Fra offentlig operationsstue til privathospital

Da Rikke Nielsen i oktober sidste år startede i sit nuværende job som anæstesisygeplejerske og specialeansvarlig indenfor gynækologi og urologi på privathospitalet Aleris i Søborg, var det ikke en nem beslutning, der var gået forud.

”Jeg var som udgangspunkt superglad for mit arbejde som anæstesisygeplejerske i Region Hovedstaden. Jeg syntes, det var verdens fedeste job, og i starten havde jeg egentlig ikke forestillet mig, at jeg nogensinde skulle skifte til noget andet,” siger Rikke Nielsen.

Men drømmejobbet blev ikke ved med at være en drøm. I takt med at flere og flere kolleger forsvandt, blev Rikke Nielsen nødt til at tage sit arbejdsliv op til genovervejelse. Hun arbejdede ganske vist på deltid, men det var ikke nok til at tage brodden af vagtbyrden og de skiftende arbejdstider.

”Jeg havde to små børn, men det hele gik op i, hvornår jeg skulle sove, enten før eller efter en 16 timers-vagt. Det var ikke den hverdag, min mand og jeg gerne ville have sammen som familie. Men samtidig elsker jeg jo mit speciale som anæstesisygeplejerske, så jeg kiggede mig selv dybt i øjnene og tænkte: ’Nå, men hvad skal jeg så lave?’” fortæller hun.

På følgevagt i det private

Svaret på spørgsmålet kom til Rikke Nielsen i form af to tidligere kolleger, der begge arbejder på Aleris.

”Jeg talte med dem om mine overvejelser og var endda med den ene på en følgevagt. Jeg ville gerne se det med mine egne øjne, så jeg ikke kom til at træffe en forhastet beslutning,” siger hun.

Rikke Nielsen fortæller, at hun under sit besøg tydeligt kunne fornemme arbejdsglæden blandt anæstesisygeplejerskerne og det øvrige personale. Det var en arbejdsglæde, hun efterhånden selv savnede i det offentlige:

”Jeg blev fascineret af, at man kunne få så mange patienter igennem på så god en måde, som de gjorde. De fordomme om, at man nok går på kompromis med kvaliteten, rengøringen eller sikkerheden, som jeg ofte havde hørt fra især kolleger, der ikke selv havde arbejdet i det private, blev fuldstændig skudt ned.”

Bliver stadig fagligt udfordret

Rikke Nielsens indledende indtryk af privathospitalet som arbejdsplads har ikke ændret sig, siden hun blev ansat på Aleris for et år siden. Hun fortryder ikke skiftet, men kan dog godt af og til savne de akutte funktioner, man som anæstesisygeplejerske også varetager i det offentlige.

”Dem er der ikke så mange af i det private. Til gengæld får jeg så meget andet,” siger hun:

”Vi har også travlt, men på den gode måde. Der er ikke en masse afbrydelser og forstyrrelser. Det er heller ikke kedeligt, selvom det er lidt mere rutinepræget. Jeg oplever stadig, at jeg bliver udfordret i mit arbejde som anæstesisygeplejerske.”

Friweekender og fleksibilitet

Rikke Nielsen fortæller også, at fleksibiliteten og den nærværende ledelse på hendes nuværende arbejdsplads har en stor del af æren for hendes tilfredshed med skiftet.

”Udover at jeg har fri i weekender og på helligdage, er der en stor fleksibilitet ift. tilrettelæggelsen af mit arbejde. Fleksibilitet går hér begge veje. Dét og en anerkendende og betænksom ledelse, har hjulpet mig til at genfinde arbejdsglæden,” siger hun.

Hun kan derfor ikke forestille sig, at hun får lyst til at skifte tilbage til et offentligt sygehus i fremtiden, hvis ikke arbejdsvilkårene bliver bedre:

”Det er vigtigt at understrege, at jeg ikke er vred på mit gamle arbejde. Jeg elskede det. Arbejdsvilkårene i det offentlige er bare nogle andre, og jeg ser det ikke som realistisk, at de ændrer sig lige foreløbig.”