Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

"Corona vækkede noget til live igen"

"Pludselig havde jeg meldt mig til beredskabet som frivillig."

Sygeplejersken 2021 nr. 9, s. 52-53

Af:

Nana Toft, journalist

sy9-2021_karriere_xtanja_moegelgaard_mathorne
Tanja Møgelgaard Mathorne, 45 år 

Fra: Selvstændig tekstildesigner, indehaver af en blomsterbutik og senest kliniksekretær hos en kiropraktor. 
Til: Dialysesygeplejerske på Nordsjællands Hospital, Hillerød. 
Min vigtigste læring: Min hjerne er åben for læring hele livet. Så hvis jeg ønsker at ændre retning, så kan jeg.

Da corona ramte, blev mange mennesker hjemsendt. Også mig. Jeg arbejdede som kliniksekretær hos en kiropraktor, så der var intet at rafle om. 

Så sad jeg der. Med alle mine talenter. Og følte mig mere og mere uvirksom, alt imens alt eksploderede omkring os, især i udlandet, hvor jeg fulgte med i, at det ene sundhedssystem var ved at knække efter det andet. 

”Der må da være et eller andet, jeg kan gøre i stedet for at sidde herhjemme og eksplodere over Aula,” tænkte jeg, mens min fars ord blev ved med at ringe for mine ører: ”Du kan jo altid blive sygeplejerske igen”. Ord jeg havde hørt igen og igen de seneste år, hvor jeg både havde stået i blomsterbutik og været tekstildesigner med egen virksomhed.

”Men der er jo gået 16 år,” sagde jeg til mig selv. ”Kan jeg overhovedet huske noget som helst?”

Men så blev jeg ramt. Ramt af den hype, der var overalt, hvor folk ønskede at hjælpe, fordi det føltes som en nødvendighed. 

Pludselig havde jeg meldt mig til beredskabet som frivillig. 

”Jeg er jo sygeplejerske,” lød det indeni mig. ”Og lige nu er der brug for mig.” 

Corona vækkede noget til live igen

Jeg havde ellers forsvoret, at jeg nogensinde ville arbejde som sygeplejerske igen. Jeg blev uddannet i 2001 og nåede kun at arbejde i faget i to år.

Så kørte jeg træt i, at jeg ikke følte, jeg kunne nå at gøre alt det gode, jeg gerne ville for patienterne. Tilmed til en lousy løn. Jeg ville ikke brænde ud.

Jeg ville ikke være teflonbelagt. Så jeg bakkede ud, uddannede mig til tekstildesigner og var selvstændig i seks år, før jeg købte en blomsterbutik sammen med en veninde.

En håndfuld år senere igen startede jeg som kliniksekretær hos en kiropraktor. 

Corona vækkede noget til live igen. 

Noget jeg troede var væk. Det sjove er, at jeg faktisk aldrig blev en del af beredskabet. Men der var plantet et frø. I starten kiggede jeg faktisk på alt andet end sygeplejerskestillinger. Jeg håbede måske, at der ville dukke noget op, der talte til mig. 

Det gjorde der bare ikke. 

Indtil der lige pludselig var en annonce, der lyste op. Som dialysesygeplejerske på Hillerød. Her var ord, der appellerede til mig. Ord som relationsopbygning, udvikling, kompetenceløft, undervisning. Jeg havde i længere tid været lidt ked af mit tidligere arbejde, hvor jeg egentlig følte, at jeg spildte mine kompetencer. Jeg var ikke stolt over det, jeg gjorde. Det her job lød meningsfuldt.

Afsindigt hårdt at komme tilbage 

I dag har jeg været tilbage i faget i godt et år, og jeg har det virkelig godt. Gennem årene har det strejfet mig, om det var en lidt for hurtig beslutning, jeg tog for 16 år siden.

I dag kan jeg se, at der er mange måder at være sygeplejerske på. Jeg er stadig ikke typen, der ønsker at arbejde på et hospital, men har man modet og ser mulighederne, så er der 
andre veje.

Det var ikke nemt at komme tilbage. Faktisk var det afsindigt hårdt. Dialyse er et komplekst speciale. Det er svært for alle, uanset hvor mange års erfaring man har. Så det var det naturligvis også for mig.

Det var et kvantespring ud over det sædvanlige, men jeg er landet, og i dag er jeg et sted, hvor jeg er stolt af det, jeg gør.

Det essentielle for mig er, at jeg har en langvarig kontakt til flere af patienterne. Jeg kan opbygge relationer, jeg kan gøre en reel forskel. Der er en fleksibilitet i jobbet, der gør, at jeg kan indrette hvert forløb individuelt. 

Det har været afgørende for mig i forhold til ikke endnu en gang at hoppe videre til noget nyt, som jeg jo ellers har gjort mange gange.

Krisen kaldte, og jeg svarede

Jeg er ikke sikker på, at jeg er her, til jeg skal pensioneres. For det er nok for alvor gået op for mig, at jeg jo er Pippi. Jeg er hende, der siger: ”Det har jeg ikke prøvet før. Så det kan jeg godt.” 

Jeg er 45 år gammel, og det er fantastisk at opleve, at alder ikke behøver at begrænse mig i, om jeg kan flytte mig: i det her tilfælde flytte mig ”tilbage”. Jeg har indset, hvor fantastisk vores hjerner er. Hvor meget vi er i stand til at omstille os. Hvor meget ny viden, vi kan suge til os, også når vi bliver ældre. 

Tænk, at jeg er sygeplejerske igen. Det havde jeg ikke set komme. Men krisen ramte, og så kan det lyde højhelligt, men krisen kaldte på mig. 

Den kaldte, og jeg svarede. 

Læs også

"Er det nu, jeg skal gøre det?"

"Jeg havde mit drømmejob. Så kom covid."

Erhvervspsykolog: "Kriser åbner for muligheder"