Her skal alle ikke levere i topfart

"Vi er i en svær situation lige nu. Hvis vi vil rekruttere, nytter det ikke at sige, at vi ikke vil have dem, der har et presset privatliv, eller dem der har været nede med stress eller har røget hash i gymnasiet.” 

Sådan lyder det fra sygeplejerske og hjemmeplejeleder for Hjemmeplejen Amager, Annette Gyldengren. For hende er det ikke afgørende, om de sygeplejersker hun ansætter, måske kommer med en bagage som f.eks. et alvorligt stressforløb og ikke kan levere på fuld kraft fra dag et.

”Vi har ikke råd til at lade være med at ansætte dem. Vi vil gerne have folk, og gerne faste folk.” 

Betaler sig ift. vikarer

Derfor er hun også fuldt bevidst om, at det for nogle vil gå galt, hvis de kører hårdt på fra starten. 

”For dem er det særligt vigtigt at få gennemført introduktionsprogrammerne og køre dem stille og roligt ind. Også selvom det betyder, at de ikke kan køre 100 pct. kørelister. De arbejder på nedsat blus, hvor de bliver fulgt tæt af vores gruppeledere, der løbende har statussamtaler, hvor de taler om, hvor langt de kan gå,” fortæller hun og påpeger:

”Det giver en dyr intro, men på den lange bane er det mindre omkostningsfuldt. For det koster meget, hver gang du skal skifte en medarbejder ud. Så er det bedre at have to, der kører slow og med en ordentlig kvalitet, end at have vikarer udefra.”

Ser på livsbilledet

Det er ikke kun de nye medarbejdere, der bliver taget hensyn til i Hjemmeplejen Amager. På arbejdspladsen har de en livsfasepolitik: Hvis man f.eks. har tre små børn og en mand, der rejser, og derfor er udfordret ift. at møde kl. 7 eller 7.30, kan man for en midlertidig periode lave en aftale om at møde kl. 8.00 i stedet. 

”Det er vigtigt, at vi matcher medarbejderens samlede livsbillede. Der er også nogle, der bliver skilt, og som måske har svært ved at få det til at hænge sammen med weekendvagter. Så laver vi en aftale for en periode, hvor de ikke har weekendvagter for at minimere risikoen for stress,” siger Annette Gyldengren.

Rummer private udfordringer

Sygeplejerske Ditte Pedersen skiftede i efteråret job til Hjemmeplejen Amager. Hun var egentlig glad for sit gamle job på en medicinsk afdeling, men havde det svært med de skiftende vagter.

”Det stressede mig at arbejde i treholdsskift. Det fungerede ikke for min døgnrytme, og jeg savnede at spise aftensmad med min mand og bonusdreng. På den måde er hjemmeplejen bedre, da jeg primært har dagvagter og er hjemme de fleste aftener. Det giver mig ro,” fortæller hun. 

Ditte Pedersen oplever desuden en stor forståelse fra sine ledere og kolleger, når det er svært at få privatlivet til at hænge sammen. For nylig blev hun nødt til at hjælpe sin mor gennem et afrusningsforløb og havde hende boende en måned. Her oplevede hun, at arbejdspladsen tog hensyn til det ift. hendes vagter. Ligeledes har hun mødt opbakning til, at hun, hvis hun bliver gravid, skal gå til kontrolscanning hver uge gennem graviditeten, da hun har aborteret flere gange tidligere.

”Jeg oplever, at mine ledere lytter til mig, og at der er hjælp at hente, hvis jeg spørger efter det. Både fagligt og privat. De er meget forstående, hvilket gør, at jeg har lyst til at være her,” siger Ditte Pedersen og tilføjer:

”Det giver en tryghed at have et arbejde, hvor man kan se sig selv i mange år.” 

Opfølgende samtaler og terapi

Annette Gyldengren fortæller, at hun for nylig har ansat et par sygeplejersker, der var hårdt ramt af stress. 

”Dem sendte vi med det samme til Københavns Kommunens tilbud SYFO, hvor man kan komme til bl.a. fysioterapi, psykolog m.m., der kan afhjælpe gener ift. stres.  Det tilbyder vi med det samme. Og så har vores gruppeledere mange opfølgende samtaler med dem. Hvis de er sygemeldt, er det ok. Så får de lov at være syge, og så tager vi det stille og roligt,” fortæller hjemmeplejelederen og understreger: 

”Det er vigtigt at bekende kulør. Hvis man har været nede med stress, skal man ikke have mindre adgang til arbejde. Efter tre måneder vurderer vi, om det her kan lykkes og blive godt. Og lige nu ser det ud til at lykkes med dem, vi ansatte for nylig.”

”Jeg ser ressourcer”

Annette Gyldengren har selv prøvet at være ramt af stress. 

”Det gør måske, at jeg har en større forståelse for det, men det tror jeg nu ikke. Sådan har jeg vist altid været. Stress er jo en sygdom. En midlertidig sygdom. Det er lidt som misbrug, man bliver ikke et dårligere menneske,” siger hun.

For hende er det de faglige kompetencer, der er afgørende. Og de personlige. Og at man har lyst til at være i stillingen: 

”Jeg ser ressourcer. Hvis alle leverede maksimalt, ville det da være fantastisk, men sådan er det jo ikke. Desuden handler det også om de værdier, vi bygger vores organisation på. Og det er forhåbentlig mangfoldigheden. Vi beskæftiger os med syge mennesker og borgere med udfordringer. Så må vi også kunne rumme dem selv.”