Vi er klar til at strejke

De kommer drypvist ind og sætter sig ved det store bord. Nogle finder madpakken frem og begynder at spise, andre snupper et stykke slik fra et par skåle, der er stillet frem. De er alle sygeplejersker i hjemmesygeplejen i Hillerød og udtaget til at strejke, hvis der ikke kommer en aftale på plads mellem henholdsvis Danske Regioner og KL og Dansk Sygeplejeråd (DSR). I så fald er de klar. 

”Det her handler om at få råbt politikerne op, så der kommer mere fokus på, hvad det er for en løn, vi får, og hvad det er, vi får den for.  Hvis vi ikke råber, så sker der jo ingenting,” siger Malene Correll, og Pernille Venzel Nielsen supplerer:

”At strejke er det redskab, vi har. Det er det eneste kort, vi kan trække for at få Tjenestemandsreformen ordentligt i spil. Det er jo første gang, den er så omtalt som nu.” 

Sygeplejerskerne i frokoststuen har ingen forventninger om, at der bliver landet en aftale med store lønforhøjelser i Forligsinstitutionen. 

”Vi vil have, at KL og regionerne får tilsagn fra politikerne om, at de vil kigge på Tjenestemandsreformen, og der skal ligge en klar plan for, hvordan de over de næste fem-seks år får faget op på et lønniveau, der svarer til de typiske mandefag. Lykkes det, så er konflikten afblæst,” mener Allan Askjær.

Kollegerne nikker tilkendegivende rundt om bordet. Det er deres ønske. For der er ingen, der har lyst til at skulle ud i en strejke. Men de er klar til at gøre det, hvis der ikke kommer en løsning. Utilfredsheden med lønnen og magtesløsheden over ikke at kunne ændre noget, lyser ud af dem, når de fortæller på kryds og tværs over salaten, kaffen og chokoladen. 

Ansvar er ikke honoreret

”Vi står med et kæmpe ansvar, som slet ikke bliver honoreret. Vores opgaver bliver mere og mere komplekse, og det øger risikoen for at begå fejl. Akutmodtagelsen på Nordsjællands Hospital har lige omstruktureret, hvilket betyder, at 70 pct. af dem, der henvender sig, skal vendes i døren. Så de udlægger borgerne i stedet for at indlægge dem. Vi er med inde over mange af udlæggelserne. Så vi passer faktisk patienter hjemme hos dem selv, som før har ligget på hospitalet,” siger Pernille Venzel Nielsen.

Sygeplejerskerne står for IV-behandling, de smådiagnosticerer – f.eks. urinvejsinfektioner – og måler CRP. De laver vurderinger for 1813, som tidligere blev foretaget af lægevagten. 

”Vi får lægens opgaver, men vi får ikke hans løn,” påpeger Maria Mbalyowere.

Netop manglende betaling for nye opgaver puster også til Allan Askjærs indre ild.

”Lægerne laver ikke et eneste stykke arbejde uden at vide, hvor meget de får for det. Imens varetager vi flere og flere opgaver og får borgere, der er dårligere og dårligere. Uden at det afspejles i vores løn. Jeg synes, der er en total skævvridning af, hvordan man aflønner sundhedspersonale i Danmark,” siger han.

Dødsløn

Maria Bang Vinther supplerer:
”Jeg har været sygeplejerske i snart 20 år. Jeg er på dødsløn. Det har jeg været de seneste 10 år. Jeg kommer ikke til at stige mere i løn.”

Flere af sygeplejerskerne fortæller, hvordan de oplever, at det er svært både at få kompetencetillæg og at forhandle løn. Og at de risikerer at miste kompetencetillæg, hvis de skifter job. For Malene Correll har lønsedlen ikke haft den store betydning, før hendes mand for nogle år siden blev ledig.

”Der begyndte jeg at tænke, gud, hvad får jeg egentlig i løn. Det var så også der, jeg rykkede ud til hjemmeplejen efter at have været på hospitalet i mange år. For så kunne vi undvære den ene bil. Jeg begyndte at tænke lidt økonomisk. Hvad er smart,” fortæller hun og siger så: 

”Men det var først der. For jeg er jo sådan en, hvor det er manden, der tjener pengene, og jeg passer mit arbejde og mine børn.” 

Det får Allan Askjær til at udbryde: 

”Det lyder meget 60’er-agtigt. Det passer lige ind i Tjenestemandsreformen.”

Frygter regeringsindgreb 

Derfor er det værste, der kan ske for sygeplejerskerne også, at der ikke sker noget. At de skal nøjes med 5,02 pct. i lønforhøjelse. At de skal igennem en lang strejke, uden at få noget ud af det. Eller et regeringsindgreb.

”Det vil være ydmygende for os, hvis det ender med et regeringsindgreb,” siger Ann-Mette Lyng Larsen. 

Inden forfærdelsen breder sig for meget om bordet, lyder det forhåbningsfuldt fra Allan Askjær: 

”Det virker da heldigvis som om, der er partier på både venstrefløjen og højrefløjen, der er ret interesseret i at debattere det her. Så mon ikke, der er stemmer i det. Der er i hvert fald ikke stemmer i ikke at være MeToo.” 

Bekymret for borgerne 

Men sygeplejerskerne står også i et dilemma, når de vil kæmpe for deres egen værdi. De ønsker ikke at svigte borgerne, og de er bekymret for, hvordan det vil gå dem, hvis de skal strejke, og der dermed kun er et nødberedskab med ganske få sygeplejersker til at klare det mest akutte.

”Borgerne skal jo have deres medicin og have behandlet deres sår. Det er svært at skære noget fra,” siger Malene Corell, og Amanda Harris supplerer:

”Det handler om menneskeliv. Hvad skal og kan de undvære og vil deres tilstand blive forværret.”

Vibeke Varberg er helt enig i sin kollegers bekymring, men hun mener også, at det er sygeplejerskernes store problem. 

”Det er sygeplejerskers akilleshæl, at vi tænker på alle mulige andre end os selv. Det er vigtigt, at vi også sætter os selv og vores fag foran nu.”