Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Flere får øjnene op for forskning allerede på studiet

På Københavns Professionshøjskole har man i syv år tilbudt de sygeplejestuderende at indgå i forskning. Det øger deres faglige kompetencer og skaber fokus på forskning, der ellers kan føles som et uopnåeligt fagområde.

Sygeplejersken 2022 nr. 12, s. 34-35

Af:

Diana Mammen, journalist

sy12-2022_unge-forskere_uploeft

Der er sket meget, siden sygeplejerske Margarethe Lorensen i 1976 tog til USA for at tage sin ph.d.-grad. For i 1990’erne tog det for alvor fart, at man også herhjemme kunne forske i sygeplejen, og i dag har mere end 200 sygeplejersker erhvervet sig en ph.d.

I de seneste 10 år har der været en stigning i sygeplejersker, der forsker og dermed i klinisk forskning i sygeplejen. Der er oprettet selvstændige forskningsenheder og -centre, etableret forskningsprogrammer, og der er kommet langt flere professorer.

Alligevel kan det at forske for mange virke uden for rækkevidde. På Københavns Professionshøjskole inkluderes de sygeplejestuderende dog i forskning. 

”Vi vil gerne vise de studerende, hvad det indebærer at udføre klinisk forskning, og måske vælger nogle efterfølgende at videreuddanne sig og forske til fordel for sygeplejen,” fortæller sygeplejerske og lektor Mette Gaard. 

Ved hjælp af forskningsprojektet Models of Cancer Care, har man de sidste syv år tilbudt de studerende at være en del af klinisk forskning.

Seks studerende har i nuværende efterårssemester valgt at indgå, og de skal bl.a. være med i forskellige dele af forskningsprocessen fra udarbejdelse af interviewguide over indsamling af samtykke og empiri til behandling og analyse af data samt diskussion.

Plusser ved at indgå i forskning

Models of Cancer Care handler om, hvordan man som en del af den kliniske kræftbehandling kan øge patientens involvering i eget behandlingsforløb.

Målet er, at et styrket samarbejde mellem patient, familie og sundhedsprofessionelle vil reducere patientens ofte komplekse symptomer. De studerende samarbejder med professor og projektleder Mary Jarden på Rigshospitalet samt med ph.d.-studerende, som er tilknyttet projektet. 

Mette Gaard fortæller, at de studerende, som har deltaget i forskningen, har fået en masse gode ting med sig i bagagen.

”De studerende har alle fået indsigt i, hvordan forskning og implementering af forskningsresultater kan ændre praksis og kvalificere klinisk beslutningstagning og lederskab til fordel for patienter og pårørende. Samtidig har de fået et større patient- og pårørendeperspektiv og er blevet mere kritisk reflekterende. De studerende kan se forskningens relevans og betydning for klinisk praksis, hvilket kan medvirke til at de – som autoriserede sygeplejersker – i højere grad vil være tilbøjelige til at søge og anvende forskningsbaseret viden til gavn for patienter og pårørende,” opremser Mette Gaard om de mange plusser. 

Klogere på forskning

To sygeplejersker, som indgik i projektet, da de var studerende på Københavns Professionshøjskole, er Sabrine Rahbek Jespersen og Cæcilie Ingrisch, nu begge 28 år. De ser med stor fornøjelse tilbage.

”Min deltagelse gjorde, at jeg blev meget klogere på, hvad det indebærer at forske. Det satte også lidt tanker i gang om, om det på sigt ville være noget, jeg også gerne ville,” fortæller Cæcilie Ingrisch.

I projektet havde de to sygeplejestuderende bl.a. ansvar for udarbejdelse af feltnoter, hvor de skulle observere miljøet og kropssproget på dem, der blev interviewet samt transskribere interviews.

En unik mulighed

De anvendte den indsamlede empiri fra forskningsprojektet i deres bachelorprojekt. Det var et krav for at være med i projektet. 

”Men det var bare en god ting, for vi fik på den måde adgang til patienterne. Når man skal skrive bachelor, må man ikke interviewe denne patientgruppe af etiske årsager, så det synes jeg var en unik mulighed ved at deltage i projektet,” siger Cæcilie Ingrisch.

Synes man, at forskning er spændende, og vil man gerne stifte bekendtskab med det område af sygeplejen, så opfordrer begge sygeplejersker andre til at være en del af sådan et projekt på studiet, om muligt. 

”Der bliver stillet høje krav, for der er en ph.d.-studerende, der er afhængig af de opgaver, man udfører i projektet, og kvaliteten skal være i orden. Men når det er sagt, så er det også bare en så god og lærerig erfaring at få, hvis nu man har lyst til at blive klogere på hele forskningsmiljøet,” siger Sabrine Rahbek Jespersen.

For alle studerende

Selvom det forventes, at man yder en indsats, hvis man vil medvirke i et forskningsprojekt i sit bachelorforløb, slår lektor Mette Gaard fast, at det er for alle studerende:

”Så længe man er motiveret og dedikeret. Flere studerende er begyndt at få øjnene op for muligheden. Jeg får i hvert fald flere henvendelser fra interesserede studerende. Og det er vigtigt, at der i fremtiden kommer til at være sygeplejersker, der ønsker at forske, så vi kan medvirke til evidensbaseret klinisk praksis.” 

Læs også

En helt ny (forsknings)vej

Ung forsker følte sig anderledes