Lønnen er helt vildt demotiverende

Jeg er 27 år og har arbejdet så hårdt det seneste år, og jeg er så smadret, når jeg kommer hjem, at jeg ikke længere kan se, hvordan jeg skulle kunne have børn eller en fremtid i det her fag.”

Sådan siger Luca Pristed, 27 år, nyuddannet sygeplejerske ansat på Akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital. Dermed afspejler han resultatet af en undersøgelse fra VIA University College fra 2020, som viser, at hver fjerde nyuddannede sygeplejersker på grund af højt arbejds- og tidspres ikke er sikre på, at de er sygeplejersker om fem år.

”Især ikke med en grundløn på 26.207 kr. og udsigt til næste lønstigning om otte år, og så igen for sidste gang, når jeg har været sygeplejerske i 10 år. Jeg kan ikke se det for mig. Jeg har en kollega, som er 32 år, der siger, at nu stiger hun aldrig mere i løn. Det er helt vildt demotiverende,” siger Luca Pristed.

Efter Dansk Sygeplejeråd varslede strejke stillede han op til B.T.s Facebook live, og satte dermed ansigt på sygeplejerskernes krav om højere løn – og ligeløn.

Brændt ud

For otte måneder siden, da Luca Pristed blev ansat på akutafdelingen på Bispebjerg Hospital, var det ellers hans drømmejob, drømmespeciale, og drømmeafdeling.

”Dengang mødte jeg ind på arbejde med glæde og nysgerrighed,” fortæller han.

Men denne første mandag i maj, da Luca Pristed klæder om i kælderen under Bispebjerg Hospital, er det som om, at al luft er gået ud af ballonen. 

”Jeg er brændt ud. På otte måneder. Jeg er ikke længere glad. Jeg har ingen energi og svært ved at restituere. Nogle gange er jeg så træt, at jeg ikke ved, hvem jeg er. Det kan jeg ikke lide. Jeg plejer at være frisk og energisk, men nu er jeg stresset og snakker nogle gange hårdt til folk. Jeg kan næsten ikke kende mig selv. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg er ved at give op.”

”Lige nu er jeg bange for om, jeg har en fremtid i det her. Det er min drømmeafdeling, men jeg er blevet skræmt, og det har overrasket mig, for jeg er ellers ret hardcore,” siger han. ”Men hvis lønnen ikke ændres, og det hårde arbejdsmiljø kun bliver hårdere, så kan det være svært at se andre løsninger end til sidst at søge væk – over i noget med et mindre hårdt arbejdsmiljø og større udviklingsmuligheder.”

Det, der har gjort Luca Pristed så modløs, er bl.a. den weekend, han netop har tilbragt med sine jævnaldrende venner. Mange af dem har højre lønninger. Også dem, der er i fag med samme uddannelseslængde som Luca Pristed. Endda uden at skulle arbejde aften, nat eller weekend og hele tiden vende rundt på døgnet, som Luca Pristed gør. Og som i marts måned gav 1.600 kr. ekstra i lønningsposen for 27 timers natarbejde. Før skat.

I modsætning til Luca Pristed er vennerne endda fri for at mærke det ansvar for liv og død, der også følger med, når man er sygeplejerske på en akutafdeling.

Presset arbejdsmiljø

Men det er ikke bare vennerne, der har fået Luca Pristed til at overveje fremtiden som sygeplejerske. Det er også det seneste år med covid-19, der kom oveni et i forvejen presset arbejdsmiljø.

”Som det er nu, er det ikke et speciale, du bliver gammel i. Kig rundt på afdelingerne. Mange er unge. De ældre sygeplejersker søger mod ambulatorier, hvor arbejdstiden er 9-17, og arbejdsbyrden er mindre. For du kan ikke holde til de skiftende vagter i længden,” siger han.

”I sidste uge skrev jeg til min chef, at jeg er nødt til at gå ned i tid. Jeg arbejder 37 timer om ugen, men jeg tjener så lidt og er så smadret, når jeg kommer hjem, at jeg er nødt til at finde ud af, hvad jeg skal gøre,” siger han.

”Jeg er ked af, at jeg måske ikke kan blive i faget. Jeg havde tænkt, at jeg skulle arbejde på akutmodtagelsen i mindst fem år og derefter i anæstesien, men på den her korte tid er jeg blevet så skræmt, at jeg, som har kæmpet for sygeplejerskers rettigheder allerede som studerende og tænkte, at jeg skulle ud og kæmpe videre, ikke ved, hvordan jeg skal gøre det mere.”

Gidsler af sygeplejefaget

Luca Pristed gør sig ingen forhåbninger om, at OK21-forhandlingerne fører til den ønskede forbedring af hans lønforhold.

”Selv om vi har varslet strejke, er det jo på områder, hvor det ikke gør rigtig ondt, og vi kan heller ikke bare nedlægge arbejdet alle sammen. Det må vi ikke. På den måde er vi gidsler af vores eget fag.”

”Det er en uendelig kamp, vi tager. Vi kommer ingen vegne, for det er politikerne, der har skabt den ubalance med Tjenestemandsreformen, som de indtil videre ikke har villet gøre op med.” 

Hvor stor en lønstigning skulle der til, før du ville være tilfreds? 

”Jeg vil gerne have en løn, som gør, at jeg kan forsørge en familie og se en fremtid for mig. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg skulle have børn i det her.”