbredstillæg til de sygeplejersker, som arbejder i faste nattevagtsstillinger."

Sygeplejersken 2021 nr. 14, s. 19

Af:

Nureen Malik, sygeplejerske

Når hele landet sover, så holder nogle mennesker alligevel gang i landet – det er nattevagterne.

Nogle er på denne vagt under frivillig tvang, mens andre har valgt, at arbejdet som nattevagt bedst passer ind i deres dagligdag. Uanset sammenhænge og årsager, er det bevist på flere videnskabelige planer, at arbejdet om natten er forbundet med store helbredsmæssige risici, bl.a. øget forekomst af forskellige kræftformer.

Hyppigst forekommende hos kvinder, som arbejder i nattevagter, er brystkræft.

I en artikel i American Psychological Association – ’The risks of night work’ – hvor der er gjort opmærksom flere på alvorlige helbredsrisici forbundet med natarbejde.

Det, jeg som sygeplejerske kan undre mig over, er, hvorfor vores fagforening ikke kan gå ind og forhandle et helbredstillæg til de sygeplejersker, som arbejder fast i en nattevagtstilling.

Jeg har undret mig meget længe over dette, og min undren er kun blevet større i takt med, at jeg har oplevet flere af mine kvindelige kollegaer, som arbejder i nattevagter, blive syge af kræft og nogle endda døde af det.

Når jeg nævner et helbredstillæg, så snakker jeg ikke om 5, 10 eller 100 kr. Jeg snakker om, at DSR bør gå ind og få forhandlet et ordentligt og anstændigt helbredstillæg til de sygeplejersker, som arbejder i faste nattevagtsstillinger.

Et helbredstillæg opvejer slet ikke de helbredsmæssige risici, men det er vel også en måde at vise anerkendelse på til en medarbejdergruppe, som arbejder på et tidspunkt, som andre ville have det meget svært ved. 

Nureen Malik er sygeplejerske i Brøndby Kommune

SVAR

Næstformand Dorthe Boe Danbjørg svarer:

Kære Nureen Malik 

Et sundt og sikkert arbejdsmiljø er én af Dansk Sygeplejeråds mærkesager. Vi ved, at sygeplejersker der arbejder om natten, er udsat for helbredsmæssige risici og konsekvenser.

At forhandle et helbredstillæg ser DSR ikke som eneste løsning, men i stedet skal der også være fokus på, hvordan vi kan forebygge, at sygeplejerskerne ikke bliver alvorligt syge af at gå på arbejde natten.

Derfor arbejder DSR på at implementere Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA’s forskningsbaserede anbefalinger og på, at arbejdsgiverne kan forpligtes til at tilrettelægge arbejdet herefter. Der foregår pt. et politisk arbejde om dette i FH.

NFA anbefaler:

  • Højst 3 nattevagter i træk 
  • Mindst 11 timer mellem to vagter 
  • Højest 9 timers varighed pr. vagt

Få nattevagter i træk, tilstrækkeligt tid mellem to vagter og vagter af kortere varighed, er anbefalinger, som forskning viser kan bidrage til lavere risiko for ulykker og sandsynligvis lavere risiko for visse kræfttyper, og dermed undgå negative konsekvenser for helbredet.

DSR anbefaler desuden, at syge­plejersker, der arbejder om natten, gør brug af deres ret til helbredstjek, som arbejdsgiver har pligt til at tilbyde deres ansatte.

Du arbejder i Kreds Hovedstadens område, og DSR Kreds Hovedstaden har forhandlet en aftale med Københavns Kommune, der forbedrer arbejdsvilkår for sygeplejersker, som arbejder om natten. Aftalen sikrer bl.a., at sygeplejersker højst må arbejde fire nattevagter i træk, og at gravide fritages fra natarbejde. 

Læs mere om denne aftale i Sygeplejersken nr. 11/2019, hvor du også kan læse om NFA-anbefalingerne og få gode råd til at forebygge gener ved natarbejde.

Læs også på dsr.dk > Menu >Løn og arbejdsvilkår > Arbejdsmiljø > Natarbejde

Og tag endelig fat i din kreds for at høre mere.

Med venlig hilsen
Dorthe Boe Danbjørg
Næstformand i Dansk Sygeplejeråd