"Det er mit ansvar, at han trækker vejret"

"Nå, er du ved at være klar?”

”Jeg er født klar.”

Margit Kaas lyder på alle måder overbevisende. Kirurgen smiler bredt.

”Så går jeg lige op og tjekker ind med patienten,” siger han, skubber sig gennem svingdørene og forsvinder ud på gangen.

Vi er på Operationsstue 4, sektion G2 – Nedre kirurgisk gastroenterologi. Sektionen hører under Kirurgisk Afdeling A på Odense Universitetshospital. Klokken er 8 om morgenen, og Margit Kaas har været i gang med forberedelserne til dagens første operation siden 7.30.

Hun har fundet sprøjter, tuber, små kasser og flasker frem fra sin anæstesi-kommode og har trukket medicin op til brug ved første anæstesi. Forskellige virksomme stoffer, der kan dække en operationspatient ind fra alle vinkler.

Bedøvende, smertestillende, blodtryksregulerende, bakteriehæmmende.

Noget af det kommer Margit Kaas helt sikkert til at bruge – noget af det er for en sikkerheds skyld.

”Det forberedende er rent håndelag,” forklarer hun, mens vi venter på patienten. 

”Det er alt dét, der kommer efter, der er den virkelige kunst.”

Instrumenttjek inden afgang

Dét, der kommer efter, er på mange måder rutine for Margit Kaas. Hun har været anæstesisygeplejerske siden 2008 og uddannelsesansvarlig for specialuddannelsen i anæstesiologisk sygepleje på Odense Universitetshospital siden 2019.

Anæstesien trak i hende fra dag ét.

”Jeg ville gerne arbejde i et tværfagligt team og stå med det her store ansvar. At være den eneste på stuen, der kan dét, jeg kan. Det tiltrak mig bare rigtig meget,” siger hun.

Det store ansvar fornemmer man tydeligt, selvom operationen ikke er gået i gang endnu. Mens operationssygeplejerskerne har summet forberedende rundt på stuen, har Margit Kaas brugt en del af sin forberedelsestid på at tjekke instrumenterne i anæstesisygeplejerskens cockpit: Respiratoren, overvågningsskærmen, medicinen, udstyret og computeren med patientjournalen. Det er hendes ansvar, at alting fungerer, når det er tid til at lette.

”At være anæstesisygeplejerske er faktisk lidt som at være pilot,” siger Margit Kaas. ”Du letter, du flyver og du skal kunne lande igen. Det er dit ansvar, at passageren får en god tur – at din patient bliver bedøvet, er sovende, smertedækket, trækker vejret og er stabil under hele operationen. Og du skal hele tiden kunne flyve jævnt, justere og reflektere, selvom der er turbulens.”

Mere når hun ikke at uddybe, for nu træder patienten ind på operationsstuen.

Blodtryk og beroligelse

65-årige Jan Hansen skal have fjernet en midlertidig tyndtarmsstomi. Det er åben mave-tarm kirurgi, så han er en smule nervøs. 

Han bliver hjulpet op at sidde på operationslejet, og mens Margit Kaas måler hans blodtryk, taler hun beroligende med ham. Hun fortæller ham, hvad han får i sit væskedrop, spørger ham, om han har problemer med føleforstyrrelser efter den blodprop, han fik tidligere på året og taler om løst og fast.

Alt ser godt ud. Så ringer Margit Kaas efter en anæstesilæge. ”Hej, det er Margit. Hvem kommer ind til mig?”

Før Jan Hansen kan blive bedøvet, og operationen kan gå i gang, skal anæstesilægen lægge et epiduralkateter i hans ryg. Med sådan et kateter på plads kan Margit Kaas nemlig holde ham effektivt smertedækket både under og efter hans operation.

Klar til at lette

Jan Hansen får elektroder på brystkassen til hjerteovervågning, lagt drop og en klemme på fingeren, så Margit Kaas kan måle iltindholdet i hans blod.

Anæstesilægen kommer ind på stuen. Jan Hansen bliver lokalbedøvet i ryggen, og snart efter er kateteret lagt. Med hjælp fra Margit Kaas og en operationssygeplejerske kommer han ned at ligge. Hun er klar til at bedøve.

”Kan du mærke medicinen, Jan? Er der kommet lidt mere ro i kroppen?” spørger hun og tager anæstesimasken frem. Patienten nikker.

Så placerer hun masken over hans ansigt. 

”Nu bliver du træt lige om lidt,” siger hun til ham med et lille smil.

Jan Hansen blinker. Øjnene falder langsomt mere og mere i. Så er han væk.

Ved dagens anden operation behøver Margit Kaas ikke hele tiden korrigere blodtrykket. ”Hun er ung og bortset fra sin tarmsygdom er hun rask, så hendes krop kan bedre kompensere på egen hånd,” fortæller hun.

