Sygeplejersken
Hospitalsteam forebygger genindlæggelser med hjemmebesøg
93-årige Marie er lige blevet udskrevet, men har det skidt. Et besøg af en læge og en sygeplejerske beroliger hende, så hun slipper for at blive indlagt igen. Det sker ellers for hver femte geriatriske patient.
Sygeplejersken 2021 nr. 7, s. 46-48
Af:
Anne Lea Landsted, journalist
Ifølge sygeplejerske og ph.d.-studerende Lisa Fønss Rasmussen, der forsker i genindlæggelser, bliver én ud af fem ældre medicinske patienter i dag genindlagt 30 dage efter, at de er udskrevet.
Nogle af de hyppigste årsager til genindlæggelse af ældre borge over 67 er væskemangel, forstoppelse og lungebetændelse.
Ifølge en opgørelse fra Danmarks Statistik skyldtes 22,8 pct. af genindlæggelserne i hele landet i 2018 væskemangel, mens blærebetændelse udgjorde 24 pct., forstoppelse 21,2 pct., og lungebetændelse 21 pct.
Sygeplejerske Rikke Kongensgaard og læge Lene Holst Pedersen fra klinik for ældresygdomme glider gennem Århus-trafikken med kurs mod Risskov, hvor de skal besøge 93-årige Marie, som har været indlagt med hjerteflimmer og åndenød. Det er kun lidt over et døgn siden, hun blev udskrevet.
”I går var hun frisk, men da vi talte med hende her til morgen, havde hun det ikke så godt,” fortæller Lene Holst Pedersen.
Hun er i gang med sidste del af specialuddannelsen som geriater, mens Rikke Kongensgaard er en fast del af teamet. De er nogenlunde jævnaldrende, lige høje og har lyst hår, der er samlet i en knold i nakken.
”Sygeplejerskerne er mere faste, mens lægerne kommer og går, fordi flere af dem er under uddannelse,” siger Rikke Kongensgaard med et glimt i øjet, mens hun drejer Toyota Prius Hybrid’en ind på villavejen i Risskov, hvor 93-årige Marie bor alene i sit rækkehus.
Telefonen ringer, da de er på vej hen ad den smalle gang fra parkeringspladsen til rækkehuset. Det er den gamle dames praktiserende læge. Rikke Kongensgaard rækker telefonen over til Lene Holst Pedersen. Et eller andet er gået galt i kommunikationen.
”Det er hjemmesygeplejersken, der har ringet, fordi Marie havde det skidt, da hun kom,” forklarer hun. ”Og hvis vi ikke var kommet, havde lægen muligvis valgt at indlægge hende.”
Lene Holst Pedersen fortæller, at stadig flere patienter i dag bliver behandlet færdig i hjemmet. Det kan f.eks. være for en infektion, forstoppelse eller væskemangel.
Det er bedre for dem at være i vante omgivelser end på et hospital, hvis risikoen for infektion er stor.
Flere plejehjemspatienter bliver slet ikke indlagt, men får besøg af et akutteam, som giver blod, hvis blodprocenten er lav eller sætter væske med salt og kalium op, hvis de er dehydrerede. Det kan også være ældre, som er døende og blot har brug for lindrende behandling.
Marie ligger på en chaiselong af bambus i stuen, da teamet kommer ind. Døren til terrassen står på klem og en stribe af sol tegner en streg på gulvet. Hendes søn Gorm er der. Han skulle ellers være rejst, men har valgt at blive en ekstra dag, fordi hans mor blev dårlig.
Lene Holst Jørgensen og Rikke Kongensgaard hjælper hende med at komme op at sidde. Hun virker træt og en smule stakåndet. De trækker stolene helt hen til hende, så hun bedre kan se og høre dem. Lægen fortæller om det forløb, hun har været igennem, og hvad der skal ske.
”Du nævnte noget om blod i afføringen,” siger lægen.
”Ja,” svarer Marie. ”Det gjorde mig lidt nervøs.”
”Og du er sikker på, at det kom fra afføringen.”
”Åh ja, det har jeg helt styr på.” Marie er gammel sygeplejerske, og selv om det er mange år siden, har hun stadig helt styr på begreberne.
Lene Holst Pedersen lytter på lungerne og trykker hende lidt på maven. Det giver et lille jag i hende, da lægen rammer tyktarmen.
”Den er irriteret, og så kan man godt være lidt øm,” siger hun. ”Det kan også være musklerne, der er ømme efter dræn. Jeg beder hjemmeplejen om at være ekstra opmærksom på smerterne de næste dage.”
Marie får hjemmepleje fire gange om dagen, og lidt mere nu, da hun lige er blevet udskrevet.
Rikke Kongensgaard rækker ud efter en energidrik, der står på bordet ved siden af chaiselongen.
”Den er jeg meget glad for. Den smager godt,” siger den ældre dame. Drikken kommer med maden, som bliver bragt ud fra et madhus. Hun spørger efter en grøn recept.
”Det behøver du ikke til denne her,” siger sygeplejersken. ”Det er kun til dem fra apoteket, som indeholder flere vitaminer, men som nogle synes smager lidt mere bittert. Det er vigtigt med vitaminer, men når man er 94 er det også vigtigt, at man synes, det smager godt. Du skal drikke dem, du bedst kan lide.”
”93,” retter Marie med et glimt i øjet.
Rikke Kongensgaard måler værdier og tager blodprøver. Alt er perfekt, og hendes tal er fine. Alligevel ville hun gerne være blevet en ekstra dag på hospitalet.
”Jeg ved godt, at der mangler sengepladser, men jeg synes nu alligevel, at jeg blev udskrevet for tidligt.”
Lægen forklarer hende, at det faktisk er bedre at være hjemme, fordi risikoen for infektion er stor på hospitalet.
Hun repeterer, hvad de har talt om. Vejrtrækning, afføring, væsketab og blodprocent og nævner, at hun får blodfortyndende medicin.
”Gør jeg det?” Den ældre dame virker overrasket. Det husker hun ikke, at nogen fortalte hende på hospitalet. Det er heller ikke sikkert, hun skal fortsætte med det.
”Jeg ringer til dig i morgen,” siger Lene Holst Pedersen. ”Jeg lægger også et telefonnummer til hjemmesygeplejersken og til ældreklinikken.”
Bagefter taler hun lidt med sønnen Gorm.
”Her ser tosset ud,” siger Marie til sygeplejersken, ”jeg kan godt lide, at her er orden, når der kommer besøg.”
”Nu synes jeg, du er lidt for hård ved dig selv,” siger sygeplejersken og klapper hende kærligt på hånden.
Marie virker lidt friskere og lidt mere rolig efter at have haft besøg af Rikke Kongensgaard og Lene Holst Pedersen.
”Jeg er meget taknemmelig,” siger hun.
Besøget har varet små 40 minutter.
Læs også