Sygeplejersken
"Holy Moly, det her er alvorligt"
”Jeg hopper i noget tøj og ud i bilen. Jeg bor ikke længere væk, end at jeg kan cykle, men jeg vil hurtigst muligt frem,” fortæller Charlotte Illum
Sygeplejersken 2022 nr. 9, s. 46-47
Af:
Diana Mammen, journalist
Klokken 18.19
Chalotte Illum sidder på sin terrasse og slapper af efter et par dage i sommerhus med gode venner. I hænderne har hun sin telefon, og hun bladrer igennem diverse nyhedssider og sociale medier.
”Et sted skimter jeg lige hurtigt noget om et skyderi, så da den ansvarshavende på intensivafsnittet ringer til mig og fortæller, at hun er blevet bekendt med, at der er sket en skudepisode i Field’s, og spørger, om jeg kan møde ind, så tænker jeg: ”Holy moly, det her er alvorligt”. Der går kun et minut, så ringer den ansvarshavende forvagt på anæstesiafsnittet om, at en hændelse har fundet sted, og at beredskabet er hævet til beredskabstrin 3, og at jeg skal møde ind,” fortæller Charlotte Illum, hvis træthed med et forsvinder.
Charlotte Illum er chefsygeplejerske på Afdeling for Bedøvelse, Operation og Intensiv Behandling på Rigshospitalet. Hun skal komme på arbejde for at sikre sig, at de på hendes afdeling er bedst muligt forberedte på at tage imod de patienter, der måtte komme.
”Jeg hopper i noget tøj og ud i bilen. Jeg bor ikke længere væk, end at jeg kan cykle, men jeg vil hurtigst muligt frem,” fortæller hun.
Klokken 18.45
Allerede i forhallen møder Charlotte Illum en masse kollegaer, der også er blevet kaldt på arbejde. Hun skynder sig op på sin afdeling.
”Der er styr på at indkalde personale. Så ved beredskabstavlen får vi på fornemmeste vis dirigeret, hvilke stuer der skal gøres klar, hvor mange lejer, der skal være, samt hele tiden videreformidlet kommunikationen mellem os på afdelingen og dem på traumecentret.”
Charlotte Illum og hendes kolleger ved endnu ikke, hvor mange patienter, der vil have brug for hjælp.
”Nogle meldinger lyder, at beredskabet allerede var nedskaleret. Andre lød på, at der var mange på vej. Både ambulancer og patienter. Men vi kunne ikke gøre andet end at være bedst muligt forberedte – og så ellers bare vente.”
Som chefsygeplejerske er Charlotte Illum som udgangspunkt ikke med i den direkte patientpleje men har en ledelsesmæssig og koordinerende rolle.
”Vi får eksempelvis meldinger om, at der er børn blandt de sårede, derfor taler jeg med intensiv, så afdelingssygeplejersken i børnegruppen også bliver kaldt ind. Vi ved ikke, hvad vi kan forvente. Men vi ved bare, at vi skal have fire operationsstuer klar. Og det har vi hurtigt. Derefter holder jeg, i samarbejde med cheflægen, øje med, at tingene forløber, som de skal, og at vi hele tiden er de mennesker, vi skal være.”
Charlotte Illum præciserer, at ca. 50 personer var mødt ind på afdelingen for bedøvelse, operation og intensiv behandling.
Klokken ca. 19.00
To patienter har brug for at blive opereret på Charlotte Illums afdeling, der ligger i hjertecentret.
”Den ene patient, der kommer op til os, har pårørende, der har brug for krisehjælp, så det hjælper jeg dem til at få,” siger chefsygeplejersken.
”Efter vi har fået patienterne op, går der stilstand i den. Vi prøvede i ny og næ at orientere os via nyhederne for at få en idé om omfanget, men før der blev meldt noget officielt ud, kunne vi ikke gøre andet end at stå klar og vente,” siger Charlotte Illum om den uvished, der herskede på hendes afdeling såvel som på resten af hospitalet.
Mellem klokken 21.30 og 22.00
”Da klokken er mellem halv ti og ti, får vi at vide, at der ikke kommer flere patienter, og at vi godt kan begynde at sende personale hjem. Aftenen er gået så sindssygt stærkt, og det var så imponerende at opleve, at selvom vi befandt os i en krisesituation, så var der faktisk ro. Det er mærkeligt, for på den ene side af gangen var der så mange mennesker på arbejde. På den anden side af gangen var der roligt.
Men alle udfyldte deres rolle. Det kunne for nogle sagtens være at drikke en kop kaffe og vente på at skulle i gang. Jeg er så imponeret over os alle. At man smider alt, hvad man har i hænderne, for at komme og hjælpe. I sådan en situation er der jo ikke nogen, der tænker på hviletider eller fridøgn,” siger Charlotte Illum, der blev på afdelingen en times tid længere.
”Så sidder vi lige i kaffestuen og sunder os. Qua min alder og erfaring bliver jeg måske ikke helt ligeså mærket af sådan en oplevelse, men derfor er det rart at tale igennem alligevel,” fortæller den 55-årige chefsygeplejerske, som klokken 23 atter kørte hjem.
Læs også
"Den ordlyd gør, at man frygter det værste"
"Holy Moly, det her er alvorligt"
"Løb direkte ind i beredskabet"