Foto. Michael Drost-Hansen

Lammet vejrtrækning

Vi er nået til det mest kritiske øjeblik for en anæstesisygeplejerske under en operation, fortæller Margit Kaas, mens hun venter på, at Jan Hansen er fuldt bedøvet: Om lidt lammes hans vejrtrækning af medicinen. Så snart det sker, skal hun overtage vejrtrækningen og ventilere ham.

”Det er altid nogle intense sekunder, indtil jeg ser, om jeg kan få luft i ham,” siger Margit Kaas.

”Hvis patienten er til at ventilere, kan vi altid vække ham igen, hvis vi støder på andre problemer.”

Det går heldigvis nemt denne gang.

Margit Kaas kan på sin overvågningsskærm se, når Jan Hansen er fuldstændigt bedøvet og afslappet til intubering.

Så er det nu. Men hurtige og præcise bevægelser intuberer Margit Kaas og slutter ham til respiratoren. Den begynder straks at trække vejret for ham.

Alle på operationsstuen sænker skuldrene, Sygeplejerskens udsendte inklusive. Kort efter kommer kirurgen ind. Operationen kan gå i gang.

En bekymrende udvikling

Der er lige nu 122 ubesatte stillinger til anæstesisygeplejersker i regionerne. Det kan mærkes. I hele landet har manglen på specialsygeplejerskerne medført tomme operationslejer og lukkede operationsstuer.

Værst ser det ud i Region Hovedstaden. Her er der i skrivende stund 50 ubesatte stillinger inden for anæstesiologisk sygepleje.

Det er en udvikling, der bekymrer Vicki Flygenring Gudmandsen, som er formand for Fagligt Selskab for Anæstesi-, Intensiv- og Opvågningssygeplejersker (FSAIO). Hun oplever, at selvom antallet af kursister på uddannelsen er øget fra 2019 til 2022, så er det svært at fastholde anæstesisygeplejerskerne på de offentlige sygehuse.

Formanden fortæller, at det især handler om løn og arbejdsvilkår.

”Det er trist, for langt de fleste anæstesisygeplejersker vil som udgangspunkt faktisk gerne være i det offentlige, fordi de normalt både kan få de akutte og de rolige operationer her,” siger Vicki Flygenring Gudmandsen. 

”Desværre er det efterhånden kun de mest akutte patienter, der bliver opereret på de offentlige hospitaler. Hvis du som anæstesisygeplejerske ikke føler, at du får en ordentlig løn eller anerkendelse og primært oplever, at du kun får de komplicerede patienter, så begynder du måske at skele til det private.”

Formanden peger også på, at selvom der kommer flere nyuddannede anæstesisygeplejersker, så skal en del samtidig snart på pension. Derfor ender udviklingen sandsynligvis med at gå i nul.

”Vi er nødt til at få vendt tendensen med, at anæstesisygeplejerskerne forlader de offentlige sygehuse,” siger Vicki Flygenring Gudmandsen. 

”Ellers bliver det en ond spiral, hvor endnu flere operationslejer må lukke, ventelisterne bliver længere og vilkårene endnu hårdere for de anæstesisygeplejersker, der bliver tilbage.” 

I luften

Tilbage på Operationsstue 4 er vi kommet godt op i flyvehøjde. Kirurgen og operationssygeplejerskerne arbejder koncentreret. Hjerteovervågningen bipper rytmisk. Respiratoren kører roligt op og ned.

Margit Kaas står i sit cockpit. Kunsten for hende er nu at holde patienten både sovende, stabil og tilstrækkeligt smertedækket – ikke for lidt, så han har ondt, men heller ikke for meget, så han får svært ved at vågne bagefter.

Samtidig skal Margit Kaas have tjek på hans værdier, hans væskebalance og hans vejrtrækning. Hun er i fuld kontrol.

Det er heller ikke alle instrumenterne, hun behøver at holde øje med hele tiden. Ofte er lyden nok til at fortælle hende, om der er grund til bekymring.

”Det er især noget, der kommer med erfaringen. Et udsving i bippene eller en lydændring i iltmåleren… der kører hele tiden sådan en vurdering i baghovedet på mig. Alle sanser er åbne. Hvorfor sker det her nu? Er det noget, jeg skal reagere på?” fortæller Margit Kaas.

Turbulens 

Denne patient holder hende dog lidt på tæerne. Jan Hansen er en ældre mand, multisyg og afkræftet. Hans krop kan ikke kompensere for det pres, en operation udsætter den for på samme måde, som en ung, rask krop kan.

”Hans hjerterytme var lidt ustabil i starten og er hele tiden i fare for at falde. Hans blodtryk ligger også lidt lavere, end jeg bryder mig om,” forklarer Margit  Kaas, mens hun gør en sprøjte klar. 

”Han er sådan én, der kan være svær at bedøve for en anæstesikursist.”

