Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

"Er det nu, jeg skal gøre det?"

"Der gik 16 år, før jeg en dag greb telefonen og ringede til hjemmestyret i Grønland."

Sygeplejersken 2021 nr. 9, s. 49

Af:

Nana Toft, journalist

sy9-2021_karriere_tine-streit-rosenberg
Tine Streit Rosenberg, 46 år

 Fra: Sygeplejerske ved KFE hjertemedicinsk forskningsenhed, Rigshospitalet, herefter i beredskabet, Covid-afsnit 3093, Rigshospitalet. Så ni uger ved Aasiaat Regionssygehus.
Til: Tilbage til KFE hjertemedicinsk forskningsenhed, Rigshospitalet. 
Min vigtigste læring: At man ikke skal udsætte. At man skal springe ud i livet og gå efter sine drømme. Dét – og så at jeg lever et meget privilegeret liv. Jeg skulle bare ud for at finde hjem. 

Jeg har fået uendeligt mange fortællinger fra min mor, der begejstret har fortalt om de oplevelser, hun havde som sygeplejerske i Grønland i starten af nullerne. 

Fortællingerne satte sig i min krop. De gjorde indtryk. 

Jeg var selv blevet færdig som sygeplejerske i 1999, og hen over årene voksede drømmen. Drømmen om en storslået natur. Drømmen om at bo og arbejde i det land, min mor havde talt så indlevende om. 

Problemet var, at mine børn var alt for små på det tidspunkt. Jeg kunne ikke overskue at være væk fra dem i særlig lang tid. 

Så der gik 16 år, før jeg en dag greb telefonen og ringede til hjemmestyret i Grønland.

Den 2. marts 2020 kl. 10.00, da anden bølge af coronaepidemien var godt i gang, tog jeg en flyver til Aasiaat via Kangerlussuaq. Syv timer senere landede jeg i en by med 3.000 indbyggere, og et par dage efter havde jeg første arbejdsdag på byens sygehus, der havde plads til 25 patienter.

Coronablues førte til handling

Jeg husker præcist, hvornår jeg besluttede mig for, at det var nu, jeg ville forfølge min drøm. Jeg havde meldt mig frivilligt til covid-beredskabet, da jeg faktisk havde haft en god oplevelse under første bølge, hvor jeg blev lånt ud til en covid-afdeling på Rigshospitalet.

Det var benhårdt, men jeg trivedes faktisk i det her med at komme tilbage til basissygepleje efter at have været i et ambulatorie i mange år. 

Hen over nytåret 2021 blev jeg dog ramt af heftig coronablues. Julen havde været belagt med et voldsomt antal, meget lange arbejdsdage, min søn var på efterskole, og min datter gik i 3. G. Alt var aflyst.

Mennesker var bange for hinandens kroppe. Vi bar mundbind, og jeg følte ikke, vi havde føling med hinanden. Jeg orkede ikke at tænde for radioen. Jeg var mæt. 

I en af pauserne på arbejdet viste en af mine kollega mig billeder. Fra Grønland. Hvor hun selv lige havde været udstationeret. 

Billederne var fantastiske. Smukke. Og så var der jo ikke corona på Grønland. 

Det var tillokkende, og så var det, det slog mig: ”Er det nu, jeg skal gøre det?”

Jeg endte med at være i Grønland i ni uger. På et sygehus hvor vi tog alt: Børn, gravide, psykiatriske patienter, medicinske og kirurgiske patienter.

Vi agerede også skadestue og var også, hvad der måske bedst kan betegnes som det danske svar på 1813-telefonen med en vagttelefon fra kl. 16-08. 

Det var fantastiske uger. Jeg har siden tænkt, hvor mange år der skulle være gået mere, hvis det ikke var for min coronablues. Naturen var naturligvis et kapitel for sig. Men også kulturen, et meget lille samfund, hvor alle kender alle.

En af de ting, jeg lagde mærke til, var desuden, at ingen brugte mundbind. Det var vildt at opleve, at en læge, jeg mødte i Grønland, viste sig at have været min kollega på

Riget. Vi havde arbejdet sammen på samme afsnit i seks uger. Vi genkendte bare ikke hinanden, da vi mødtes i Grønland, for vi havde jo ikke set hinanden. At vi fandt ud af det var en tilfældighed. 

Det har lært mig, hvor væsentligt det er med nærhed, mimik og øjenkontakt.

Jeg udsætter ikke længere mine drømme

Der skete dog også det i Grønland, at jeg fik hjemve. Det er en klassiker, men jeg skulle væk for at forstå, hvor godt jeg faktisk har det herhjemme. Grønland var en drøm, men det var også en flugt.

Noget andet, jeg tager med mig, er, at det er i de ekstreme situationer, man tager de vilde valg. Jeg var meget i tvivl: Var jeg dygtig nok? Kunne de overhovedet bruge sådan en som mig? Jeg var jo hverken skadestuesygeplejerske eller havde erfaring fra en akutafdeling.

Mit ophold lærte mig dog at være åben. Åben om hvad jeg kommer med, og hvem jeg er. Så skal resten nok flaske sig. Jeg endte med at tænke, at hvis jeg ikke kan lide det, så kunne jeg jo altid tage flyveren hjem igen.

Den største læring for mig er dog, at jeg ikke længere ønsker at udsætte de ting, jeg brænder for, og efter jeg kom hjem, begyndte en anden drøm at presse sig på: Drømmen om at læse 
videre. 

Jeg besluttede, at det skulle der ikke gå 16 år med: Altså at jeg ikke søgte ind. Så nu rykkede jeg. Til september begynder jeg på cand.cur. i sygeplejevidenskab ved Aarhus Universitet, Campus Emdrup. Det glæder jeg mig helt afsindigt til. 

Jeg tror virkelig, at det lige er mig. 

Uanset hvad, så er det vigtigste, at jeg tog springet. 

Læs også

"Jeg havde mit drømmejob. Så kom covid."

"Corona vækkede noget til live igen"

Erhvervspsykolog: "Kriser åbner for muligheder"