Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hjalp kollega tilbage efter hjernerystelse

Julie Bjørlund Madsen var bisidder, da en sygeplejerske skulle tilbage på arbejde efter en hjernerystelse. Hun hjalp med at bevare fuld pension i tre år, selvom sygeplejersken gik ned i tid.

Sygeplejersken 2025 nr. 1, s. 57

Af:

Laura Elisabeth Lind

66409253

Foto:

Claus Bech

Det kan være svært at komme tilbage på arbejdet igen efter en sygemelding med hjernerystelse. Men hvis man har en tillidsrepræsentant, der står klar til at hjælpe, kan det gøre forløbet nemmere.  

Julie Bjørlund Madsens er tillidsrepræsentant for ca. 40 sygeplejersker på Afdeling for Urinvejskirurgi på Rigshospitalet og har for nylig hjulpet en sygeplejerske, der kom slemt til skade med hovedet og var fuldtidssygemeldt i fem måneder.  

“Jeg rakte ud til hende og sagde, at hun skulle huske, at hun kunne bruge mig.” 

Hurtigt blev Julie Bjørlund Madsen en del af sygeplejerskens forløb ift. at lande en god aftale for, hvordan hun skånsomt kunne vende tilbage til arbejdet. I starten havde hun og sygeplejersken møder med ledelsen over Teams og senere på arbejdspladsen. 

“Jeg kunne hjælpe med at trække lidt i håndbremsen, så optrapningen ikke gik for hurtigt, og hun ikke blev presset ud i noget, hun ikke var klar til. Det er meget forskelligt, hvor udmattet man bliver, når man vender tilbage efter en hjernerystelse. Derfor må man tage udgangspunkt i den pågældende situation. Der ikke en skabelon for det.” 

Ned i tid, men fuld pension

Sygeplejersken startede med at arbejde et par timer en formiddag og trappede op med to timer over fem-seks måneder. Hun var oprindeligt ansat på 37 timer. Men efter hun blev raskmeldt, endte hun med at måtte gå ned på 32 timer. 

”Der kunne jeg sende hende i retning af sygeplejerskernes pensionskasse i PKA. For vi har solidarisk indbetaling. Det betyder, at man i op til tre år kan få samme indbetaling til pension, som hvis man var man ansat på fuldtid - såfremt man er gået ned i tid pga. sygdom eller funktionsnedsættelse.” 

Men man skal selv søge om det i PKA. 

“Hvis man går fra 37 til 32 timer om ugen, går man i det her tilfælde glip af omkring 7.600 kr. om året, hvis man ikke kender til den her aftale. I alt bliver det ca. 23.000 kr. på de tre år.” 

Julie Bjørlund Madsen peger på, at tillidsrepræsentanten altid bør være inde over forløbet med en langtidssygemelding. 

“Det en god idé at have sin TR med inde over den plan, der bliver lagt for optrapning. Vil man sikre sig, at alt med lønkroner, ferie og pension også er, som det skal være, så er det heller ikke dumt at hive fat i sin TR,” siger hun og tilføjer: 

“Vi fik landet en fin model, hvor sygeplejersken nu er tilbage som den superdygtige sygeplejerske, hun er. Og så får hun sin fulde pension.”  

Hvad har du lært af forløbet?

“Det er altid godt at have fokus på pension. Både ifm. sygdom, men også generelt. Der kan bestemt være gode grunde til at gå ned i tid, men vælger man f.eks. at gå fra 37 til 32 timer, kan man gå glip af flere hundrede tusinde kroner. Det skal man være opmærksom på.” 

Sygeplejersken forside blad 1 2025
Læs alle artikler i det seneste nummer af Sygeplejersken