Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hvornår er en gave beskeden?

Tema. Mange sygeplejersker har oplevet, at patienter har tilbudt dem gaver som tak for god behandling, men har været i tvivl, om de må tage imod dem. Gaverne betyder noget for både giver og modtager, men sygeplejerskerne kan ikke på egen hånd vurdere, om en given gave er inden for reglerne, mener professor.

Sygeplejersken 2023 nr. 13, s. 18-22

Af:

Helle Lindberg Emarati, Journalist

61812913

Foto:

Illustration: Sidsel Sørensen

”Vi holder det bare mellem os to.”

Kvinden forsøger at stikke 500 kroner ind under skjorten på hjemmesygeplejerske Connie Skidmore Larsen, selvom hun allerede har afvist at tage imod dem.

Hun er egentlig på vej ud ad døren, da den borger, hun netop er blevet færdig med sit besøg hos, hiver hende til side. Borgeren fisker en krøllet pengeseddel frem og trykker den i hånden på hende.

”Så kan du købe en pæn buket blomster til dig selv,” siger hun.

Connie Skidmore Larsen bliver først helt paf over den uventede gave. Så genvinder hun fatningen og siger pænt, men bestemt nej tak. Det er alt for meget, og det kan hun ikke tage imod. Det må hun faktisk slet ikke, fortæller hun kvinden.

”Jeg må indrømme, at jeg i et par sekunder var lidt fristet,” siger Connie Skidmore Larsen, da hun genkalder sig episoden:

”Det er jo altid dejligt, når nogen gerne vil give dig en gave for at vise, at de påskønner dig og det, du gør.”

Hun endte med at stå fast på, at hun ikke kunne tage imod gaven. Connie Skidmore Larsen var dog bekymret for, om borgeren ville blive ked af afvisningen.

”Jeg var faktisk en smule rystet bagefter og fortalte det også til min leder. Vi var enige om, at det var den rigtige beslutning at sige nej til gaven, selvom det kan være svært at vurdere, hvor grænsen går,” siger Connie Skidmore Larsen.

61812894

”Jeg har talt med andre sygeplejersker, som også er kede af at måtte afvise en gave – både fordi patienten kan blive skuffet, men også fordi det er et udtryk for påskønnelse,” siger Connie Skidmore Larsen.

Foto:

Nikolai Linares

Giver kan blive skuffet
Pengebeløb, vin, chokolade, blomster, vaser, lysestager, bøger – sågar morgenbrød, hjemmehæklede grydelapper og regnslag. Mange sygeplejersker kan som Connie Skidmore Larsen fortælle om situationer, hvor en patient eller pårørende har villet udtrykke sin taknemmelighed over god behandling med en gave.

”Det var jo dét, hun gerne ville. Jeg var på det tidspunkt kommet fast hos hende i halvandet år, hvor jeg havde hjulpet hende med kontakt til læge og hospital, og hvor vi havde talt om alverdens ting – om hendes helbred, familie, alt muligt, så vi havde fået en slags relation til hinanden,” fortæller Connie Skidmore Larsen.

Som udgangspunkt må offentligt ansatte ikke tage imod gaver, uanset om de kommer fra privatpersoner eller virksomheder. Det gælder også sygeplejersker. Ifølge vejledningen ’God adfærd i det offentlige’ fra Moderniseringsstyrelsen, KL og Danske Regioner kan f.eks. taknemmelighedsgaver imidlertid være undtaget fra reglen, hvis de er beskedne, og hvis det f.eks. vurderes, at giveren bliver skuffet eller ked af det, hvis man takker nej.

Især svært for sygeplejersker
Ifølge Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring og forsker i bl.a. offentlig ledelse ved Aalborg Universitet, er det derfor ikke i sig selv et problem, hvis sygeplejersker tager imod de gaver, de bliver tilbudt, så længe gavens størrelse og værdi stemmer overens med reglerne.

Han mener dog ikke, at den almene sygeplejerske har forudsætningerne for at kunne vurdere, hvad der er inden for skiven.

”Normalt har jeg den holdning, at reglerne er meget klare, og at offentligt ansatte udmærket godt ved, hvad de må tage imod og ikke tage imod, men lige med sygeplejersker mener jeg faktisk, at det er for svært for dem at gennemskue. Det kan jo være vidt forskelligt, hvad de bliver tilbudt, og hvor ofte det sker, alt efter hvor de arbejder,” siger Per Nikolaj Bukh.

Spørger man sygeplejerskerne selv eller tager et kig på de sociale medier, kan noget tyde på, at han har en pointe. I diverse Facebook-grupper og tråde for sygeplejersker er emnet jævnligt til diskussion, og der er ofte uenighed om, hvad der er tilladt.

