Sygeplejersken
"Den ordlyd gør, at man frygter det værste"
”Jeg har aldrig trådt så hårdt i pedalerne før,” mindes Mads Hauerberg Hornskov sin tur fra Godthåbsvej på Frederiksberg til TraumeCenter Rigshospitalet på Blegdamsvej på Østerbro. En tur på godt tre kilometer.
Sygeplejersken 2022 nr. 9, s. 44-45
Af:
Diana Mammen, journalist
Klokken 18.12
”Hvad fa’en er det,” tænker den 32-årige traumesygeplejerske Mads Hauerberg Hornskov, da hans telefon bliver ved med at vibrere i hans lomme. Da han tager den op, ser han beskeden om, at der er en beredskabssituation, og han skal svare, om han kan møde ind på TraumeCentret.
”På daværende tidspunkt ved jeg ikke, hvad der er sket i Field’s. Min første umiddelbare tanke er, at en bil måske er kørt ind i en flok cykelryttere i forbindelse med Tour de France, der lige var startet den weekend i Danmark,” fortæller traumesygeplejerske Mads Hauerberg Hornskov, som melder ind, at han godt kan komme.
Han er 300 meter hjemmefra, så han skynder sig hjem efter sin cykel.
”Jeg har aldrig trådt så hårdt i pedalerne før,” mindes han sin tur fra Godthåbsvej på Frederiksberg til Rigshospitalet på Blegdamsvej på Østerbro. En tur på godt tre kilometer.
Klokken 18.32
Ved ankomst får Mads Hauerberg Hornskov hurtigt skiftet til arbejdstøj. Via nyhedssider har han også erfaret, at det drejer sig om et skyderi.
”Så jeg har en formodning om, at det her, det bliver ikke kønt,” forklarer han.
Ved en beredskabssituation får traumesygeplejersken, ligesom resten af sine kollegaer, tildelt en rolle, og en vest tilkendegiver, hvad den rolle er.
”Jeg skal gå over på et af de i alt fem traumelejer, og sammen med mit team står vi klar til at tage imod hvad end, der kommer ind. Der går et kvarters tid, så er alle tre patienter landet,” fortæller Mads Hauerberg Hornskov.
Klokken 18.40
”Jeg er med til at behandle én af dem, der er blevet skudt. For os handler det om damage control. Vi skal stabilisere patienten og gøre klar til eventuel operation. Ret hurtigt kommer patienten videre til operationsgangen, hvor vedkommende skal opereres akut. Derefter stopper min funktion, da patienten så er ude af vores hænder,” fortæller traumesygeplejersken, som på et ur i traumecentret kan se, at der er gået et sted mellem 15 og 20 minutter, inden patienten er videre i systemet.
”Mine kollegaer er med til at behandle de to andre patienter, og alle tre patienter bliver hurtigt kørt af sted til de afdelinger, der skal fortsætte behandlingen. Så står vi lidt i en venteposition, da vi ikke kender skyderiets omfang. Kommer der kun de her tre patienter, eller kommer der flere lige om lidt,” fortæller Mads Hauerberg Hornskov om uvisheden, der fyldte hans hoved med mange tanker.
Klokken ca. 19.00
”Efter de tre patienter har forladt TraumeCentret, er der ingen, der kan give os konkrete meldinger, og man slapper ikke helt af, før man ved, at nu bliver beredskabet afblæst. Indtil da er vi alle 110 pct. klar på at tage imod de patienter, der måtte komme. Det er frustrerende at stå i sådan en situation. For normalt er vi på forhånd godt informeret, når der sker en ulykke. Om det er et skyderi, knivstik eller andet, så får vi en melding om, hvad patienternes tilstand er inden ankomst. Her ved vi ingenting, andet end at det er et skyderi i et storcenter. Den ordlyd gør, at man frygter det værste,” fortæller Mads Hauerberg Hornskov.
Klokken 22.00
Der kommer ikke flere patienter, der har tilknytning til skyderiet i Field’s, til traumecentret.
”Vi modtager sideløbende også andre patienter. Bare fordi sådan en hændelse sker, så står vi stadig parat til at tage imod, hvis andre er kommet til skade. Så det blev ikke en så ualmindelig arbejdsdag, som man havde frygtet. Der er da også sket hændelser før, hvor personer er blevet skudt og også flere end tre,” fortæller Mads Hauerberg Hornskov, der dog alligevel synes, at arbejdet søndag den 3. juli skilte sig ud.
”Det var vildt at være en del af noget så stort som beredskabet. Er du gal, der var mange mennesker. Mange flere end normalt. Det er et kæmpe organ, der går i gang, og det var fantastisk at opleve, hvordan vi alle bare smider, hvad vi har i hænderne,” siger Mads Hauerberg Hornskov, der klokken 22 får grønt lys til at tage hjem. Kun for at være klar igen næste morgen klokken 7.30.
”Jeg blev kaldt ind på min fridag, men det var slet ikke noget, jeg skænkede en tanke. I bund og grund handler det nok om mit og mine kollegaers valg af profession. Vi vil gerne hjælpe andre mennesker. Og sker der sådan noget her, så er man nødt til at træde til.”
Læs også
"Den ordlyd gør, at man frygter det værste"
"Holy Moly, det her er alvorligt"
"Løb direkte ind i beredskabet"