Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Udstilling hylder krigssygeplejerskers indsats

Valborg Hjorth og andre danske sygeplejersker rejste udenlands for at gøre tjeneste under 1. verdenskrigs rædsler. En ny mini-udstilling på Dansk Sygeplejehistorisk Museum fortæller historien.

Sygeplejersken 2023 nr. 2, s. 40

Af:

Maria Klit, journalist

sy2-2023_krigssygeplejersker_2

I 1915 forlod den 31-årige sygeplejerske Valborg Hjorth Danmark for at gøre tjeneste rundt omkring i Europa under 1. verdenskrig. Hendes historie bliver fortalt i en ny udstilling på Dansk Sygeplejehistorisk Museum, der kan opleves fra 1. februar 2023.

Fra arkiverne ved vi, at Valborg var én af i hvert fald 110 danske sygeplejersker, der rejste til bl.a. Polen, Frankrig og Belgien. Her gjorde de tjeneste på feltlazaretter og blev øjenvidner til krigens rædsler. 

sy2-2023_krigssygeplejersker_1
Attribution 
Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum
Privat nødhjælp

Fordi Danmark erklærede sig neutral, kunne der ikke sendes officiel nødhjælp. I stedet oprettede privatpersoner selskaber til formålet. 

Valborg Hjorth tog f.eks. til Belgien med ’Dansk Hjælpe-Ambulance Komité’, der blev stiftet af professor Eilert Tscherning – eksmand til den daværende formand for Dansk Sygeplejeråd, Henny Tscherning.

Selskabet sendte under hele krigen læger og sygeplejersker ud i det krigsramte Europa for at arbejde på lazaretter eller oprette nye. 

sy2-2023_krigssygeplejersker_3
Attribution 
Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum
Rejste af egen fri vilje

De danske sygeplejersker blev ikke pålagt at tage i krig. De drog afsted af egen fri vilje og med et stort ønske om at gøre sig nyttige, hvor det virkelig gjaldt, fortæller sygeplejefaglig konsulent fra Dansk Sygeplejehistorisk Museum, Heidi Stentoft:

”De måtte søge orlov for at rejse. Nogle af dem, der ikke fik den bevilliget, sagde deres job op for at kunne tage afsted. De ville bare være med, hvor det hele skete.”

Valborg Hjorth kom senere til at opleve krigen fra både Øst- og Vestfronten. Hun vendte først hjem til Danmark ved krigens afslutning i 1918, men undervejs beskrev hun sine oplevelser i breve, hun sendte hjem til familien. 

”Gangen var til stadighed fyldt med sårede på bårerne – nogle døende, andre sejlende i blod, stønnende og råbende på vand og morfin. Portørerne løb rundt bærende på arme og ben, der efterhånden blev amputeret. Hvor synes man krig er meningsløs og forfærdelig,” skrev hun bl.a. om feltlazarettet i La Panne, Belgien. 

Valborgs bog

Senere samlede hun brevene til et manuskript, der af uvisse årsager aldrig blev udgivet. Valborg Hjorth døde i 1970, men nu har historiker Jacob Seerup bearbejdet materialet, og i november 2022 udkom bogen ’Valborg Hjorth –

Sygeplejerske ved Øst- og Vestfronten’. 

På udstillingen kan man se flere af Valborg Hjorths ejendele. Du kan også købe Jacob Serups bog, blive klogere på sygepleje under 1. verdenskrig og Valborg Hjorths historie. 

Læs anmeldelse af bogen om Valborg Hjorth

Læs mere om udstillingen på Dansk Sygeplejehistorisk Museum