Sygeplejersken
"Derhjemme steg mit humør 100 procent"
Tenna Olsen havde følt ubehag et stykke tid. Men som gravid i 16. uge havde hun knyttet alle gener til sin graviditet. Det viste sig dog at være en alvorlig sygdom, der med et vendte op og ned på hendes tilværelse. En tilværelse som først blev bedre, da hun overgik til hjemmebehandling.
Sygeplejersken 2022 nr. 7, s. 30
Af:
Diana Mammen, journalist
Med otte ubesvarede opkald fra egen læge, var Tenna Olsen ikke i tvivl om, at noget var galt. I forbindelse med sin graviditet havde hun været til et rutinetjek hos sin læge, men så pludselig sig selv akut indlagt på Hæmatologisk afdeling. Her fik hun foretaget en knoglemarvsbiopsi, som sammenholdt med blodprøver, gav hende diagnosen akut leukæmi.
”Det var en voldsom tid, hvor jeg fik en abort og startede op på kemobehandling. I fire uger var jeg indlagt, og jeg husker ikke så meget fra den første tid,” siger Tenna Olsen, som også fik sonde på grund af sår i munden.
”Jeg husker, at jeg bare glædede mig så meget til at komme hjem og få god, hjemmelavet mad,” siger Tenna Olsen, der spiste masser af kartoffelmos med bacon og løg, da hun endelig måtte komme hjem.
”Jeg blev overrasket over, hvor meget positiv energi det gav, at jeg kunne klare behandlingen derhjemme. Mit humør steg med 100 procent. Det gjorde alt for mig at komme hjem til vante omgivelser,” siger hun om glæden ved igen at have sin hverdag på landejendommen i Listrup på Falster.
Ikke bange for at varetage behandlingen
Tenna Olsen kom hjem en uge inde i marts måned, og har ikke været indlagt siden. Med sig har hun fået en rygsæk, der indeholder hendes kemoterapi. Lige nu er hun i et højdosis- forløb, hvor hun dagligt er inde på Hæmatologisk Afdeling. Her indstiller en sygeplejerske pumpen med den rette mængde kemoterapi, og så kan Tenna Olsen ellers tage hjem igen.
”Forløbet startede tirsdag aften, og slutter fredag morgen. Så får jeg kemo to gange om dagen, men jeg behøver ikke at være på afdelingen, mens jeg får det, men bare mens jeg bliver koblet op på medicinen,” forklarer hun.
Tenna Olsen har ikke oplevet problemer med selv at varetage behandlingen hjemme, andet end et bip fra sin rygsæk. En slange havde lavet et knæk, men det var hun blevet instrueret i at se efter og klare.
”Man er blevet godt sat ind i at varetage behandlingen, og man formår at være i det. Nok især fordi man kan være hjemme, ” siger Tenna Olsen, der ikke har flere kræftceller i blodet, og som efter det igangværende behandlingsforløb håber på stabile tal, så hun kan begynde at se frem ad.