61812897

Foto:

Illustration: Sidsel Sørensen

Skal ikke vurdere og fortolke
Nogle sygeplejersker mener f.eks., at alt andet end hjemmelavede gaver er no go. Andre trækker grænsen ved penge, uanset beløbets størrelse. Andre igen mener, at lidt større gaver eller pengebeløb kan være i orden, så længe de ryger i kaffekassen eller deles med hele afdelingen.

”Problemet er, at vejledningen fra Moderniseringsstyrelsen, KL og Danske Regioner lægger op til, at den enkelte sygeplejerske kan vurdere og fortolke, hvad der er i overensstemmelse med reglerne på området.

Men hvad er f.eks. en ”beskeden gave?” Det er ikke noget, en sygeplejerske kan eller skal afgøre,” siger Per Nikolaj Bukh.

Tog imod sodavand
At det kan være svært at vurdere, hvad der er tilladt for en sygeplejerske at tage imod fra patienter og pårørende, er Connie Skidmore Larsen enig i.

”Jeg er f.eks. af en anden borger blevet tilbudt noget shampoo og balsam. Der er jo ingen konkret beløbsgrænse i reglerne, jeg kan forholde mig til, og så blev jeg i tvivl. Jeg blev for nylig også tilbudt nogle dåsesodavand fra en borger, fordi han ikke kunne drikke hele rammen selv. Dem tog jeg imod,” fortæller hun.

Men selvom sygeplejersker kan risikere at komme i problemer, hvis de tager imod gaver, der ligger uden for reglerne, så argumenterer Per Nikolaj Bukh ikke for, at der helt skal sættes en stopper for de tilladte gaver.

”Det ville være en skam efter min mening, for selvom den slags gaver måske ikke har en særlig økonomisk værdi, så har de stadig en anden slags værdi for både giveren, modtageren og den menneskelige relation. Derfor er de værd at bevare,” siger Per Nikolaj Bukh.

Gave = anderkendelse
Det er flere sygeplejersker enige i. Bl.a. sygeplejerske Fie Isabella Smedegaard Jensen.

Hun er adskillige gange blevet tilbudt gaver fra patienter og pårørende. Nogle af dem har hun taget imod, andre har hun ikke – og selvom det kan være svært at sige nej tak eller gennemskue, hvad der er tilladt, så ser hun grundlæggende gaverne som en god ting.

”Det handler faktisk ikke så meget om gaven, som det handler om den anerkendelse, den repræsenterer. Det har en kæmpe betydning for mig som sygeplejerske og for min arbejdsglæde, når patienter gerne vil vise, at de påskønner mig og min indsats. Man giver rigtig meget af sig selv, når man arbejder med mennesker – ikke mindst mennesker, der er syge og i livskrise – og så er det jo virkelig rart, når man får noget igen,” siger Fie Isabella Smedegaard Poulsen.

Bekymret for forskelsbehandling
Den glæde har Martin Christensen også mærket. Han er sygeplejestuderende på 5. semester og har oplevet, at en patient tilbød at betale for hans studiebøger.

”Jeg sagde selvfølgelig nej tak, for jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg ikke kunne tage imod det. Men tanken varmede virkelig. Jeg var faktisk rigtig ked af, at jeg blev nødt til at afvise ham – han ville jo bare gerne glæde mig, og jeg blev selv glad for hans påskønnelse. Jeg var også bekymret for, om det ville slå revner i det ellers gode forhold, jeg havde til ham, men det gjorde det heldigvis ikke,” fortæller Martin Christensen.

Oplevelsen fik dog Martin Christensen til tænke over både store og små gaver, og hvordan de kan påvirke forholdet mellem sygeplejerske og patient:

”Jeg synes personligt, man skal passe på med, hvad man tager imod som sygeplejerske, i hvert fald hvis det ikke er en gave til hele afdelingen. Det vil jeg selv gøre, for selvom vi er sygeplejersker, så er vi jo også kun mennesker, og jeg er f.eks. bekymret for, at jeg måske ubevidst kunne komme til at gøre forskel på patienter, hvis én af dem havde givet en gave kun til mig – det vil jeg helst ikke risikere.”

Læs også i dette tema om gaver fra patienterne

Klare rammer på hver afdeling

Hvornår må jeg tage imod en gave?

61812908

Om taknemmelighedsgaver

Offentligt ansatte kan modtage beskedne ’taknemmelighedsgaver’ i de særlige tilfælde, hvor det kan synes uhøfligt og være en skuffelse for giveren, hvis gaven returneres. Dette ses særligt at være tilfældet, hvis der er en personlig relation mellem giveren og modtageren. Det kan f.eks. gælde for plejepersonale eller pædagoger.

Kilde: ’God adfærd i det offentlige,’ Moderniseringsstyrelsen, KL og Danske Regioner