"Jeg kan godt lide at bruge mig selv"

Under den store flygtningestrøm i 2015 kom en afghansk pige på 17-18 år til asylcentret i Fredericia. Hun, hendes mor og bror flygtede, da faren blev slået ihjel. Men undervejs kom de fra hinanden.

”I Italien blev pigen spærret inde af en mand, der i trekvart år brugte hende som sexslave. Historien blev bekræftet af de organisationer, hun senere blev afhørt af. Hun havde ingen papirer med, da hun kom til asylcentret, og hun var utrolig bange. Bare man nævnte Afghanistan, rystede hun helt vildt,” fortæller Hans Christian Graversen. 

Pigen havde PTSD, og hver gang filmene om alt det, hun havde været igennem, dukkede op, vidste hun, hvor hun skulle hen. Ind på asylcentrets skadestue. Ind til Hans.

”Hun løb ind og faldt mig hulkende om halsen. Når hun havde grædt af, satte vi os i hver sin stol med en kop te og talte det igennem. Min opgave var mest bare at lytte, og når hun talte om de ting, prøvede jeg at få hende til at se muligheder i stedet. Vi skulle jo væk fra kun at kigge tilbage.”

Han kendte pigen et års tid, så kom hun et andet sted hen, og i dag kender han ikke hendes skæbne, men tænker hun er blevet udvist. 

”Hun rumsterer stadig i hovedet på mig, for jeg synes, det var en meget tragisk sag.”

Glæden i øjnene

Hans Christian Graversen var ikke ældre end den unge pige, da han besluttede sig for at tage sygeplejeuddannelsen. Han fik sin autorisation i 1971, og i mere end 50 år – bortset fra 10 år i 1990’erne, hvor han arbejdede i medicinalindustrien – har han brændt for socialpsykiatrien. Og det er en ild, der er svær at puste ud i 73-årige Hans Christian Graversen.

Gennem tiden har han arbejdet med unge og ældre psykiatriske patienter, med udsatte, misbrugere og hjemløse på bl.a. det psykiatriske statshospital i Middelfart, Rusmiddelcenter Middelfart og et omsorgscenter i Odense. Og altså tre år på asylcentret i Fredericia.

”Asylcentret er simpelthen det bedste job, jeg har haft. Man kunne gøre noget for de mennesker. Altså, den glæde i deres øjne når du hjalp dem med selv en lille ting. De kom med ondt i sjælen, men det kunne godt vise sig andre steder. Og når man viser interesse, løsner det op for mange ting.”

Et sted for de hjemløse 

Siden 2017 har han arbejdet på Forsorgshjemmet Overmarksgården i Kolding, der er et midlertidigt tilbud om bolig og støtte til borgere, som er socialt udsatte og hjemløse, ofte med misbrugsproblemer. 

”Vi er ikke et behandlingssted. Her får de en seng at sove i, mad og tag over hovedet. Vores vigtigste opgave er at finde et sted at bo til dem, men det er ikke altid lige let.”

Hans Christian Graversen viser rundt på Overmarksgården, der har 44 beboere og fire herbergspladser. Værelserne er ens: en sovesofa, sofabord, et tv. Rummet, hvor han udleverer morgenmedicin og Suboxone, et middel til forebyggelse af abstinenssymptomer hos folk, der er afhængige af stoffer.  

I en glasramme i kantinen hænger historien om Overmarksgården, der blev bygget i 1917 til »landevejens farende svende” og i folkemunde blev døbt “Fattigpalæet”.

”Da jeg blev uddannet, hed det ikke hjemløse, men landevejsriddere. De havde som regel uniform på og skubbede deres ejendele rundt i en barnevogn med en Madam Blå på toppen. Det er en uddøende race, men der er rigtig mange boligløse nu, det er unge mennesker, og en meget høj procentdel af dem er misbrugere af stoffer.”

Hjælper misbrugere – med humor

Hans Christian Graversen fortæller, at de begynder med at ryge hash og oplever, at den fjerner det tankemylder, der forhindrer dem i at sove. Efterhånden skal der stærkere ting til, og så kører rouletten. 

”Men de kommer næsten uundgåeligt til at havne i suppedasen. Derfor har jeg også et kontant forslag til at forebygge det: Alle skal inden konfirmationsalderen have ret til at snakke med en psykolog, så man kan give dem, der har et problem, nogle værktøjer. For de er ikke syge til at starte med, de er bare ikke så gode til at håndtere det tankemylder, vi alle sammen har.”

Han forklarer, at de typisk begynder med hash i 12-13-14-årsalderen, og at nogle allerede fixer i den alder.

”Når de i en alder af 35 finder ud af, at de gerne vil ud af deres misbrug, stiller vi nogle krav til dem, som er urimelige. For det er kun på papiret, de er 35, de aner ikke, hvordan man vrider en karklud, og hvordan skal de så klare det i egen bolig? Det bliver langt hen ad vejen et sisyfosarbejde.”

Alligevel giver det mening.

”Jeg kan godt lide at bruge mig selv, og der er ikke noget med at trække rullegardinet ned om morgenen og køre stoneface. Man må interessere sig for de mennesker, give dem omsorg, så vinder man ofte deres tillid. Når jeg f.eks. i et stykke tid har prøvet at hjælpe en beboer, og vedkommende så lige pludselig begynder at smile til mig. Jamen, der tænker jeg: Så har det ikke været helt forgæves. Jeg har altid gjort brug af humor uden at være plat. Det løsner gevaldigt op, hvis man kan få dem til at le.”

Rette arbejdshylde

Hans Christian Graversen har altid følt, at han har været på den rette arbejdshylde i socialpsykiatrien. Og foreløbig bliver han ved med at arbejde 34 timer om ugen. Privat kobler han af på sit og hustruens idylliske amatørlandbrug med heste, køer, får og høns uden for Middelfart. Og han er stadig aktiv rytter.

”Jeg har altid været meget aktiv og brændt mit lys i begge ender. Uden at have ADHD,” siger han og tilføjer: ”Jeg er i hvert fald ikke diagnosticeret.” 

Vi kan dog godt afsløre, at sygeplejersken Hans Christian Graversen kender slutdatoen for sit arbejdsliv.

”Men den er hemmelig. Jeg siger ikke, hvornår den er.”  

Læs også:

"Sygeplejerskerne, der bliver ved - og ved"

"Jeg har aldrig overvejet at stoppe"

"Jeg kan godt lide at bruge mig selv"