Læserbrev: Vi kan være mænd og kvinder på uendeligt mange måder

Kommentar til kommentarsvaret ’Køn bør omtales i grader frem for i kasser’ i Sygeplejersken nr. 2/2023.

Kære Ben Nielsen m.fl.
Tak for jeres svar i Sygeplejersken nr. 2/2023 på min kommentar bragt i Sygeplejersken nr. 1/2023.
I jeres svar argumenterer I for kønnet som dynamisk størrelse og henviser bl.a. til genetikken, hvorfor man ikke bare kan sige mand og kvinde. 

Jeg medgiver gerne, at det ikke altid er lige enkelt. I Danmark lider således mindst 0,5 pct. af befolkningen af kønsdysfori/kønsinkongruens. En smertelig tilstand, hvor man oplever ubehag ved sit biologiske køn, sammenholdt med det man føler. Der kan være flere årsager til tilstanden: Genetisk (Klinefelters syndrom), udviklingsforstyrrelse (autisme) m.v.  Det virker også som om, at forekomsten af tilstanden er stigende til ca. 2 pct. 

Det er dog i det store billede et beskedent antal personer. Derfor undrer det mig, at hovedparten af befolkningen skal tages som gidsler i en køns- og identitetspolitisk dagsorden, hvor ”Målet er en normkritisk praksis, som gør op med vores samfunds forventninger til, hvad der er 'almindeligt'. Det handler ikke om at komme ud af skabet, men om at bryde skabet helt ned: at gøre op med forventningerne til, f.eks. hvordan man er mand eller kvinde, er i et forhold og antagelsen af køn som binært”, jvf. jeres artikel i Fag&Forskning 4/2022.

I dag har mange unge en svag oplevelse af eget værd og identitet med alt for stort fokus på sig selv og det indre følelsesliv. Man kan med rette mene, at både de og vi andre har brug for at blive mindet om sunde grænser som et positivt værn og ikke bare som et forstyrrende element. Vores kroppe kan forstås som en sådan grænse, der giver os både muligheder og begrænsninger. 

Vi kan være mænd og kvinder på uendeligt mange måder, uden at det indebærer, at vi giver køb på forståelsen af vores biologiske køn som en værdifuld ramme. Lad det være slutreplikken fra mig.

Henrik List er anæstesisygeplejerske, produktspecialist, psykoterapeut MPF. 

Svar

Ignorér ikke de 2 pct. interkønnede

Af Ben Nielsen, sygeplejerske, cand.cur., Jacob Graack, cand.mag., Rikke Voergaard-Olesen, cand.mag., og Lotte Evron, sygeplejerske, cand.mag.

Kære Henrik List
Tak for din kommentar til vores svar. Det er ikke mange år siden, vi definerede transkønnethed som en psykisk sygdom – og ikke mange flere år siden, at vi definerede homoseksualitet som en psykisk sygdom. Det blev set som en ”sund grænse” dengang, og det gjorde, at mennesker for alvor blev taget som gidsler. 

Kulturelt og socialt set lever vi i dag i en tid, hvor folks seksuelle orientering og deres måder at opleve og gøre deres køn på kan begrænse deres trivselsmuligheder.

Vi ønsker ikke at tabuisere, at køn også handler om biologi. Det kan være en værdifuld ramme at diskutere ud fra. Og – biologisk set – hører eksistensen af interkønnede mennesker ind under denne ramme. Uanset at denne gruppe ”kun” udgør mindre end 2 pct. af den danske befolkning, så er de her også, og det kan og må ikke ignoreres. Vi bliver nok ikke helt enige. Men vi håber, at vi er enige om, at vores sundhedssystem bør tilrettelægges på en måde, hvor alle patienter kan udfolde deres unikke potentiale og mødes med respekt for deres oplevelser, så ingen behøver at blive taget som gidsler.

De fire forfattere af dette svar står bag Fagligt ajour-artiklen ’Sundhedsvæsenets møde med LGBT+-personer kræver nye initiativer' i Fag&Forskning nr. 4/2022.