Levende musik mellem liv og død

Lydbilledet på en intensivafdeling er på en normal dag stressende. Det er lydene af liv, der er kørt af sporet. Men sådan behøver det ikke at være. Ikke altid, i hvert fald, for levende musik leverer hver torsdag en vigtig pause på intensivafdelingerne på AUH. 

Vinderen af årets ene Athena-pris, projektet Levende musik på Intensiv - Meningsfulde øjeblikke, kører nu på tredje år, og resultaterne er entydigt positive. Så positive, at projektet nu breder sig ud. Det fortæller sygeplejerske Linette Thorn, som er en af ildsjælene bag projektet.

”Jeg har været involveret i en del projekter og implementeringer gennem min karriere, men det her har nok været det mest taknemmelige, jeg har arbejdet med. Det er svært ikke at blive begejstret over musikken og de gode resultater, vi har kunnet måle,” siger Linette Thorn og uddyber:

”I vores kvalitative interviewundersøgelse sagde patienterne næsten enstemmigt, at musikken gav dem en pause. Ro fra tankekaos og sygdom. En timeout og et frirum. I den kvantitative undersøgelse kunne vi se, at hjerte- og respirationsfrekvensen faldt, smerteoplevelsen blev reduceret, og det samme gjorde det målte stressniveau.”

Det er ikke kun patienter og pårørende, som har fået musikkens gave. Også personalet på intensivafdelingerne har entydigt været glade for forløbet.

Egentlig startede projektet hos Linette Thorns kollega, Ulla Otte, som blev inspireret til en fagdag, hvor der var et oplæg om levende musik. En idé var sået, hvorefter Ulla kontaktede rektor på konservatoriet i Aarhus. Ideen blev vel modtaget, og projektet så dagens lys i 2019. Linette Thorn blev involveret, da hun både havde projekterfaring, forskningskompetencer og stor musikalsk forståelse.

En anden type af tårer

Det er torsdag, og den svenske konservatoriestuderende Rebecca Vats Jönsson er mødt op med sin guitar. Dagens første musikalske pause starter nu. Patienten har rundet de 90 år, og hun er træt, afkræftet og på vej mod næste – og nok sidste – hospitalsafsnit. 

Hendes svulmede, blå hænder masserer nervøst dynekanten, mens blikket flakker under tynde, tunge øjenlåg. Men hun er ikke meget til stede. 

Rebecca Vats Jönsson begynder på sit guitarspil, og stuen bliver fyldt helt ud af tonerne fra hendes rolige, catalanske folkesange. I de stille passager ligger åndedrættet i iltmasken som en sælsom rytme. Rummet bliver ekstremt kontrastfyldt, når Rebecca Vats Jönsson sidder – til højre for håndspritten og lige under liften – og skaber skønhed. 

Linette fanger en tåre under patientens øje, mens Rebecca Vats Jönsson sænker sin guitar efter sidste akkord. Seancen ender i et helt andet klimaks end klapsalver, og patienten vrider sig næsten uroligt. Påvirket – eller rørt. 

”Det er første gang i dag, at der er sikker kontakt til patienten,” fortæller Linette Thorn efter den musikalske pause.

”Vores patienter er ofte lænket til en seng. De er tilkoblet alt muligt udstyr, og de er afhængige af andre for at dække selv de mest basale behov. Nogle er på stuen i uger og måneder, og de mister fornemmelsen af tid og sted. Alarmer, bippen, folk, der kommer og går. Musikken fylder rummet med noget rart, noget velvære,” siger hun og opsummerer: 

”Det er så kontrastfyldt og vigtigt med det kvarters levende musik. Det gør en verden til forskel.”

Ekstremt intimt

Rebecca Vats Jönsson og Linette Thorn besøger et par stuer til, og nu er turen kommet til Henrik Lund. Han er ved bevidsthed, og han har besøg af sin voksne datter. Henrik skal også videre fra intensiv – men på en anden måde end den foregående patient. Henrik skal vende tilbage til livet. 

Rebecca Vats Jönsson starter sit guitarspil, og det er som om, at der opstår et vakuum. Postyret på gangen forsvinder, og det er umuligt at være til stede andre steder end i musikken. Henriks stue er mere hjemlig, og billeder på væggene vidner om omsorg og optimisme. Vi kommer dog aldrig i tvivl om, at vi befinder os på intensiv. Også hér lægger respiratoren sit rytmespor. 

Henriks datter holder ham på armen. Linette Thorn lytter, mens Rebecca Vats Jönsson er helt fordybet i sit spil. Alle i stuen har deres helt egen oplevelse – som på en eller anden måde bliver fælles. Det er ekstremt intimt at være vidne til. At være med til.

”Wow,” lyder det fra lejet. Henrik Lund kan tale, sådan da, med et tryk på iltslangen ved halsen. Han fortæller kort om sin oplevelse. 

”Dagene er meget ens. Det her er et afbræk. Jeg er meget opmærksom på Rebeccas spil,” siger Henrik Lund med besvær og takker for musikken igen.  

Rebecca Vats Jönsson forsvinder ud på AUH’s gange, og Linette Thorns vagt er forbi. Hun er glad og stolt over Athena-prisen og ikke mindst den opmærksomhed, der følger med. For musik i sundhedsvæsenet har et enormt potentiale.

”Jeg håber, at det her kan munde ud i en samlet musikstrategi på AUH. At du en dag kan bestille en musiker på samme måde, som du kan bestille en præst eller en ergoterapeut – om så det er til onkologisk, børneafdelingen eller i psykiatrien. Der er brug for det,” slutter hun. 

Læs også

"Vi har slet ikke råd til at lade være"