Så giver hun patienten en dosis medicin. Det har den tiltænkte effekt nærmest øjeblikkeligt, og hans blodtryk stiger til et mere acceptabelt niveau. Anæstesisygeplejersken er tilfreds: 

”Som jeg sagde: Du skal også kunne flyve jævnt, når der er turbulens.”

Margit Kaas monitorerer vejrtrækning, værdier, smertedækning og blodtryk. På intet tidspunkt under operationen forlader hun sin plads - først når indgrebet er helt overstået og patienten er vågen, kan hun træde mere end et skridt væk.

Foto. Michael Drost-Hansen

Anbefalinger uden indsigt

Den 3. oktober udsendte Sundhedsministeriet nye anbefalinger til at styrke kapaciteten af anæstesi- og intensivsygeplejersker i regionerne. Anbefalingerne er udarbejdet af en arbejdsgruppe, der foruden Sundhedsministeriet består af Danske Regioner, Sundhedsstyrelsen, Region Hovedstaden og Styrelsen for Patientsikkerhed.

I anbefalingerne gives der nogle bud på, hvordan kapaciteten kan øges på kort sigt. Bl.a. ved, at anæstesikursister i øget omfang skal indgå i sygehusenes daglige drift.

Som uddannelsesansvarlig anæstesisygeplejerske er Margit Kaas imidlertid uforstående over for sådan en anbefaling. Hun kalder det mangel på indsigt i anæstesisygeplejerskernes faglighed.

”Kursisterne indgår allerede i den daglige drift på det niveau, de kan. Når en anæstesikursist er et halvt år inde i uddannelsen, kan de selvstændigt bedøve en patient ved en planlagt operation – og det gør de også. Allerede efter 3-4 måneder begynder vejlederen også at forlade stuen,” forklarer Margit Kaas.

Trinvist flyvefærdig

Ifølge hende er problemet med Sundhedsministeriets anbefalinger, at de ikke tager højde for de mange udviklingstrin, en anæstesikursist skal igennem for at blive en flyvefærdig anæstesisygeplejerske.

”Når det første halve år er gået, kan vi jo ikke bare sætte kursisterne til at bedøve alle de ukomplicerede patienter, fordi de hele tiden skal prøve kræfter med mere komplicerede patienter,” siger Margit Kaas.

En anden af Sundhedsministeriets anbefalinger går på øget delegation af opgaver mellem sundhedspersonale, herunder oplæring af medicinstuderende, der arbejder som ventilatører, til at bistå anæstesi-sygeplejerskerne i deres arbejde.

Her er Margit Kaas også forbeholden.

”En ventilatør er f.eks. ikke oplært i at overvåge en avanceret respirator, der løbende påvirkes af tryk, smerter, luft i maven og lignende. At overvåge, justere indstillinger og anæstesigasser, og løbende reflektere over vores respiratorer kræver, at man kan se helheden under en anæstesi - ikke kun maskinen,” siger hun.

Lægger an til landing

Klokken er lidt over 11 om formiddagen og dagens første indgreb på Operationstue 4 er så småt ved at være overstået.

”En halv time, Margit,” siger kirurgen.

I samarbejde med det øvrige operationspersonale skal Margit Kaas lægge an til landing og have timet det sådan, at Jan Hansen vågner af sin lammende bedøvelsessøvn kort efter, at kirurgen har syet ham sammen.

Hun giver patienten lidt mere smertedækning, så han ikke har for ondt, når han slår øjnene op. Han er tilsluttet en medicinpumpe, som følger med på opvågningen. Snart begynder hun langsomt at skrue ned for narkosen.

”Jeg kan stadig se på min overvågningsskærm, hvor fuldt bedøvet han er. Nu lader jeg ham meget stille og roligt stige op mod overfladen, men ikke for hurtigt, så han kommer til at mærke noget,” forklarer hun.

Da det sidste sting er sat, og kirurgen kan træde væk, er patienten præcis, hvor han skal være på bedøvelsesskalaen. Margit Kaas slukker helt for narkosen og skruer op for ilten, så den tilbageværende anæstesigas kan blive ventileret ud af Jan Hansens system.

Margit Kaas vækker ham, mens operationssygeplejerskerne og øvrigt personale begynder at rydde op, så de kan klargøre til næste operation.

”Jan, er du vågen? Kan du høre mig?”

Efter et par sekunder begynder Jan Hansen at bevæge sig. Han hoster.

Klar til afgang igen

På opvågningen er Jan Hansen blevet helt vågen og virker nogenlunde frisk, selvom han lige har været igennem en større operation.

Margit Kaas overleverer kort til den ansvarshavende sygeplejerske på opvågningen. Hun fortæller bl.a., hvilken type smertestillende medicin, hun har givet patienten, og hvor meget han har fået. Så siger hun farvel og vender snuden tilbage mod operationsgang G2.

”Så er det en kikkertoperation om lidt,” siger hun.