Læserbrev: Hvem skal vi bukke for - klinik eller skole?

Kommentar til debatindlægget ’Vi har fostret en forfejlet uddannelsestænkning’ i Sygeplejersken nr. 2/2021. 

Dette skriv er ud fra mit eget perspektiv. En sygeplejestuderende i slutningen af 30’erne med en baggrund som SSA.

Til juni kan jeg kalde mig for sygeplejerske – en ny titel jeg vil bære med stolthed. Jeg har under uddannelsesforløbet mødt mange unikke samarbejdspartnere, som hver især præger min professionsidentitet.

Men som alt andet er det svært at imødekomme alles behov og forventninger. 

Fra skolen er der forventninger om opgaver, der skal gennemføres, og litteratur der skal læses.

Dette gør sig gældende både i skolen og i klinikken.

I klinik på 6. semester er der forventning om, at man tager det fulde ansvar, med alt hvad det indebærer (medicin, pleje, oprydning, stuegang, dokumentation m.m.).

Dette kobles sammen med de krav, skolen stiller, og opgaverne fylder, for de skal godkendes, for at vi kan gå til eksamen.

Jeg har som studerende krav og rettigheder, ligesom en uddannet sygeplejerske har.

Og jeg frygter, at hvis studerende bliver presset ud i vagtrul, vil frafaldet blive højere, end det er nu. Er de studerende sikret i ikke at tælle med i normeringen?

Og hvor mange er egentligt i stand til at læse/skrive efter en nattevagt i klinikken, især hvis man har en aftenvagt samme dag?

Hvem skal vi studerende bukke og neje for? Klinikken eller skolen? 

Handler det her måske ikke om, at vores kommende arbejdsgivere skal have en dialog med skolerne og Uddannelses- og forskningsministeriet for at få fælles forventninger til hinanden, så vi som studerende ikke skal forsvare i klinikken, hvorfor vores uddannelse og semesterplan er sammensat, som den er?

Jeg er enig i, at travlhed ikke altid er skidt, men en tydelig ledelse og enighed om strukturen for bl.a. de studerende sætter dagsorden for, hvordan travlhed fylder i den enkle afdeling.

Loui Bonderup Dam-Jensen er sygeplejestuderende